KNALD OG FALD FOR GUMMIANDEN

KNALD OG FALD FOR GUMMIANDEN


Lars Boje Mathiesen (LBM) er en karismatisk og stædig politiker, der lige som gummianden i badekarret kækt trænger op til vandoverfladen uanset alle forsøg på at holde den nede. ”Han er nede, men ikke ude!”, som det hedder i boksesproget, og LBM var da også nede til tælling efter at være ekskluderet af Nye Borgerlige og skandaliseret af medierne. Nu har han rejst sig og lanceret et nyt parti med navnet, Borgernes Parti, som mod alle forventningerne nu har samlet stemmer nok til at blive opstillingsberettiget til næste folketingsvalg, der ser ud til at blive udskrevet hen på foråret.

Den politiske kirkegård er fyldt med gravsteder for borgerlige eller halvborgerlige partier, der fik et kort liv. Her finder vi De Uafhængige, Liberalt Centrum, Centrum-Demokraterne, Fremskridtspartiet og Ny Alliance med Nye Borgerlige på vej i rustvognen. Det afskrækker ikke LBM, som nu er klar med et partiprogram, der må glæde enhver nationalliberal sjæl. Borgernes Parti bygger på det bedste fra Nye Borgerlige, der rummede mange fremragende politiske projekter. Tilmed har LBM brugt tiden på at tale med en stor skare almindelige danske borgere for at lodde stemningen i den borgerlige del af vælgerhavet. Det er således hensigten, at Borgernes parti skal være et værksted for snusfornuften, der hvor praktiske løsninger bliver smedet for at lette hverdagens problemer og udfordringer for danske mænd og kvinder.

Denne recept har før været brugt, nemlig af Gladsaxes populære borgmester Erhard Jacobsen, der i 1970erne skabte velfærd og fremgang i sin københavnske omegnskommune støttet af sin viceborgmester Poul Schlüter, der som bekendt ikke var så konservativ, at det gjorde noget. Hermed gik han fint i spænd med Erhard Jacobsen, der heller ikke var så meget socialdemokrat, at det gjorde noget. Faktisk så lidt, at Jacobsen i protest mod marxismens indtog i partiet meldte sig ud og startede for sig selv. Erhard Jacobsen havde fået den nærliggende ide, at når han kunne være en succesrig og populær borgmester i Gladsaxe, kunne han vel også være det for hele Danmark. Sådan opstod Centrum-Demokraterne (CD), der havde til formål at gøre hverdagen bedre for den danske borger. CD’s politiske program støttede dem med hus og have samt bil, ligesom partiet lancerede en kampagne mod ’de røde lejesvende’ i DR og skolevæsenet, der efter ungdomsoprøret i 1968 var travlt optaget af at konvertere ungdommen til marxismens lyksaligheder. CD kom i folketinget med hele 14 mandater i 1972 og var flere gange i regering, men blev forladt af vælgerne, da partiet efter Erhard Jacobsens død skrottede sine kerneværdier og blev omdannet til et korstog til bekæmpelse af Dansk Folkeparti.

Lars Boje Mathiesen er nu klar med et program, der både indeholder arvesølvet fra Nye Borgerlige og også essensen af hans mange samtaler med vælgerne. Borgernes Parti lanceres som den sunde fornufts parti ledet af den praktiske gris, Lars Boje Mathiesen, som da også har meget at byde på: Han vil have en forfatningsdomstol, der sikrer at Grundloven overholdes til punkt og prikke og ikke som nu vrides og udvandes efter Christiansborgs og EU’s forgodtbefindende. Vi skal have flere folkeafstemninger, hvad der må være rimeligt i et folkestyre. Partistøtten bortfalder, og for hver ny lov skal 3 love fjernes.

Borgernes Parti vil reformere og forenkle skattesystemet, som skal være så simpelt, at det kan rummes i en app. Topskatten, arveafgiften, arbejdsmarkedsbidrag og iværksætterskatten fjernes. Væk med registreringsafgift og benzin/diesel afgift.

Vi skal have bedre miljøbeskyttelse, men mindre klimahysteri. Intet statsborgerskab til kriminelle migranter. Stop for indvandring fra islamiske kultursamfund. Ingen statsfinansiering af migranter uden for arbejdsmarkedet. Væk med regionerne, frit behandlingsvalg for patienter, der skal have øget indflydelse på behandlingsforløbet. Borgerne skal have mere Danmark og mindre EU, ligesom FN skal afluses for totalitære kræfter og bringes tilbage til sin oprindelige mission.

Det er jo et politisk program, der ringer med englelyd i borgerlige øren. Med LBM’s karisma og vitalitet vil det også lande partiet i Folketinget ved et kommende valg. Men så begynder faldet fra tinderne. Vi ved af erfaring, at vælgerne gerne vil have nogle frække drenge ind i Folketinget. Dem som de andre ikke vil lege med. Vi vil have nogen, der kan ruske op i det hensovende folkestyre, der er udvandet til et samarbejde mellem de samvirkende socialdemokratiske partier. Vælgerne vil således hjertens gerne have Borgernes Parti i Folketinget, men ikke deres politik. Utallige opinionsmålinger viser igen-igen, at et flertal af vælgerne ikke ønsker en reduktion af skattetrykket. Danskerne er grundigt hjernevasket med det socialdemokratiske mantra: ”I må vælge mellem skattelettelse til de rigeste eller mere velfærd til os alle”.

Ingen af Christiansborgs halvborgerlige partier tør i dag støtte det vækstprogram, som LBM lægger frem. Medierne vil råbe i kor: ”Hvilke svage grupper skal betale for jeres skattelettelser?”. Samtlige partier vil moppe Borgernes Parti og opfordre dem til ”at kravle ned fra træet og samarbejde med os andre.”

Så må Lars Boje Mathiesen som så mange før ham gå den tunge gang hen til skillevejen: Skal jeg holde fanen højt uanset en politisk landsforvisning, eller skal jeg som de andre bøje nakken og acceptere smulerne fra konsensuspolitikkens bord? Pest eller kolera? Går der hul på gummianden, så den synker til bunds?

Herfra ønskes Borgernes Parti og Lars Boje Mathiesen held og lykke på rejsen. Det får de også brug for.

 

 

 





Source link