Slipper Trump af sted med at udfordre finansmarkederne og konventionel økonomisk visdom?
Lars Tvede, Klaus Ewald og 24NYT gør et godt stykke arbejde med at forklare, hvad Trumps økonomiske plan går ud på, i modsætning til de etablerede medier, som ikke kan se ud over deres egen Trump-hadende næse.
Historisk er det, der sker, uden sidestykke. Med vidtgående konsekvenser ikke blot for USA, men også for EU og Danmark.
I dag (8. april 2025) er det en uge siden, at Trump søsatte USA’s nye toldsatser, som ikke blot bogstaveligt talt ramte stort set hele verdens lande, men var langt mere yderliggående end forventet.
Finansmarkederne gik i panik og på 2 dage tabte de amerikanske aktie- og obligationsmarkeder 11 milliarder dollars.
Konventionel visdom siger at det er der ingen politiker, der overlever.
Da England premierminister, Liz Truss, i september 2022 forelagde en plan meget lig Donald Trumps, med en betydelig reduktion af indkomstskatten og selskabsskatten, gik finansmarkederne i panik og øgede presset på statsobligationerne, som er en vigtig del af pensionsselskabernes portefølje, med deraf følgende potentielle konsekvenser for pensionisterne, som også gik i panik, hvorefter Truss, tabte modet og hovedet og ændrede kurs.
Hendes regering holdt 49 dage, den korteste i britisk historie.
Trump har været ved magten i 79 dage. Hans reaktion på Wall Streets kollaps med aktierne helt i bund og potentielt den samme risiko som Liz Truss for store tab for en af de pensionsinstrumenter rundt regnet 160 millioner amerikanere bruger til deres opsparing, den såkaldte 401(k) facilitet, var lige omvendt: ”Det er et godt tidspunkt at blive rig på” sagde han og ”Jeg ændrer ikke en pind”.
Og hvorfor skulle han?
Det er jo den samme konventionelle visdom og økonomiske teori, som siger at hvis USA øger toldsatserne, som det lige har gjort, vil dollaren stige i værdi for at afbøde tabet for de amerikanske forbrugere.
Dollaren er faldet med 8%.
Konventionel visdom siger også, at andre lande vil svare igen med deres toldsatser, hvilket heller ikke er sket, bortset fra Kina, hvis gengældelsestoldsatser på amerikanske produkter med 34% straks blev mødt med en trussel fra Trump om en ekstra toldsats oven i hatten på….50%.
Ikke blot svarer andre lande ikke igen, tværtimod, har mere end 50 lande indledt forhandlinger og flere, heriblandt Indien, Taiwan, Vietnam og England, siger, at de ikke vil gøre gengæld overhovedet.
Konventionel visdom og finansmarkederne siger, at toldsatserne er en skat og enhver ved, at ekstra skatter giver ekstra inflation og øget arbejdsløshed, ikke?
Men hvorfor er inflationen så stabil og arbejdsløsheden faldende i USA? Hvad er det økonomerne – næsten alle – har fået galt i halsen? Svaret er, at deres modeller ikke er tidssvarende.
Man kan godt blive med at gentage, at toldsatser har samme virkning som skat, som EU’s ledere med Ursula von der Leyen i spidsen får at vide af EU- Kommissionens embedsmænd, som er, øhh, mine tidligere kolleger, men så må man også indrømme, at hvis told=skat så er skat=told.
EU har gennemsnitligt en VAT (moms) på 21%, nogle lande mere nogle mindre, men VAT står på angelsaksisk for Value Added TAX, altså en SKAT.
Alligevel nægter EU at anerkende, at VAT er en handelshindring ud fra den noget forkrøblede argumentation, at VAT ikke er en told, fordi VAT dækker alt med en fast sats og ikke er partiel som toldsatser, der varierer fra produkt til produkt.
Begge dele er forkerte: VAT er partiel på tværs af EU, som har fastlagt en minimumsgrænse på 15%, men hvor satserne afviger fra medlemsland til medlemsland; og den er partiel, fordi den, afhængig af hvilket medlemsland vi snakker om, bliver nulstillet ved eksport.
Så når Tyskland f.eks. eksporterer en BMW til 50.000 euro til USA, bliver VAT’en nulstillet fra Tysklands 20% VAT til 0,0 %, hvilket gør, at BMW’en nu kan sælges for 40.000 Euro.
Omvendt siger Amerikanerne, at en i USA produceret FORD til 50.000 ved eksport til Tyskland nu får en pris på EU’s toldsats på 10% plus en VAT sats på 20%, så nu står BMW’en til 65.000 Euro.
Der en grund til at, der ikke kører mange amerikanske biler i Münchens gader.
Alligevel nægter EU pure så meget som at røre ved VAT’en, men foreslår at nulstille industriprodukter og helt at holde sig fra landbruget, hvilket reelt betyder, at EU fører en politik, der ville gøre Stalin stolt.
Men der er noget, de har misforstået: Trumps toldsatser er i virkeligheden ikke et forhandlingsoplæg, som eksemplet med Kina jo viser, men et minimumskrav for at rette op på det, han opfatter som EU’s mange års udnyttelse af USA’s godtroenhed.
Et oplæg, der, som han selv sagde på et pressemøde sidste søndag, også omhandler ikke-toldmæssige barrierer.
For nu at skære det ud i pap: gensidige toldsatser betyder ensidig accept af de toldsatser, som Trump forelagde for en uge siden, og hvis beregning foretaget af Washington D.C. ’s skarpeste ph.d. ’er inkluderer både told og andre handelshindringer, som Kina, EU og de fleste andre lande efter Trumps mening uretmæssigt pålægger og i årevis har pålagt USA.
Men mere afgørende er, at hverken EU’s eller Kinas ledere synes at forstå, at Trump mener det. De tror han bluffer.
Trump har hele sit voksne liv ment, at USA’s handelsunderskud var en skandale, og at lande som Kina og Tyskland stod og står for en neo-merkantilistisk model, som bevidst med alle lovlige og i Kinas tilfælde, ulovlige, midler opprioriterede og understøttede eksport til Amerika og underprioriterede indenlandsk forbrug og investering.
For ham var globaliseringen blot udtryk for de ledende eliters udnyttelse af en økonomisk model, som ikke gavnede hverken Amerika eller almindelige mennesker, men kun en international elite repræsenteret ved Verdensbanken, IMF, FN, EU og Wall Street.
For ham var den finansielle krise i USA i 2008-09 kun et udtryk for den samme elites arrogance, en finansmodel, som var katastrofalt afhængig af realkredit og svagt tilsyn og som kun gavnede Wall Street.
Politikerne greb ganske vist ind og rettede op på skuden, men det skete på præmisserne af de samme bank-eliter, som havde forårsaget krisen og derfor uden, at nogen i Wall Street rigtig blev holdt ansvarlig.
Det efterlod en sur eftersmag i munden på almindelige mennesker, hvilket er væsentlig del af forklaringen på valget af Trump både i 2016 og 2024.
Der er en tankegang, som ikke deles af mainstream økonomer i IMF og Verdensbanken, og som dagligt latterliggøres af vores ofte talsky journalister i massemedierne.
Sikke noget vrøvl siger de. Uligevægten på handelsbalancen skyldes forskelle i forbrugernes forbrugsmønstre, og hvis Amerikanerne er mere vilde med franske oste end portugiserne er vilde med californiske vine, ja så opstår der helt naturligt en uligevægt i handelsbalancen.
Den køber Trump åbenlyst ikke. Som han ser det, er grunden til, at europæerne og portugiserne ikke køber californiske vine, det forhold, at EU’s toldsatser er for høje og at EU bevidst holder Amerikanske vine ude.
Hvis EU ikke vil røre ved hverken VAT eller toldsatser på landbrugsprodukter som vin, står europæerne med et problem og vil snart erfare, at den gamle floskel om, at der ingen vindere er i handelskrige, ingen bund har i virkeligheden.
Handelskrige bliver vundet af dem, der har mindst at tabe, ikke dem, der skryder højest eller har det største hjemmemarked. EU og især Tyskland (og Kina) er pivåbne for USA’s repressalier præcis fordi de med deres neo-merkantilistiske handelspolitik har satset alt på eksport….især til USA.
Det problem har USA som verdens største økonomi med en relativ lille import-komponent ikke. Så den handelskrig vil EU (og Kina) tabe.
Trump udfordrer den konventionelle visdom, ikke blot ved sin flabethed og sin vulgaritet, som vi sofistikerede europæere elsker at hade. Han konfronterer os også med et paradigmeskift væk fra den globalisme-for-enhver-pris. som har kendetegnet perioden i Vesten efter 2.Verdenskrig til fordel for en model, hvis omfang og karakter vi endnu ikke kender omfanget af.
Og han konfronterer os med den åbenlyse sandhed, at EU’s drøm om at blive et alternativ til både Kina og USA er et fata morgana.
Jo hurtigere EU og Danmark indser, at dette har mere at gøre med hvilken økonomisk model, EU vil følge, Kinas eller USA’s, jo større er EU’s chancer for at bryde med den økonomiske lavvækstsfilosofi og allestedsnærværende detaljeregulering, som har bragt det ud i dets nuværende uføre, med politisk uro fra nationalistiske anti-EU-bevægelser og totalt og ydmygende militær og økonomisk afhængighed af USA….og Trump.
Den udfordring er der ingen tegn på, at EU er parat til at tage op. Tværtimod mumles der i krogene om at søge nærmere strategiske bånd med verdens største diktatur, Kina, og brandskatte USA’s hightech selskaber som Google, Meta, og X som gengældelse.
Held og lykke med det, EU.