Siden 2020 har ATP tabt ca. 240 mia. kr. af danskernes tvangsbetalte pensionsmidler. Men nu har ATP besluttet at udbetale over 500 millioner kroner i bonus til ledelsen. Det sker på baggrund af et resultat i 2024, der samlet set viser et tab på 59 millioner kroner, skriver Jes Brinkmann, der er direktør i CEPOS, i Berlingske.
”Beslutningen er så absurd, at det kan være svært at tro, det er sandt. Men det er det. Man skulle ellers tro, at en bonus er noget, som man udbetaler for en ekstraordinær indsats. Det kan man vel grundlæggende ikke rose røde tal for at være. Det er ikke småpenge, som vi taler om. Bonusudbetalingerne overstiger langt, hvad mange danskere sparer op til pension i løbet af et helt arbejdsliv.
Det ironiske kan næppe blive mere tyktflydende: ATP-ledelsen udbetaler bonus til sig selv samtidig med, at de ansætter eksperter med Jesper Berg i spidsen til at fortælle dem, hvordan de skal forbedre deres resultater.
Det rejser et principielt spørgsmål: Hvorfor skal staten have monopol på en tvangsopsparing? Hvorfor skal danskerne finde sig i at være stavnsbundne til en bestemt pensionskasse? Det er ganske enkelt ikke holdbart med en tvungen pensionskasse, der taber milliarder og udbetaler bonus til sig selv, når medlemmernes opsparing smuldrer”.