Lars Hedegaard og historikeren Michael Ledeen, 2008 © Snaphanen.dk
Lars Hedegaard
Den 5. november sidste år – altså samme dag som det amerikanske præsidentvalg foregik – kunne Ritzau citere en meningsmåling, der viste, at kun 7,8 pct. af danskerne ville stemme på Donald Trump, hvis de kunne. Hele 83,5 pct. ville stemme på Kamala Harris.
En anden opgørelse, som jeg har set, viser endnu ringere dansk tilslutning til den republikanske kandidat, nemlig 4 pct. Der er nærmest tale om nordkoreanske tal. I diktaturstater vil hele befolkningen udtrykke begejstret støtte til den elskede leder, for de har ikke andet valg. I det frie Danmark falder folk over deres egne ben i bestræbelserne for at bedyre deres elskov til det grinende gebis, Kamala Harris.
Harris tabte i øvrigt valget. Ikke bare tabte hun alle svingstaterne. Hun tabte også ”the popular vote” i et valg, hvis udfald ingen har anfægtet.
Har nogen tænkt over, at den voldsomme diskrepans mellem amerikanernes og danskernes præferencer udgør et problem? Begge lande er en del af Vesten, og vi er allierede i NATO.
Men danskerne mener altså, at amerikanerne, der vel må siges at have USA’s udfordringer tættere på livet end danskerne, valgte forkert.
Der er imidlertid også klare ligheder mellem Danmark og USA. I begge lande har næsten alle de førende medier været 100 pct. Trump-fjendtlige, så hvorfor har vælgerne reageret så forskelligt? Hvorfor er der fortsat denne forskel?
Jeg tror, forklaringen må findes i det faktum, at alternative medier står stærkere i USA end i Danmark, hvor befolkningen åbenbart tror fuldt og fast på, hvad de statsbetalte TV-kanaler fortæller. Nemlig at Trump er ond og dum. Det samme må så gælde alle de amerikanere, der ikke har annammet, hvad de danske USA-korrespondenter har prædiket dag efter dag og aften efter aften, som de har gjort gennem ti år.
Trump er givetvis bedøvende ligeglad med, hvad danskerne mener om ham. Så ham skader de danske mediers antirepublikanske trommeild ikke. Men det er værd at overveje, om det er sundt for os at have så ensidige medier.
Trump skal kritiseres, når han optræder ubehøvlet eller dumt. F.eks. når har fremsætter aldeles ubegrundede krav om annektering af Grønland – hvor amerikanerne allerede stort set kan få, hvad de peger på. Eller når han udsteder ultimata om alt, hvad han vil gøre i Mellemøsten, uden at følge dem op med handling. Hvor længe skal vi f.eks. høre, at nu skal de iranske mullaher have sat stolen for døren, så de forhindres i at udvikle kernevåben – alt mens de samme langskæggede banditter arbejder på fuld kraft for at anskaffe sig våben, der vil kunne udslette Rom, Berlin, Paris – og København? Få er i tvivl om, at hvis USA ville støtte Israel i at bombe de iranske kernevåbeninstallationer, ville mullah-styret bryde sammen. Men det bliver ved snakken.
Der er nok at kritisere Trump for, men det er ubegavet og uopfindsomt at afvise alt, hvad han prøver at udrette. Og gavner det Danmark?