En uafhængig kommission har den 7. oktober afgivet en rapport, der har afsagt en hård dom over den øverste militære ledelse i Israel. Mange har måttet træde tilbage. Men det stærkeste indtryk er en hemmelig lydoptagelse af samtalen mellem den pensionerede forsvarschef Herzi Halevi og gidslernes slægtninge. Halevi afslører, at det israelske forsvar og efterretningstjeneste var ofre for en omhyggeligt planlagt cover-up-operation fra Hamas, der havde stået på i flere år.
Hamas formåede at narre israelerne til at tro, at de ville samarbejde og opretholde det gode samarbejde. Halevi indrømmer, at de blev narret. At det var en fejltagelse at tro, at Hamas kunne blive en partner og overdrage styringen af Gaza til dem. Israelske regeringer og sikkerhedsapparatet begik en strategisk brøler med katastrofale resultater.
“Det var en fejltagelse at lade Hamas styre Gaza,” sagde Halevi til familierne, og beskrev politikken med at lade terrorgruppen styre det civile liv i Gazastriben og modtage finansiering fra udlandet – en politik, der er blevet ført af flere på hinanden følgende regeringer – som en strategisk fejlberegning.
“Selv da vi sikrede os, at pengene nåede ud til mennesker i nød, omdirigerede Hamas blot andre midler for at opbygge sin militære styrke,” sagde Halevi.
Han beskrev, hvordan Hamas konstruerede en sofistikeret bedrags mekanisme, baseret på en facade af at ansøge om arbejdstilladelser, hjælpeordninger og infrastruktur projekter. Ifølge Halevi overbeviste terrorgruppen både israelske og internationale aktører om, at den prioriterede civil velfærd og ikke var interesseret i væbnet kamp mod Israel.
Blandt dem, der blev bedraget, var den norske regering. Men i stedet for at gå ind i sig selv har de norske myndigheder og medier gjort det modsatte: De har mobiliseret et formidabelt apparat til forsvar for den palæstinensiske version, som udelukkende ser palæstinensere som ofre. Selv Hamas er blevet ofre og bliver behandlet som troværdige kilder.
Det er ikke kun uacceptabelt. Det fortsætter det samme bedrag, der gjorde pogromen den 7. oktober mulig.
Spørgsmålet må stilles: Er norske og europæiske myndigheder involveret i noget, der kan give jihadister mulighed for at udføre et overraskelsesangreb à la 7. oktober-terroren i Vesteuropa?
En forudsætning for noget lignende er, at befolkningen først lulles i søvn. De må ikke mistænke, at sådan noget er muligt.
Men hvis man ser på Vesteuropa, ser man en galopperende kriminalitetsbølge, hvor organiseret kriminalitet har mobiliseret en hær af frivillige mindreårige – den perfekte hær, hvis man vil udføre chokangreb.
Man kunne sige, at hver eneste håndgranat, hver eneste bombe i en civil bygning, hver eneste likvidering på åben gade, eller hvert eneste mord på slægtninge er en generalprøve på noget meget større. Det vænner befolkningen til, at der foregår en lavintensiv krig i det civile byrum, som de ikke kan gøre noget ved. De bliver passive og resignerede.
Myndighederne og medierne fortæller folk, at mindreårige er “børn” og skal behandles som sådan. Selv de farligste bliver løsladt fra fængslet, fordi “børn” principielt ikke bør spærres inde. På denne måde demonstrerer myndighederne, at deres bortløbne er immune over for straf. Alvorlige forbrydelser som mord har ingen konsekvenser, så længe de begås af mindreårige. Gerningsmændene ser, at de har frit pas.
Hvad ville forhindre gerningsmændene i at organisere et stormløb mod samfundet?
Det er blevet sagt, at det næste angreb i USA eller Vesteuropa, vil være noget stort. Muslimernes voldskapacitet er steget. De har adgang til langt flere mennesker og langt større ressourcer.
Myndighederne forsøger at bekæmpe hvidvaskning af penge, men de lukker øjnene for opbygningen af et voldeligt apparat, der er stort nok til at true samfundet.
Deres største aktiv er, at de opererer på tværs af samfundet. Militærmagten er ikke forberedt på at slukke snesevis af “brande”, der udløser kaos og panik i forskellige dele af landet. Ligesom i Israel vil myndighederne ikke forstå, hvad der rammer dem, og de vil have politiske barrierer mod at fortælle befolkningen, hvad der sker. I hver fase er myndighederne svage, og befolkningen er den svageste. De er forsvarsløse.
Israelere har levet sammen med araberne i mer end hundrede år. De har oplevet massakrer før, som i Hebron i 1929. Men selv israelerne havde ikke fantasien til at forestille sig terroren den 7. oktober.
“De formåede at overbevise “alle” – mæglerne, vores ledere, hæren, efterretningstjenesten, Shin Bet og Mossad,” sagde den tidligere IDF-chef.
Vores myndigheder tillader ikke sig selv at bruge deres fantasi. Der er ingen plads til at forestille sig, at den muslimske befolkning kunne angribe. Det er utænkeligt i deres sind.
Men ikke i vores. Vi har ikke den luksus at tillade os selv at sove. Tegnene er mange.
En af dem er, at myndighederne og medierne ikke ønsker at lære af israelerne. De giver os informationen gratis. De deler gerne deres viden.
Myndighederne i Vesteuropa kører en samarbejdslinje med muslimerne, og er glade for ethvert tegn på samarbejde. Det er dem, der gør indsatsen, ikke muslimerne. Hvis de lyttede til israelerne, ville de forstå, at den udstrakte hånd er et bedrag for at lulle europæerne ind i en søvntilstand.
En central del af dette bedrag, sagde Halevi, var Hamas’ bevidste tilbageholdenhed over for Palæstinensisk Islamisk Jihad, den anden store terrorgruppe, der er aktiv i Gazastriben, hvilket Israel fortolkede som bevis på Hamas’ ønske om at opretholde stabilitet.
Halevi beskrev droneoptagelser, der viste Hamas-medlemmer straffe et medlem af Islamisk Jihad, der havde affyret en raket mod Israel, og sagde: “De holdt ham nede på jorden og skød ham i benene med en Kalashnikov.”
Den scene, sagde Halevi, var med til at forstærke troen på, at Hamas var mere interesseret i at opretholde sin interne kontrol over Gazas anliggender end i at føre en større krig mod Israel.
Vi lærer ikke længere af historien. Efter Pearl Harbor lød en amerikansk overskrift: “Ved daggry sov vi.” Vi sov. Efter 9/11 sagde de: “Man havde ikke fantasi til at forestille sig brugen af passagerfly som våben.”
I Europa har der været mange advarsler: Bataclan, Rushdie, Kurt Westergaard, karikaturstriden, Lars Vilks. Myndighederne i Vesteuropa har bakket tilbage. Hvis Danmark havde brugt en brøkdel af sit had til Trump til at bekæmpe islam, ville de aldrig have vedtaget koranloven.
Sådanne love er bevis på, at Vesteuropa bøjer nakken, og alle islamiske repræsentanter forstår det. Skriften på væggen er: “Vi vil ikke forsvare os selv.”
For en religion/ideologi med jihad som doktrin skal det ikke misforstås.
Israelerne har lært. De vil ikke lade sig narre igen.
Men europæerne vil ikke engang lytte til, hvad de har at sige.
Det synes ikke at strejfe europæiske ledere, at de en dag ville finde sig selv i samme situation som den tidligere forsvarschef Halevi:
“IDF, vi har fejlet,” sagde Halevi angiveligt til generalstaben i militærets kommandobunker den morgen. “Jeg leder hæren, og jeg er ansvarlig.”
“Ansvaret er altomfattende,” sagde han til familierne i optagelserne, i en klar hentydning til den rolle, som politiske ledere spiller, der har undgået ansvaret for deres rolle i de fejl, der førte til angrebet. “I er ansvarlige for både det, I ved, og det, I ikke ved.”
Han argumenterede yderligere for, at “I er ansvarlige for resultaterne.”
Halevi sagde, at han måtte erkende sit personlige ansvar for fejlene, på trods af rådet om ikke at gøre det: “Jeg er ligeglad. Jeg konkurrerer ikke om, hvem der har mest ansvar.”
“Jeg var stabschef den dag,” sagde han i den lækkede optagelse. “Og jeg vil bære dette med mig til den dag jeg dør.”
I stedet hører vi nu pop artister og demonstranter råbe i kor: Død, død, død over IDF. Det er det slogan, som medierne også nikker anerkendende til, sammen med politikere og menneskerettighedsforkæmpere.
I stedet for at forstå Israel har Norge bidraget til, at Bibi Netanyahu og den tidligere forsvarsminister Yoav Gallant er eftersøgt over hele verden.
Det er vores bidrag. Forberedelse til en europæisk massakre den 7. oktober.