I sidste uge deltog jeg i et offentligt skænderi om en ny og vigtig bog om den islamiske magtudøvelse i Europa, skrevet af den franske antropolog Florence Bergeau-Blackler. Bogen “Broderismen – sådan undergraver islamister de vestlige samfund”. Bogen handler om den politisk-religiøse bevægelse og den afledte effekt, der er vokset ud af det Muslimske Broderskab med det formål at erobre ikke-muslimske lande med fredelige midler.
Bogen udkom på dansk i sommer og blev positivt modtaget og inddraget i den politiske diskussion. Det sidste, fordi folketingsmand Frederik Vad (S) og bolig- og udlændingeminister Kaare Dybvad Bek (S) lod sig inspirere af bogens tese om islamisk infiltration.
Det sidste behagede ikke Manni Crone, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. I en anmeldelse i Altinget understregede hun, at hvis teorien om realiseringen af et muslimsk broderskab i de vestlige samfund indvarslede en ny fase i dansk udlændingepolitik, så skulle bogen granskes ekstra omhyggeligt.
Som sagt, så gjort. Sammen med en anden forsker, Lene Kühle fra Aarhus Universitet, satte de sig ned og begyndte at finde fejl i bogen. Ja, de fik endda seks studerende og en studentermedhjælper med på ideen. Bogens fejl blev lagt ind i et excel-ark. Jeg har beskrevet sagen hos det borgerlige medie Kontrast.
Danske islamforskere vil gerne skrue tiden bagud
Men ikke nok med det.
Det viste sig, at den nominelt borgerlige avis Berlingske havde koblet sig på de to forskeres kritik og fremstillede excel-arket med de mange formelle fejl som om, der var noget substantielt galt med bogen. Det virkede nærmest barnligt.
På Facebook kom jeg så i sidste uge til at bande, da jeg spurgte chefredaktør Pierre Collignon, hvad fanden Berlingske havde gang i. Det svarede han ikke på, og jeg tog derfor for givet, at han ikke havde lyst til at medvirke i en podcast, jeg lavede for Kontrast nogle dage senere.
Islamvenlige forskere scorer point på at vildlede offentligheden
Efter podcastens offentliggørelse kastede chefredaktøren sig så ud i et længere defensorat og forsøgte at få støtte fra Jakob Holtermann, retsfilosof på Københavns Universitet, der også havde kritiseret avisens dækning. I stedet stillede Holtermann endnu flere spørgsmål til avisens journalistiske fremgangsmåde og beskrev chefredaktørens forsvar som “spin”.
Holtermann havde to vigtige pointer i nævnte podcast. Jeg gentager dem her, fordi de er centrale for forståelsen af islamforskningen i dagens Europa.
Den ene er, at islamforskere generelt frygter at tale negativt om islam, fordi de dermed risikerer at miste adgang til kilder og netværk – og dermed bevillinger. Det er navnlig derfor, at den etablerede forskning er så islamvenlig. Slagsiden er i meget høj grad karrierebetinget.
Den anden pointe er, at nutidens forskere, der er flasket op på fransk teori (især Michel Foucault) overalt i samfundsvidenskaberne i mere end 40 år, underligt nok afstår fra at bruge den på ét felt, dvs. når det gælder islam og indvandring (tesen om broderismen er inspireret af Foucaults metode
Jeg skrev til Berlingskes chefredaktør, at han var mere end velkommen til at tage pointerne med til sine journalister mhp. fremtidige artikler. Men tillod mig at tvivle på, at de ville vide af dem. Lige meget, hvad redaktørerne siger, er journalisterne socialiseret til at være konsensusrøde, hvilket er hovedårsagen til, at det er så svært at bedrive journalistik på et borgerligt grundlag i Danmark.
Overfor mig afviste Collignon alt og tilføjede, at han ikke orker at svare på, hvad han kaldte “fordummende ringeagt”.
Ringeagten står jeg ved. Om den er fordummende, må andre afgøre.
Min ringeagt trækker på en lang og trist erfaring med såvel mainstreammedier som islamdebat. Min oplevelse er, at førstnævnte igennem årtier har slået ring om toneangivende danske islamforskere og igen og igen formidlet deres udglattende, pseudopositivistiske eller ligefrem positive udlægning af islams indflydelse og indvandringens konsekvenser i form af terror, vold, kriminalitet, social kontrol, parallelsamfund og velfærdsafhængighed.
Islamforskningens deroute begyndte i 1980’erne, fortsatte i 90’erne og er siden blevet forstærket af den ulykkelige demografiske udvikling på vores kontinent. Selvfølgelig findes der stadig dygtige forskere, men de er få, isolerede og udsatte.
Forskningens forringelse er i første omgang et udslag af det, man kunne kalde den postmoderne vending, som har ramt de fleste humanistiske og samfundsvidenskabelige fakulteter. Inden for islamforskningen indledtes denne vending med værket Orientalism fra 1978, skrevet af en dengang ukendt palæstinensisk-amerikansk litterat ved navn Edward Said.
Saids kritiserede tidligere generationer af islamforskere og kaldte dem “orientalister”. Det blev et teoretisk vendepunkt. Orientalisternes brøde var, at de skabte stereotyper om den muslimske verden og bekræftede Vestens overlegenhed. Said fremstillede i stedet muslimer og arabere som ofre for vestlig kolonialisme og racisme, og hans bog blev en bibel i den nye islamforskning.
Said hævdede, at islam var så mangfoldig, at man ikke kunne sige noget bestemt om den. Forsøgte man alligevel, gravede man grøfter mellem mennesker, og hans forsimplede budskab vandt frem i det akademiske miljø i Vesten, snart også i vestlige medier og europæisk politik.
En direkte konsekvens var, at forskerne holdt op med at interessere sig for Koranens indhold og de udførlige levnedsskildringer fra Muhammeds liv, som den gamle islamforskning havde botaniseret i i århundreder. Istedet gav forskerne sig til at studere muslimers selvforståelse, fortrinsvis i Vesten, dvs. forstå dem på ny uden at sige ret meget om islam som sådan.
Pludselig kunne man ikke sige noget samlet eller kvalificeret om islam; sandheden var flydende, afhængig af tid og sted. Religionens indhold fortonede sig; islam blev mere og mere spiselig, ikke bare for forskerne og medier, men også for mange almindelige europæere, hvoraf nogle i Danmark påpegede, at vi jo allerede havde gode erfaringer med at integrere jøder.
Toneangivende politikere og mediefolk løb med optimismen, og muslimer blev kategorisk omdøbt til medborgere, ligesom det blev populært at mene, at jihad og underkastelse ikke skulle tages bogstaveligt, men henviste til en åndelig anstrengelse og en abstrakt betydning. Islam var en religion på linje med alle andre.
Den gradvise kollaboration mellem forskere, medier og islamiske netværk tog til med årene. Den handlede til en vis grad om, at mange samfundsforskere fejlagtigt troede, at højreradikalisme og højrepopulisme var langt farligere for de vestlige samfund end islams vækkelse og demografiske fremgang. Flere af dagens forskere og medier befinder sig stadig i denne forståelsesmæssige blindgyde.
Kollaborationen var som antydet karrierefremmende for alle parter. Journalisterne og islamforskerne høstede applaus og forfremmelser i deres respektive reservater; de fik jobs, bevillinger, spalteplads og anerkendelse i deres menigheder. De kunne samtidig spejle sig i en følelse af moralsk overlegenhed, højt hævet over højrefløjens kældermennesker.
Samtidig voksede der en ny industri op af mennesker, lobbyorganisationer og offentligt ansatte tjenestemænd, der levede af at skubbe penge rundt i et mere eller mindre lukket system, som faktisk var afhængigt af fortsat indvandring af fremmede samt af, at de netop ikke blev integreret, men kunne forblive klienter i velfærdsstatens godhedsindustri: sagsbehandlere, omsorgspersoner, tolke, sproglærere, psykologer, integrationskonsulenter, menneskerettighedsadvokater og fortalere for mere globalisering.
Få mennesker forstod dette, endnu færre turde at kritisere det. Læg mærke til en sigende tendens. Udviklingens skeptikere og islamkritikken kom stedse sjældnere fra anerkendte institutioner. Den blev ikke taget seriøst af de såkaldte public-service-medier. Islamkritik udkom ikke på etablerede forlag. Det har typisk været folk udefra, såsom i Trykkefrihedsselskabet, Lars Vilks Komiteen, gennem oversættelser af udenlandske bøger og artikler eller nye stemmer fra de sociale medier, som har båret kritikken frem.
Før dem var det intellektuelle pionerer som Søren Krarup og Jesper Langballe, der som bekendt kom fra en lille kirkelig gruppering ved navn Tidehverv, før de tog det overraskende spring i dansk politik for Dansk Folkeparti i 2001. Der var naturligvis vågne iagttagere som fx Ekstra Bladets Sven Ove Gade, Jyllands-Postens Flemming Rose og Niels Lillelund, Uriaspostens Kim Møller og enkelte andre. Men de var få og spredte og altid i mindretal i institutioner og medier. Én ting er sikker: Uden dem havde vi været endnu ringere stillet i dag.
Islamkritikkken er undermålernes fortjeneste, outsidernes bedrift. Således også i sagen om “Broderismen”. Det er netop ikke Gyldendal eller en statslig forskningsinstitution, der har trykt eller finansieret bogen. Florence Bergaeu-Blackler er heller ikke blevet et navn i det akademiske Danmark, ligesom hun ikke er blevet inviteret hertil af nysgerrige forskerkolleger, opsatte på at diskutere bogens indhold og anliggende. Tværtimod.
Bogen er udgivet af et lille, uafhængigt forlag, støttet af private donationer, og når bogens forfatter inviteres til Danmark, så skyldes det ikke gæve mennesker på universitet, men et par vakse hoveder i Socialdemokratiet. Når danske forskere så endelig læser bogen, er det med henblik på at dokumentere formelle fejl og forhindre, at andre finder indholdet relevant.
Missionen er den samme hver gang – og klassisk: Ram budbringeren, glem budskabet. Det var derfor, jeg blev så skuffet i sidste uge. Jeg havde faktisk troet, at Pierre Collignon, som jeg kender fra Jyllands-Posten, kunne være manden, der ændrede Berlingske indefra.
Jeg har selv arbejdet begge steder og kender journalistmiljøet dér og andre steder, herunder i Danmarks Radio. Der hersker den samme konsensus alle steder. Derfor skal der en kraftanstrengelse til for at ændre journalisternes overleverede konsensus.
Det er formentlig et naivt håb at tro, det kan lykkes.