Så er der kommunalvalg, og med vanlig præcision som et schweizer-ur er den islamiske interesseorganisation, Hizb ut Tahrir, på banen med en alvorlig advarsel til alle herboende muslimer om at holde sig lang væk fra det kommunale demokratis festdag den 18. november. I et opslag, der fordeles overalt i områder med en tæt befolkning af muslimer, skriver Hizb ut Tahrir, at ”det strider mod islams klare bestemmelser og love, at muslimer deltager eller anerkender valg i sekulære systemer”, og at ” enhver form for støtte til et sekulært parti er Haram (forbudt), da sekularisme modstrider islam fundamentalt. Som muslimer er vi pålagt at engagere os positivt i samfundet, men udelukkende på islams præmisser”. Dette sidste udsagn åbner alligevel elegant døren for muslimske stemmer og pladser i kommunalbestyrelserne, da Hizb ut Tahrir i sit opslag understreger, at det dog” er tilladt at stemme på en person, der skal udføre noget, som er tilladt i slam’”
Medier og politikere har omgående travlt med at dømme Hizb ut Tahrir ude af debatten som en fanatisk og formørket bevægelse ude af trit med, hvad moderne muslimer tænker og føler. Dette er imidlertid ikke rigtigt. Hizb ut Tahrir repræsenterer islam i daglig praksis, som ideologien og dens doktrin administreres i Iran, Saudi-Arabien, Pakistan, Syrien og andre samfund, hvor islam og sharia dominerer regimet. Hizb ut Tahrir prædiker ikke noget, der ikke flugter med holdningerne i OIC, som er islams internationale samarbejdsorganisation eller med islams ideologiske højborg, Al-Azhar Universitetet i Cairo.
Men hvis det sekulære folkestyre er forbudt for muslimer, hvordan kan muslimer som Özlem Cekic, Samira Nawa, Sherin Khankan og Sikandar Siddique deltage i den demokratiske debat? Der er i islam ikke noget, der hedder salonmuslimer eller kystbanemuslimer, der botaniserer i islam som en frokostbuffet, hvor man kan vælge og vrage. Enten underkaster man sig helt og fuldt, eller man er ude som frafalden og vantro. Og så alligevel. Den islamiske doktrin påbyder muslimer udelukkende at bo i samfund, der styres efter sharia dog med visse undtagelser. Man kan forlade islams hus, hvis man er på erobringstogt i Allah’s navn for at underlægge sig lande og folkeslag for islam. Eller hvis man bor i samfund, der styres af vantro, er dette også tilladt, hvis man arbejder for Allah’s sag, altså for at beskytte og fremme islamiske interesser i stort og småt.
Det kan jo ikke skjules, at islam i praksis kolliderer med alt, hvad det sekulære folkestyre står for: Kvinder er undermennesker ligesom jøder, kristne og alle ikke-muslimer, bøsser hænges i kraner eller smides ud fra hustage, mere end 300 millioner kristne er ofre for forfølgelse og undertrykkelse i de islamiske samfund, som har fordrevet Mellemøstens tidligere stor jødiske befolkning, utro kvinder stenes eller som i Pakistan får en gang saltsyre i ansigtet, sultne tyve får hånden hugget af for at stjæle et rundstykke, og der er ingen adskillelse mellem den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Sharia bestemmer alt.
Islam har derfor hårdt brug for ambassadører, der kan kaste et barmhjertighedens slør over ideologiens grusomheder, og som i stedet præsenterer islam i en mildnende forklædning som fredens og kærlighedens religion, der desværre i de vestlige demokratier bliver mødt med megen foragt, hån og diskrimination. Özlem Cekic, Samira Nawa og Sandar Siddique hører alle til dette ambassadørkorps, der har ideologisk frihed fra islam, der gør det muligt for Nawa at gå med i Pride Paraden, at give mænd hånden og ligne en vaskeægte demokrat, ligesom Cekic med hendes dialogkaffe, der skal forbrødre muslimer og demokrater, selv om islam tydeligt påbyder muslimer, at de ikke må have kristne eller jødiske venner. For nogle år siden lancerede Sandar Siddique på vegne af De Frie Grønne det forslag, at alle menstruerende kvinder skulle have betalt orlov fra deres arbejde, så de hjemme kunne pleje deres smerter og ubehag. Det var jo et forslag, der i respekt og omsorg for kvinder trumfede, hvad selv SF og Enhedslisten kunne diske op med. Bag Siddiques store hjerte gemte der sig dog en anden islamisk sandhed. I islam har en kvinde præcis den halve værdi af en mand, men når hun har menstruation, er hun stemplet som ’uren’ og har i perioden negativ værdi. Hun har pligt til at holde sig langt væk fra mænd i den ’urene’ periode og må hverken høres eller ses i nærheden af mænd. Således passer Sandar Siddiques hjertevarme forslag fint med Islams grænseløse foragt for kvinder. Islam har således mange veje ind i demokratiet. De muslimske kandidater til kommunal- og folketingsvalg er på ideologisk orlov fra den rette lære, fordi de i stort og småt har til opgave at fremme islams sag i Danmark: mere muslimsk indvandring, ingen remigration, flere parallelsamfund, mere koranbeskyttelse.
Alt dette går hen over hovedet på politikere og medier, fordi de ikke kan leve med Hizb ut Tahrirs ægte vare, men i stedet har opfundet et bekvemmelighedsbegreb, islamisme, der skal adskille de mange gode muslimer fra de få onde muslimer. ’Islamisme’ eksisterer overhovedet ikke i islam, men er helt vores egen kandisering af ideologien, så vi kan leve med grusomhederne. ”Der er ikke noget, der hedder ’islamisme’, sagde præsident Erdogan vredt til kansler Merkel, ”Der er ikke noget, der hedder ’moderat’ islam. Der er kun islam”. Denne sandhed viser sig også at være spildt på Enhedslistens Pelle Dragsted, der i et vredt indlæg i Berlingske beklager sig over, at Enhedslisten beskyldes for sympati for islamiske terrorbevægelser. Dragsted er sur: ”Politisk islamisme er den største fascistiske massebevægelse i verden. Islamismen er en højreradikal, totalitær, patriarkalsk antidemokratiske bevægelse”. Hvis Dragsted ikke havde ladet sig forvirre af det ikke-eksisterende begreb ’islamisme’, ville han have skrevet sandheden: ”Islam er den største fascistiske massebevægelse i verden. Islam er højreradikal, totalitær, patriarkalsk og antidemokratisk”.
Og det kan vi så passende tænke lidt over, inden vi sætter vores kryds den 18. november.