Millioner af iranere er stadig på gaden – ikke som protesterende, men som oprørere. De vestlige medier – hvis de overhovedet fortæller om det – vil forklare opstanden som udsprunget af økonomisk nød. Den jævne iraner har ganske rigtigt ikke råd til at leve under et regime, der kvæler økonomien og bruger statens penge til at finansiere terror og hellig krig ikke bare mod sit eget folk, men overalt i den vestlige verden.
Men mere står på spil. Som Tousi TV – det eneste troværdige medie, der kontinuerligt rapporterer om de sande begivenheder i Iran – meddeler, har oprørerne afbrændt 25 moskeer alene i Teheran. Der er altså tale om en opstand mod islam, som kun 30 pct. af iranerne bekender sig til. Resten er udmærket klare over, at islam er en fremmed og fjendtlig besættelsesmagt. I modsætning til i Vesten, hvor vore herskere gennem årtier har forklaret, at islamiseringen er et velkomment bidrag til det multikulturelle og mangfoldige samfund og derfor fortjener statens støtte og skatteborgernes penge.
I dette øjeblik ryster de fleste vestlige regeringer, medier og ”eksperter”, for de må vide, at den dag de iranske mullaher og deres styre bliver fordrevet, vil Vestens islamapologeter få svært ved at forklare, hvorfor de har banet vej for Muhamed, mens de iranske masser har smidt ham ud. Enten må det islam-industrielle kompleks sige, at det iranske flertal tager fejl, eller de må besvare spørgsmålet, hvorfor de har fremmet en sag, som iranerne har rejst sig imod.
Mullaherne har lukket for internettet og telefonforbindelserne og har slukket for lyset i et forsøg på at forhindre nyheder i at slippe ud af ”Den islamiske republik”. Men Elon Musks Starlink gør det stadig muligt for oprørerne at nå ud til omverdenen. Uden Starlink ville Muhameds blodtørstige mænd havde kunnet skjule deres slagterier uden at have hørt et ondt ord fra Vestens Muhamed-elsksende etablissement.
De iranske masser truer med at rive tæppet væk under det islam-industrielle kompleks og årtierlange beskyldninger om vores – vesterlændingenes -– ubodelige ondskab.
Lige nu samles interessen sig om, hvad Donald Trump vil gøre. Han bliver ved med at forklare, at USA vil intervenere, hvis mullahstyret begynder at massakrere sin egen befolkning. Men det er allerede sket, idet hundreder – hvis ikke tusinder – er blevet dræbt.
De iranske masser anført af kronprins Reza Pahlavi trygler om hjælp fra USA. Hvis den ikke snart kommer, vil Trump have begået et forræderi, der for evigt vil have sværtet hans minde som manden, der kunne have nedkæmpet verdens ledende kilde til ondskab, men ikke gjorde det.

