I 2020 stiftede journalisten Mikkel Andersson et borgerligt netmedie, KONTRAST, der skulle skabe kontrast til de røde medier som Berlingske og Jyllands-Posten. Andersson mente, at mens de etablerede medier i deres ledere henvender sig til de borgerlige, præges deres journalistik af venstreorienteret verdenssyn. Det ville Andersson lave om på ved at lancere et rigtigt borgerligt medie.
Uden at definere ”borgerligheden” understregede Andersson dengang, at KONTRAST ikke skulle være en dansk pendant til Breitbart eller Fox News, som i hans optik var alt for værdiladede i deres journalistik. Så stærke højredrejede og nationalkonservative holdninger skulle man derfor ikke lede efter i KONTRAST. Andersson løftede dog sløret for, hvorfor hans medie hed KONTRAST: ”Vi kommunikerer fra og til det borgerlige Danmark og det er det, som adskiller os fra omnibusaviserne og udgør en kontrast. Vi udvælger vores stof ud fra et ideologisk kriterium om, hvad der interesserer en borgerlig læser/medieforbruger”, sagde han. Altså banaliteter, som de øvrige medier såsom Berlingske, Jyllands-Posten eller Kristeligt Dagblad også kunne skrive under på.
I 2023 overtog den tidligere pressechef for Nye Borgerlige, Lars Kaaber, KONTRAST. Netmediets mission (ifølge dets hjemmeside) er at ”tale borgerligheden op” og ”rette en anklagende kroget finger mod de nominelt borgerlige, der blot er socialdemokrater i forklædning. Målsætningen for KONTRAST er også at blive et ’hjem’ for den borgerlige debat, hvor meninger brydes og idéer udvikles”.
Vi lader den stå et øjeblik: ”en borgerlig debat, hvor MENINGER BRYDES OG IDÉER UDVIKLES”.
Jeg har gennemgået de indlæg, som KONTRAST har bragt i august, for at finde ud af, hvordan det går med at ”bryde meninger og udvikle idéer”. Der var således et indlæg om Højesterets ophævelse af afgørelsen om udvisning af iransk kvindemorder, et indlæg om venskabets afvikling i det senmoderne samfund, et indlæg om behovet for, at de borgerlige taget et opgør med woke, et indlæg om biologiske forskelle på drenge og piger, et indlæg om DR-nyhedsdirektør Sandy French’s taxaboner, et indlæg om Serbien, der flirter med Kina og trodser EU, et indlæg om EU-toppen, som Trump har slagtet på mødet i Washington, et indlæg om hvor let det er at leve når man er kvinde, et indlæg om et liv efter ungdommen, et indlæg om hvad der foregår i Iman Ali Moskeen i København, et indlæg om politiet, som undlader at opklare indbrud, et indlæg om, at Socialdemokratiets boligdrøm fra 1960’erne har skabt ghettoer, et indlæg om, hvordan velhavende mænd kan finde og gifte sig med den rigtige kvinde, et indlæg om Trump-regeringens kamp mod antisemitisme på de amerikanske universiteter, et indlæg om sognerådspolitik og de videregående uddannelser, et indlæg om, at danskerne har brug for dannelse, et indlæg om hvad er god historieformidling osv. osv. Altså indlæg om emner uden ideologisk eller borgerlig kant, som Berlingske, Jyllands-Posten og de øvrige statskontrollerede medier dagligt fodrer danskerne med. Der var ikke det mindste spor af en ”borgerlig debat, hvor meninger brydes”.
Der var heller ikke nogen spor af idéer til en borgerlig samfundsmodel, der kunne erstatte den socialdemokratiske klientstat. Ingen svar på, hvad borgerlige løsninger er, hvad de indebærer, hvordan de kan forandre danskernes livsbetingelser til det bedre, og hvorfor de er bedre end de socialdemokratiske. Ingen konkrete forslag til, hvordan sundhedsvæsenet, ældreplejen, uddannelsessektoren, retsvæsenet, skattevæsenet, arbejdsmarkedet, forsvaret, energipolitikken, den økonomiske politik eller medierne kunne (eller bør) indrettes og fungere i en borgerlig samfundsmodel. Ingen optimistisk, ambitiøs og inspirerende vision for et borgerligt Danmark. Ingen realistiske svar på, hvad vælgerne kan regne med, hvis de borgerlige en dag skulle overtage regeringsmagten.
I et indlæg skriver Lars Kaaber, at han den 6. sept. tager til det ”Borgerlige Konvent”, som de fire blå partier DD, DF, LA og K har indkaldt til. Kaaber har ikke de store forventninger til indholdet og resultatet af lørdagsmødet: ”En positiv overraskelse for mig ville være, hvis de fire partier kunne levere noget indhold, der lyder mere konkret end parolerne og rækker lidt længere end til at tilbagerulle nogle ulykker, som den ’underlige regering’ har lavet, som for eksempel af afskaffe Store Bededag og nedkalde Koranloven over vores hoveder. Jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre visionen for det borgerlige samfund og få anvist, hvilke beslutninger, der skal tages, for at bringe visionen tættere på virkeligheden. Hvad er vigtigst at gøre først? Og hvorfor er det vigtigt? Jeg vil gerne høre fortolkninger af borgerligheden, der går lidt dybere end ’det skal være billigere at være dansker’ og ’danskerne skal have mere frit valg’ og ’borgeren skal i centrum’.” Havde KONTRAST udviklet visioner for det borgerlige samfund, kunne Kaaber levere et vigtigt bidrag til debatten på lørdagsmødet. Sandheden er imidlertid, at KONTRAST ikke kan bidrage med noget som helst.
De danske ”borgerlige” vil (eller kan) ikke erkende, at borgerligheden er gået tabt i den socialdemokratiske klientstat. De nye generationer af borgerlige politikere og opinionsdannere har et samfunds- og verdenssyn, som er dannet i det socialdemokratiske Danmark. Og eftersom den borgerlige vælgerbase i Danmark er blevet socialdemokratisk, er der i Danmark ingen efterspørgsel efter et ægte borgerligt projekt. Ethvert borgerligt parti, der måtte ønske at afskaffe socialdemokratismen, ville automatisk komme i karambolage med over 61 pct. af de danske vælgere. Og derfor er de borgerlige partier i dag nødt til at være afskygninger af Socialdemokratiet.
Virkeligheden er, at dansk politik er blevet en ideologifri dans om den politiske midte, som er mere eller mindre rød. Folketingspartierne præsenterer stort set det samme, og de altafgørende ideologiske forskelle måles i marginaler i de offentlige budgetter. F.eks. om det offentlige forbrug skal stige med 0,4 eller 0,5 pct., om antallet af nye sygeplejersker skal ligge på 1.000 eller 1.200 eller om den højeste marginalskat skal være på 55,8 pct. eller 55,9. Dansk politik er derfor ikke en kamp om forskellige samfundsmodeller, men blot en kamp mellem særinteresser om, hvem der kan presse flest fordele ud af fællesskabet (dvs. skatteborgerne) i form af overførselsindkomster, privilegier, bevillinger eller regulering. Præmissen for den politiske debat, herunder den borgerlige debat, er ALTID, at den nuværende velfærdssocialistiske samfundsmodel skal fastholdes. Den borgerlige debat i Danmark er derfor stendød.
Den er dog ikke alene stendød – den også hjernedød grundet manglende intellektuel kapacitet blandt de borgerlige. De fem borgerlige profiler, der fik tildelt Berlingskes Fonsmark-prisen i 2025 (dvs. Venstre-politikerne Morten Dahlin, Linea Søgaard-Lidell, Christoffer Lilleholt, Marie Bjerre og Mads Duedahl), er en glimrende illustration heraf. Fonsmark-prisen tildeles som bekendt ”markante stemmer og tænkere, som på afgørende vis har bidraget til den borgerlige idédebat”. Ifølge Berlingske blev de fem ”tænkere” tildelt prisen, fordi deres bog ”Må jeg være fri” et forsøg på at formulere en ny retning for det borgerligt-liberale Danmark. Og hvad er det så for en retning? Jo, SU skal være lånebaseret på kandidatuddannelserne, flere skal selv spare op til ældreplejen, og børnechecken skal afskaffes for dem, der godt kan klare sig uden. Venstre-tænkernes storslåede vision for et borgerligt Danmark er med andre ord et justeret SU, mere egenbetaling på plejehjemmene og afskaffelse af børnechecken. De unge Venstre-politikeres ”vision” er med andre ord ikke andet end et forslag til, hvordan man kan at sikre en mere rentabel drift af den socialdemokratiske klientstat. Det kan dog ikke undre. Da de har fået socialdemokratismen ind med modermælken, er det kun logisk, at de ikke har lyst at pille ved det danske samfunds grundlæggende velfærdssocialistiske indretning. I et interview med Berlingske sagde Mads Duedahl: ”Vores mission er ikke at afskaffe velfærdsstaten. Det er derimod at forbedre den”. En klokkeklar tilståelsessag.
”De blå og røde partier i Folketinget tilbyder danskerne hver vores vej. Og snart er det op til danskerne at vælge vejen”, skrev Alex Vanopslagh i Berlingske inden valget i 2022. Men virkeligheden er, at de danske folketingsvalg ikke handler om, hvorvidt Danmark enten skal vælge en socialdemokratisk eller borgerlig vej, men udelukkende om, hvordan den vildtvoksende socialdemokratiske velfærdsstat skal administreres, og hvem skal gøre det – de røde socialdemokrater eller de blå socialdemokrater. Og uanset hvem der vinder de kommende folketingsvalg, er der kun én vej for Danmark, nemlig den velfærdssocialistiske. Og det kan KONTRAST ikke lave om på.