Ubers køb af Dantaxi sker midt i en ophedet debat om amerikansk teknologisk dominans i Europa, skriver Berlingske.
”USA sidder på den digitale sky gennem især Amazon, søgemaskinen Google, de sociale medier Facebook, Instagram og LinkedIn og vores computerprogrammer med Microsoft og Google.
USA har total europæisk dominans, når det gælder fastfood med kæder som Burger King og McDonald’s. Nu dominerer et amerikansk teknologiselskab det danske taximarked. Ubers kernekompetence er at udvikle kørselsteknologi og vinde kampen om at transportere moderne mennesker på en moderne måde.
Man kan netop spørge, om den danske stat er den rigtige ejer af Københavns Lufthavn, fordi staten ikke aner et klap om at drive virksomhed eller lufthavn. På samme måde kan man spørge, om staten er den rette ejer af Ørsted, fordi staten ikke aner et klap om at drive virksomhed eller et globalt energiselskab. Vi skal ikke begræde, at et dygtigt amerikansk selskab køber Dantaxi. Vi skal begræde, at hverken et dansk eller europæisk selskab evner at udfordre de amerikanske teknologigiganter – på et eneste område”.