Det har vakt spontan og vedholdende forargelse, at den amerikanske præsident og hans regering forsøger at realisere de ideer og forslag, de gik til valg på, ikke mindst at få europæerne til at betale for deres egen sikkerhed. Særligt det sidste har vakt furore i Europa: Skal vi selv betale?
Her har danskerne i mere end 40 år levet i fred og frihed og samtidig afvist den operative, forsyningsmæssige og militære indsats, som er betingelsen for frihed og fred. Og så vil Trump have os til at betale selv.
Det er for meget. Eller som Bent Meier Sørensen, professor på CBS, såre oplysende udtaler til Kristeligt Dagblad: »Selv uden Trump ville vi være under et stærkt pres. Måske er Trump bare den, der udstiller vores kulturelle og strategiske forarmelse.«
Men vi danskere foretrækker nu engang den kroniske uskyld. Det for længst konfirmerede synspunkt i medier, politik og underholdningsbranche såvel som på gaden, i frokoststuerne og ved middagsbordene er, at nogen da må standse Trump. Det internationale samfund må på en eller anden måde gribe ind, stoppe vanviddet, annullere forandringerne. Det sidste lyder muligvis konservativt, men præsenteres som progressivt. Den internationale orden må genetableres.
Det er svært at vide, hvad alle disse stemmer hentyder til i praksis. De kommer det aldrig nærmere end dette abstrakte slogan. Hvilket fører os til det kætterske spørgsmål: Hvornår har den internationale orden eksisteret – om nogensinde?
Selv de mest rationalistiske, universalistiske og kulturblinde filosoffer har tvivlet meget stærkt på den supranationale ordens realitet i løbet af de seneste 500 år og har – mig bekendt – aldrig forestillet sig tilvejebringelsen af en global Leviathan. Det kunne man måske godt forledes til at tro. Men Leviathan var akkurat navnet på en stat, dvs. netop ikke en overstatslig myndighed eller et universelt imperium.
Vist var der undtagelser. Napoleon, Hitler og Lenin stræbte på hver deres måde efter tusindårsriget. I litteraturen henvises der indimellem til abbed de Saint-Pierres forslag til evig fred i Europa fra 1713. De fleste vil også huske John Lennons sang om en harmonisk verden uden nationer og skel mellem mennesker, og vi, der levede i årtiet efter Murens fald og Sovejtunionens opløsning drømte næsten lige så stort. Men 90’erne sluttede brat den 11. september 2001, og den internationale orden er ikke blevet set siden.
Det leder mig til den tese, at denne orden er sporadisk og mest af alt findes i hovederne på højt betalte chefer og embedsmænd i internationale organisationer og NGO’er. Når de taler så meget om den, hænger det sammen med, at de forsøger at overbevise sig selv om dens eksistensen. Hvis man skal sige det kort, er den internationale orden et fatamorgana.
For at komme luftspejlingen lidt nærmere, så lad os betragte den formative periode for de moderne, vestlige teorier om international ret, idet vi nøjes med de absolutte hovedskikkelser efter Renæssancen. Det er 500 år med skepsis. 500 år, hvor frihed og international konflikt hænger uløseligt sammen.
Vi begynder som sagt med renæssancen. Her fandtes der to grundlæggende tilgange til krig og fred. Den ene – den skolastiske – kom fra præsterne og kirkens folk. De tog afstand fra offensiv (ikke defensiv) militær aktivitet, herunder spaniernes og portugisernes erobring af Sydamerika. Den anden – den humanistiske – kom fra de verdsligt lærde, filosoffer og jurister. De forsvarede brug af militær magt, inklusive forebyggende angreb, besættelse og kolonialisme, med henblik på statens orden og patriotisme, idet de trak på romerske kilder og forbilleder og skelnede mellem de civiliserede lande, dvs. europæerne, og barbarerne, dvs. alle andre. De historiske humanister var således meget forskellige fra vor tids »humanister«. De første havde et skeptisk eller minimalistisk syn på den universelle moral eller det, vi i dag kalder »verdenssamfundet«.
Nogle årtier senere udkom der et værk, som skulle skærpe den humanistiske idétradition. Det kom fra Holland og var skrevet af juristen Hugo Grotius, der ikke er særligt kendt i dag, men blev regnet for en stjerne i sin samtid. Det handlede om folkeret og havenes frihed og var et forsvar for den nederlandske handel med Fjernøsten. Argumentet var, at et menneske i naturen er en suveræn stat i sin egen ret. En sømand, et skib, et privat handelskompagni har således samme ret som en stat, ikke mindst til at udøve vold for at beskytte sin egen selvopretholdelse og fremme sin egen situation via handel og søfart. Folk og stater kan gøre krav på jordisk territorium; det har de en personlig interesse i. Men ingen ejer havet. Derfor var handelskompagnierne i deres gode ret til at beskytte deres interesser og forsvare sig mod andre skibe, pirater, fjendtlige stater. Det kunne fx være den danske konges krav om told for sejlads gennem Øresund. Tolden var illegitim, mente Grotius.
Ifølge denne naturretlige argumentation bliver det naturlige individ og den politiske stat på sin vis identiske. Individerne er stater i miniature, mens staterne er store, selvstyrende politiske legemer, som retsordenen er forankret i.
Dette kunne som bekendt ikke forhindre de konfessionelle religionskrige, der raserede store dele af Europa op gennem 1600-tallet og udmøntede sig i kontinentets antagonistiske protestantiske og katolske stater. Påvirket af disse voldsomme, epokale begivenheder satte den engelske filosof Thomas Hobbes tidens minimale og skeptiske moral på spidsen med sine tanker om mennesket i naturtilstanden vs. i samfundstilstanden. Målet var at afværge nye religions- og borgerkrige.
Hobbes betjente sig af samme analogi som Grotius. Men krigene havde kun gjort alting værre. Både individer og stater befinder sig i en uperfekt verden. Ligesom mennesket lever i den faldne verden – efter paradistabet – må stater operere i en syndig, international uorden. Det skal ikke forstås sådan, at mennesker altid ligger i konflikt med hinanden, ligesom stater ikke nødvendigvis er i konflikt med andre stater, men sandsynligheden for, at begge dele sker før eller siden, er høj, fordi såvel stater som mennesker først og fremmest er frygtsomme – og dernæst aggressive. Naturtilstanden er med andre ord lige så definerende for internationale relationer som for de menneskelige relationer.
Hobbes blev opfattet som kontroversiel af sin samtid, og det bliver han stadig. Men hans syn på den international orden som anarkisk hang ved, fordi opfattelsen havde det med at blive bekræftet af virkeligheden.
Undervejs forsøgte sakseren Samuel Pufendorf at korrigere Hobbes og forfine realismen. Hans synspunkt var, at skellet mellem naturtilstand og samfundstilstand var overvurderet hos Hobbes. Mennesket er socialt anlagt fra naturens side, ikke mindst fordi mennesket overladt til sig selv er svagt og skrøbeligt. Det samme gælder for nationer; de kan ligesom individer godt leve i fred med hinanden, det er ofte tilfældet, fordi de ser en fordel i at undgå konflikter og eksistere side om side.
En del af forklaringen på Pufendorfs nedtoning af både Hobbes og Grotius var, at førstnævnte kom fra en mindre tysk statsdannelse uden koloniale forbindelser og ambitioner og blev ansat som tutor for en søn af en svensk adelsmand, der var ambassadør i København, før han blev professor på Lunds Universitet, historiograf for Karl XI og siden for Preussens fyrster fra 1688-94. Pufendorf havde i hele sin karriere berøring med europæisk diplomati og international politik – set fra småstaters synspunkt i den nordlige periferi. Dertil kom, at Gud ifølge Pufendorf var en del af ligningen og påvirkede mennesket moralsk i retning af vilje, rationalitet og sædernes kultivering. Pufendorf tog for givet, at Gud stod bag naturen og mente, at hvis Gud ikke fandtes, ville alt være tilladt. Derfor var naturtilstanden ikke en krigstilstand, men mere blandet og moderat, en tilstand med flere hjælpemidler end ren og skær kalkulation og selvopretholdelse, herunder familie, venskaber, gensidig hjælp, alliancer og koalitioner. Det klogeste vil således være at møde andre, skrev han i 1673, »ikke som fjender, men som en ven, du ikke stoler helt på.«
Udover et tempereret menneskesyn og Guds hjælp trak Pufendorf på frugterne af Den Westfalske Fred i 1648 og mente, at den lejlighedsvise sameksistens mellem de tyske stater modbeviste Hobbes’ teori om den internationale orden som alles kamp mod alle. Virkeligheden var mindre anarkisk og brutal, til tider fredelig. I hvert fald indtil Frankrig, Europas mægtigste stat, i 1685 ophævede det såkaldte Nantes-edikt, der havde tilladt huguenotterne at praktisere deres protestantiske tro siden 1500-tallet. Hermed stod protestantismen, hvis fyrster Pufendorf tjente, i fare for at blive trængt tilbage af de katolske magthavere i Europa. Religionskrigen vendte tilbage. Tvunget af aktuelle begivenheder blev den ældre Pufendorf mere skeptisk end den yngre med hensyn til den internationale orden. Konflikterne så ud til at fortsætte.
Vi springer frem til den politisk-filosofiske tænker Rousseau, som tåler sammenligning med Grotius, Hobbes og Pufendorf og nok er den mest kendte i dag. Rousseau mente, at de alle tre tog fejl af naturen. De talte om det vilde menneske, men beskrev det sociale menneske. De gik ikke langt nok tilbage i den fjerne fortid for at skildre naturtilstanden, hvor mennesket levede isoleret, frygtsomt og fredeligt uden noget nævneværdigt socialt instinkt. »Ære, interesse, fordomme, hævn, kort sagt alle de følelser, som kan få det til at trodse farer og død, er langt væk i naturtilstanden,« skrev han i et fragment om krigstilstanden. Det sociale instinkt kommer først med den tiltagende kontakt med andre mennesker, men dermed kommer også konflikterne, en social krigstilstand affødt af et akut behov for sammenligning og offentlig anerkendelse.
I sin berømte afhandling om ulighedens oprindelse fra 1754, beskrev han dette forfald ned i det sociale og æstetiske: »Hver for sig begynder de at se på hinanden, og de ønsker selv at blive set, således at den offentlige anseelse værdsættes. Den som synger eller danser bedst, den smukkeste, den stærkeste, den mest behændige eller mest veltalende bliver den mest ansete.« Af disse laster »opstod på den ene side forfængeligheden og foragten, på den anden side skammen og misundelsen.«
Følelser som disse bliver så meget desto farligere i stater og den internationale konkurrence imellem dem. »Deraf opstod folkenes krige, gengældelserne, som får naturen til at skælve (…) Hædersfolk har lært at regne blandt deres pligter denne at skære halsen over på deres næste. Man ser endelig menneskene nedhugge hinanden i tusindvis uden at vide hvorfor.«
Drabene bliver stedse mere maskinelle med civilisationen. Når først der er stater, er der også større risiko for krig mellem dem, det kunne end ikke den mest rationelle Leviathan afhjælpe. Faktisk forholdt det sig lige omvendt. Jo større politiske legeme, jo større ulykker. Mens »mennesket har en styrke og størrelse, der er fastlagt af naturen«, har staten, »som er en kunstig dannelse, ingen fastlagt udstrækning«. Dens egentlige størrelse er uendelig: »Den kan altid vokse; den føler sig svag, så længe der er nogen, som er stærkere end den selv.« Hvor uligheden mellem mennesker har naturlige grænser, kan uligheden mellem stater »vokse i det uendelige, indtil en enkelt af dem opsluger alle de øvrige.«
Rousseau var udpræget pessimist. »Mennesket bliver først soldat efter at være blevet borger«, skriver han i 1760’erne. Det ligger implicit, at »verdensborgere« er endnu farligere.
Vi er nået til sidste trin på skepsissens stige. Her finder vi den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant, som var optaget af Hobbes og Rousseau, hvem han ofte modstilles med. Kant læses gerne som en idealistisk talsmand for en kosmopolitisk drøm om fred. Det var han ikke. Vist opfattede han internationale relationer som lidt tykkere eller tættere end et hobbesiansk anarki, og så mindre negativt på de europæiske stater end Rousseau, men der er i Kant langt til en forestilling om et universelt verdenssamfund.
Kant mente for det første, at Hobbes havde ret med hensyn til naturtilstanden og det forhold, at mennesker opfatter og dømmer forskelligt. Af samme grund var der akut og kronisk behov for en stat til at dømme rigtigt og forkert, dog med plads til det transcendentale selv og den private dømmekraft. Men stater er ikke underlagt diplomatiske koder – hermed lagde han afstand til Grotius og Pufendorf – de er slet ikke underlagt nogen fælles, ekstern begrænsning.
Kants kategoriske imperativ kunne ellers godt få os til at tro, at internationale konflikter ikke burde kunne forekomme. Men Kant var ikke blind. Moderne stater involverer sig i konflikt med hinanden, fordi de befinder de sig i en international naturtilstand. Traktater er provisoriske. Mennesket er et asocialt, social væsen med en iboende ondskab. »Først når civilisationen er fuldt udviklet – og kun Gud ved, hvornår det sker – vil den evige fred blive mulig og fordelagtig for os«, skriver han i 1786.
Blot to år forinden havde han forsøgt at skrive en universalhistorie om menneskelig frihed og fremskridt, men måtte opgive. I praksis er det, han foreslår i sit berømte skrift Zum Ewigen Frieden fra 1795, som bliver til på baggrund af fredsforhandlingerne mellem Preussen og Frankrig, ikke en verdensstat, men et løst forbund af suveræne republikker i Europa. Dette forbund skal dog ikke være en filantropisk overdommer: Staterne er frie til at handle, som de selv ønsker, herunder indgå midlertidige alliancer og strategiske forbund med andre stater med overlappende interesser. Disse alliancer er kontingente, ikke permanente. Statens manøvrerum kalder på diplomati, handel, kolonisering og taktisk snilde, ikke på hymner og drømmesyner.
Forhandlingerne mellem Preussen og Frankrig brød for øvrigt snart sammen. Revolutions- og Napoleonskrigene buldrede hen over kontinentet. Kant levede længe nok til at høre om Napoleons fremmarch, mens Storbritannien, Spanien, Holland formede den første koalition mod Frankrig, og Østrig, Rusland og Osmannerriget formede den anden koalition mod Frankrig. To år efter Kants død faldt Berlin til franske tropper, og Napoleon erklærede økonomisk krig mod England. I 1815 tabte Napoleon så det hele ved Waterloo og blev forvist til Sankt Helena. Frankrigs status om ledende stormagt var forbi. Men krigene var kommet for at blive. Den internationale orden var en luftspejling.
Sådan tænkte man om den internationale orden fra Renæssancen til Kant. Sandheden er ubehagelig for nogle: Der findes ingen global Leviathan. Alle nyere, nok så videnskabelige teorier, er fodnoter hertil. I FN-systemet lader man som om, det ikke passer, først og fremmest fordi der er penge og karrieremuligheder i fornægtelsen.
Med afsæt i den formative forståelse af krig og fred i Vesten er den korrekte kritik af Trump ikke, at han er sindssyg, narcissistisk eller dæmonisk, men at hans strategi – hvis præsidenten altså har nogen – står i fare for at undergrave Nato og hele det vestlige forsvarssamarbejde. I en multipolær verden med Kina, Rusland og mange andre stærke aktører har Europa og USA en vital interesse i at vedligeholde tætte bånd og aftaler. Det er blandt meget andet derfor, vi selv skal betale for vores forsvar. Alt andet er ikke alene dekadent. Det er også dumt.