Frem til Anden Verdenskrig var USA og Australien de vigtigste destinationer for indvandrere, men efter krigen er det Europa, der er blevet den vigtigste destination for indvandring, ikke mindst fra de islamiske MENAPT-lande.
Mens andelen af migranter globalt har ligget relativt stabilt omkring 3 pct. af verdens befolkning i de sidste tre årtier, er billedet et andet i Europa. Her er andelen af migranter i befolkningen vokset fra 7 pct. i 1990 til 12,6 pct. i 2024. Med andre ord: Hvor hver 14. indbygger i Europa for 30 år siden var født i et andet land, er det i dag hver ottende. Tallene er med til at forklare, hvorfor indvandring er blevet et stort debatemne i Europa.
Europa har et stort problem, når det kommer til at dæmme op for og nedbringe indvandringen, herunder især indvandringen fra MENAPT-landene. For mens vælgerne kræver færre indvandrere, skriger politikerne og erhvervslivet på arbejdskraft. Og de er ligeglade med, hvor arbejdskraften kommer fra.
Erhvervslivet hævder, at Europas lave fødselsrater og aldrende arbejdsstyrke gør masseindvandring afgørende for at opretholde finansiel stabilitet og økonomisk velstand, hvilket er en lodret løgn. For hvis det er rigtigt, at masseindvandring skaber økonomisk vækst og velstand, burde de sidste 30-40 år have ført til en økonomisk guldalder. Det har dog ikke været tilfældet.
Virkeligheden er, at efter årtier med indvandring er den gennemsnitlige årlige vækst i BNP faldet med ca. 50 pct., fra 2,1 pct. til knap over 1 pct., i Frankrig, Storbritannien og Holland. Disse tre lande oplever stagnerende lønninger, stagnerende produktivitet og faldende vækst pr. indbygger.
Også Tyskland, som siden 2015 har importeret ca. 7 mio. indvandrere, har en stagnerende økonomi. Danmark lider af kronisk lavvækst, selv om antallet af muslimske indvandrere, der påstås at skabe økonomisk vækst, er eksploderet i de seneste år.
Fra år 1900 til 2000 udgjorde væksten i Danmark ca. 2,8 pct. om året. Siden 1986 har den økonomiske vækst i gennemsnit været 1,8 pct. om året. Den underliggende vækstrate er nu kun godt 1-1,5 pct. om året. Og det er den vækstrate, Danmark kan forvente frem til 2040. Væksten i Danmark er altså faldet markant til trods for, at antallet af indvandrere og efterkommere steg fra ca. 35.000 i 1971 til ca. 1 mio. i 2025.
Fra år 1900 til 2000 udgjorde væksten i Danmark ca. 2,8 pct. om året. Siden 1986 har den økonomiske vækst i gennemsnit været 1,8 pct. om året. Den underliggende vækstrate er nu kun godt 1-1,5 pct. om året. Og det er den vækstrate, Danmark kan forvente frem til 2040. Væksten i Danmark er altså faldet markant til trods for, at antallet af indvandrere og efterkommere steg fra ca. 35.000 i 1971 til ca. 1 mio. i 2025.
Det turde være klart for enhver, at indvandringen ikke har ført til den lovede økonomiske guldalder, hverken i Europa eller i Danmark. I stedet for at skabe økonomisk vækst har indvandringen medført lavvækst og stagnation.
Fortalerne for massemigration hævder ligeledes, at migranter ”udfylder de job, som europæerne ikke vil have”. Dette er også en løgn, for virkeligheden er, indvandring har skabt økonomier med en masse indvandrere, der er på overførselsindkomster.
I Frankrig er arbejdsløsheden blandt indvandrere 12,5 pct. mod 5,1 pct. blandt etniske franskmænd. I Sverige har kun 45 pct.af de voksne, der er født i Irak og Somalia, et fuldtidsjob. I Tyskland er 44 pct. af indvandrerne stadig arbejdsløse efter fem år i landet. Indvandrere i Spanien og Frankrig har tre gange større risiko for at være fattige end indfødte borgere. I Sverige og Tyskland udgør indvandrere ca. 50 pct. af alle modtagere af sociale ydelser.
I Danmark spinner islamvenlige politikere, medier og kommentatorer en fortælling om, at muslimerne ”stormer ind” på arbejdsmarkedet. Sandheden er imidlertid, at de seneste 12-15 år er andelen af muslimer i arbejde stået bomstille, og at de økonomiske vismænd ikke mener, at det er realistisk at løfte muslimernes beskæftigelsesfrekvens.
Hvorom alting er: Løsningen på Europas problemer ligger i automatisering, robotisering, AI og innovation samt en familievenlig politik, som giver unge europæere lyst til at føde flere børn. Men det afvises af europæiske og danske politikere. I deres optik er løsningen på den manglende økonomiske vækst masseindvandring, herunder ikke mindst import af analfabeter eller halvanalfabeter fra MENAPT-landene.
André Rossmann