Anden verdenskrig kostede Tyskland 7 millioner menneskeliv og Japan 3 millioner. Hvis de to nationer skulle være genopbygget efter en dansk politisk doktrin, skulle de have importeret mange millioner migranter fra eksotiske lande som kernetropperne på arbejdsmarkedet. Imidlertid valgte både tyskerne og japanerne at klare opgaven selv med dem, der nu var tilbage efter krigens rædsler. De smøgede ærmerne op og knoklede for at genrejse deres lande, og det lykkedes forbavsende hurtigt som en kombination af en dynamisk arbejdsindsats og ny teknologi, som især USA havde udviklet som følge af krigens hektiske produktion af våben, fly og skibe. For eksempel kunne amerikanerne i 1943 producere et Liberty Fragtskib på kun 42 dage
Det varede da heller ikke længe før både Tyskland og Japan havde præsteret det, der blev kendt som Wirtschaftswunder, det økonomiske mirakel, der rullede de første folkevogne ud på vejene allerede i 1948 og japanske Canon-kameraer og Sony tv-apparater ud på verdensmarkedet.
Efterhånden som velstanden og især velfærden bredte sig i Tyskland og Danmark blev klogskaben afløst af bekvemmelighed. Hvorfor tage det værste knokkelarbejde, hvis man kan få andre til det? Svaret blev import af arbejdskraft fra især Tyrkiet, Jugoslavien og Grækenland. I 1960erne fungerede det dog hensigtsmæssigt, idet arbejderne boede sammen i barakker under kasernelignende forhold, hvor de kunne leve billigt og spare maksimalt op for at kunne etablere sig i hjemlandet. I den periode var jeg praktikant på MAHAG i München, Bayerns største VW samlefabrik og grossist virksomhed, der beskæftigede flere tusinde gæstearbejdere. Nogle år senere, da jeg var udsendt af Tuborg International til Tyrkiet, kunne jeg se, at alle større tankstationer og autoreparatører var ejet af forhenværende gæstearbejdere, der havde etableret sig for deres sparepenge efter Tysklandsopholdet.
Lovene om familiesammenføring var syndefaldet, der fik det gamle, velfungerende gæstearbejdersystem til at bryde sammen. Politikerne lagde sig fladt ned foran massen af migranter fra især islamiske kultursamfund og deres omfangsrige familier, der hurtigt lærte at konvertere fra arbejder til klient. Den omfattende indførsel af migranter, der holder sig selv og deres efterkommere på behørig afstand af arbejdsmarkedet koster nu de danske skatteydere mere end 90 milliarder kroner hvert år ifølge finansministeriets økonomiske redegørelser. Ud over overførselsindkomsterne får de tilvandrende klienter af staten bevilliget tilskud til familiesammenføring, boligindretning, tandbehandling, tolkebistand og vuggestuer/børnehaver.
Regeringen er helt klar over, at indvandringen fra islamiske kultursamfund er en voksende katastrofe for Danmark, men har valgt at stå til, da man ikke kan se nogen løsning på problemet. Dog var der indtil for nylig enighed mellem Mette Fredriksen og fagbevægelsen om at minimere importen af arbejdskraft og i stedet gøre en indsats for at få flere seniorer og omkring 40 000 unge ubeskæftigede i arbejde. Nu har Lars Løkkes Moderaterne sammen med Venstre fået overtalt Socialdemokraterne til en import af arbejdskraft fra 16 udvalgte lande, som ’ vi har et særligt forhold til’, som det hedder i udspillet. Nu er der ikke ret mange danskere, der var klar over, at vi har et ’særligt forhold til Nordmakedonien og Montenegro, men det har vi altså. Man behøver ikke at være professor i Menneskerettigheder og flygtningekonventioner for at kunne se, at lovforslaget omhyggeligt fravælger islamiske lande. Regeringen vil sværge på, at der ikke foreligger et fravalg af nogen som helst, men derimod et tilvalg af nationer, hvis borgere har gjort det godt på det danske arbejdsmarked. Regeringen kan dog regne med snart at høre fra den nidkære Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, der ikke køber den forklaring. Desværre har regeringen åbnet op for ikke bare import af arbejdskraft fra de udvalgte lande, men også for familiesammenføring, der i løbet af få år vil bringe os i samme situation som med migranterne fra de islamiske kultursamfund, men ganget med en voksende faktor.
Desværre er det gået hen over hovedet på vores politikere, at der foregår en revolution på arbejdsmarkedet, der kalder på helt andre løsninger end den sædvanlige bevidstløse import af migranter fra eksotiske himmelstrøg. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd nedlægges der i Danmark 300 000 jobs om året, ligesom der skabes 300 000 nye. AI, automatisering og robotisering går som en stormvind hen over erhvervslivet. Det amerikanske MIT-universitet anslår, at i USA er ikke færre end 400 000 jobs i industrien blevet afløst af robotter i løbet af få år. En analyse fra McKinsey og Aarhus Universitet vurderer, at 40 procent af arbejdstiden på danske arbejdspladser vil blive automatiseret hen over en længere årrække frem mod 2055. Alt dette betyder, at den frigjorte arbejdskraft kan omskoles og overføres til de mange nye jobs, som moderniseringen også medfører. Endda uden at involvere migranter fra Moldova og Albanien, som også hører til regeringens ’udvalgte lande’.
I mellemtiden venter vi så på Menneskerettighedsdomstolen, som med henvisning til en række traktater og konventioner vil pålægge regeringen ikke at spærre de islamiske lande ude af det danske arbejdsmarked med tilhørende velfærdsydelser, når vi nu har åbnet det for andre. Det er jo diskrimination, racisme og værst af alt: Islamofobi. Mette Frederiksen vil herefter smække hælene sammen og erklære, at den danske regering naturligvis ikke agter at forbryde sig mod Domstolens afgørelser. Grænsen vil derfor som før være åben også for arbejds- og velfærdssøgende migranter fra islamiske kultursamfund. Og så er vi jo tilbage, hvor vi begyndte. Bare værre.