ikke noget nyt i dette land

ikke noget nyt i dette land


Der er blevet sagt og skrevet meget om den stigende censur, som myndighederne, domstolene, mainstreammedierne, NRK og de sociale medier (som Facebook osv.) har fremmet på det seneste, primært i Document og sjældent i andre “alternative” medier. I alle andre medier er den stigende censur et ikke-tema.

At vælge muslimernes side

Det er værd at påpege, at censur ikke er et nyt fænomen i dette land, ikke engang i nyere tid.

Jeg vil gerne fremhæve Balkan-krigene i 1990’erne, som kulminerede med bombningen af Beograd og Kosovo (1999), hvor Norge gennem statsminister Kjell Magne Bondeviks regering deltog aktivt i den NATO-ledede krigsførelse mod det tidligere Jugoslavien/Serbien.

Baggrunden var massakren i Srebrenica i 1995, og det erklærede motiv var at vælte Milosevic-regimet, hvilket isoleret set kan forsvares, selv om folkeretten blev åbenlyst overtrådt, ligesom den blev det i Libyen nogle år senere.

ANNONSE






Dette faktum blev effektivt fejet ind under gulvtæppet, hvilket står i skarp kontrast til, hvordan vi alle ser Espen Barth Eide, Jonas Gahr Støre og ikke mindst FN bruge påståede brud på folkeretten mod Israel i deres forsvarskrig mod Hamas og Iran (og Vesten).

Og her, lige her, genkender vi os selv. Det handlede ikke kun om at vælte Milosevic. NATO og Vesten tog aktivt parti for muslimerne og er forblevet der lige siden, som noget nær fjender af det tidligere Jugoslaviens store kristne befolkning.

Meget af det samme sker i dag i krigen i Mellemøsten. Alle opmærksomme læsere, lyttere og seere vil straks genkende lighederne i den norske magtelites holdning til fordel for (p)alestina og Hamas, mod Israel. Det er godhedens apostle, vi ser, og de stiller sig på den “svage parts” side.

Censur af massemord

Jeg var selv flere gange vidne til den “svage parts” opførsel i og lige uden for Pristina i Kosovo mod slutningen af Balkan-krigene (1999). Blandt andet fik min franske fotograf og jeg et tip om, at flere tusinde kristne blev holdt fanget i en mini-enklave omkring en ortodoks kirke lige syd for Pristina.
Her blev fangerne bogstaveligt talt tørstet ihjel, i hvert fald mange af dem. Det lykkedes mig at komme ind via en nonne, som hjalp fangerne, og jeg fik taget et billede af et lille barn, som var tæt på at dø af tørst. Vi kom med nød og næppe forbi de svært bevæbnede vagter og ud igen (lang historie kort) og skyndte os mod det, der var tilbage af byen Pristina for at videresende vores eksklusive varer.

Nå, men sådan gik det: Den franske fotograf fik hovedhistorien i Le Monde, og billedet (mit) og reportagen blev senere præmieret under hans navn i Frankrig det år. Dagbladet, hvor jeg var ansat, brugte ikke billedet, og jeg måtte nøjes med en note om scoopet – forklaret med, at redaktionen anså det for at være heftig muslimsk anti-propaganda.

Jeg protesterede selvfølgelig og sagde: “Det er det, der foregår dernede nu! Med andre ord censureret på det groveste, fordi krigens narrativ med muslimerne som de retfærdige og undertrykte og serberne som angriberne blev cementeret – den dag i dag.

Forfaldet

Jeg kunne nævne en række andre eksempler, men jeg vil nøjes med dette, som mildest talt har fået stor omtale, men som ikke er blevet nævnt i Norge andet end i en kuriøs note.

Min franske fotograf og jeg forblev godt forsonede efter denne hårrejsende oplevelse, hvor censur af massedrab på kristne var en hovedingrediens. Det var ikke hans skyld, at Le Monde vurderede artiklerne anderledes end Dagbladet, hvor forråelsen for længst havde fået solidt fodfæste. Min franske kollega var i øvrigt jøde.

Jeg bør kort nævne, at jeg skrev en fiktionaliseret version af denne historie i en novellesamling for ti år siden, “Utmarkshistorier” fra 2013.

ANNONSE









Source link