I nat fik Danmark en lang næse

I nat fik Danmark en lang næse


Da Joe Biden vandt præsidentvalget i 2020, gik Trump-hadende propagandister i de danske medier i gang med at skrive Donald Trumps nekrologer. Dette på trods af, at amerikanske kommentatorer var enige om, at Trump fortsat vil være en dominerende figur i amerikansk politik. Mange i Danmark ønskede imidlertid at glemme ekspræsident Donald Trump og hans regeringsperiode, som var det en ond drøm. Fælles for de 6 mio. danskere var et ønske om, at Trump forsvinder og aldrig kommer tilbage. Men i nat fik det Trump-hadende Danmark en rigtig lang næse. Debatten mellem Joe Biden og Donald Trump blev en total nedsmeltning af den kognitivt udsatte præsident og en kæmpe sejr for The Donald. Alt tyder derfor på, at trumpismen er på vej tilbage til Det Hvide Hus.

Uanset om de 6 mio. venstredrejede danskere kan lide det eller ej, er trumpismen forstået som nationalkonservativ og antiglobalistisk ideologi og bevægelse blevet en stærk kraft i det amerikanske samfund. Den bygger på orden, sikkerhed, grænser, national identitet og traditionelle værdier om familie, kristendom, køn og seksualitet, dvs. værdier, som selv de danske konservative burde kunne skrive under på.

Trumpismen er en succes, fordi den har skabt job og økonomisk vækst og har bidraget til at genopbygge en tabt værdighed hos arbejder- og middelklassen i USA. 74 millioner vælgere har fundet sig et politisk hjem i Trumps Make America Great Again (MAGA)-univers. For dem er Trump en helt. Men i Danmark fremstiller medierne Trumps vælgerbase som snæversynede og forandringsresistente tabere, racister og religiøse fanatikere. Vi kender det herhjemmefra, hvor mange i Sønderjylland stemte på DF i 2015, og som folk med de ”rigtige” meninger kaldte ”klamme kældermennesker”.

På trods af de mange pseudoanalyser og nekrologer over Trump i de danske medier er ekspræsidenten og trumpismen i live og i fuld vigør. Dette blev synliggjort under CNN-debatten i nat, hvor Biden vrøvlede, talte usammenhængende, afsluttede ikke sætninger, klokkede i det mange gange og ikke evnede at give Trump et modspil. Debatten har chokeret alle amerikanske kommentatorer og medier. De er i chok over den skærende kontrast mellem Trumps energi og livskraft og den desorienterede Bidens kamp for at fremlægge sine talepunkter. Og det er det, de fleste amerikanske vælgere vil huske. Flere fremtrædende Demokrater er gået i panik og sagt, at Det Demokratiske Parti bør overveje at erstatte Biden med en anden kandidat.

Man kan roligt sige, at præsidentvalget blev afgjort i nat. Biden har tabt alt på gulvet og er færdig. De ca. 80 pct. af de amerikanske vælgere, der mener, at Joe Biden er for gammel til at være præsident, blev bekræftet i deres opfattelse.

Bliver Donald Trump genvalgt, kommer der en velfortjent ”payback time”. Politiske observatører og juridiske eksperter i USA peger på, at ved at bruge statsapparatet og retsvæsenet som et våben mod Trump har Demokraterne skabt en meget uheldig præcedens. Fremover bliver det nemlig legitimt for både Demokraterne og Republikanerne at bruge statsapparatet og retsvæsenet som våben mod deres politiske modstandere. Skulle Trump gå hen og vinde præsidentvalget i 2024, har han et langt regnskab at gøre op med sine politiske modstandere, som hver dag undergraver retsstaten for at få ram på ham. Og han har allerede ved flere lejligheder signaleret, at Demokraterne kan regne med en republikansk ”payback time”.

Trumps genvalg i nov. 2024 bliver også en velfortjent udfordring for de udspekulerede og beregnende danske politikere. Det bliver nemlig slut med de danske krumspring og kneb med henblik på at sikre sig fortsatte sikkerhedspolitiske garantier fra USA og samtidig slippe for at trække den danske del af læsset i NATO og sende regningen til amerikanerne.

Det seneste kneb, Danmark har brugt i forhold til NATO, er som bekendt en kreativ måde at opgøre forsvarsudgifterne på, hvor danske donationer til Ukraine i dansk optik bør tælle med i det samlede regnestykke. USA’s ambassadør i Danmark, Alan Leventhal, har imidlertid i et interview med OLFI og Radio4 udtalt, at Danmark ikke kan medregne de mange økonomiske donationer til Ukraine som en del af NATO-målsætningen om at bruge de aftalte 2 pct. af bnp på forsvar. Dermed undsagde han regeringen og statsminister Mette Frederiksen (S), som for nylig udtalte, at dansk bidrag til NATO grundet donationerne til Ukraine nu er på 2,4 pct. af bnp. Det er helt sikkert, at Trumps kommende ambassadør i København ikke vil være lige så flink som Leventhal.

Og så er der Ukraine. Trumps genvalg vil efter al sandsynlighed ændre krigens gang. Ifølge medierne har Trump en plan, hvor omdrejningspunktet er en god gammeldags afpresning. Vil Rusland og præsident Vladimir Putin ikke forhandle fred, vil Trump sende endnu flere langtrækkende missiler, kampvogne og kampfly til Ukraine. Og Volodymyr Zelenskyj skal tvinges til forhandlingsbordet med truslen om, at USA’s våbenleverancer tørrer ud, hvis ikke de vil forhandle. Ukraine bliver nødt til at acceptere, at landet ikke i nær fremtid vil genvinde effektiv kontrol over den besatte del af landet.

P.t. er der ingen støtte i til Trumps fredsplan i de europæiske NATO-lande.2 I FN’s Sikkerhedsråd fastholdt ambassadører fra Storbritannien og Frankrig i sidste uge, at man først kan forhandle, når russiske tropper er rejst helt hjem. Der er dog ingen politisk vilje i NATO-landene til at bevæbne Ukraine, så landet kan vinde krigen mod Rusland. Trods dansk retorik om at stå skulder ved skulder med Ukraine understreger danske eksperter, at dansk hjælp til Ukraine vil fortsætte, så længe det ikke rammer danskernes velfærd og privatøkonomi. Begynder hjælpen til Ukraine at koste, så falder hammeren. Kommer det til en konkret prioritering, vil langt de fleste danskere foretrække investeringer i velfærd frem for at hjælpe Ukraine. Det er derfor et spørgsmål om tid, før de europæiske NATO-lande inkl. Danmark opgiver Ukraine.

André Rossmann

 

 

 





Source link