Det er gode tider for de danske politikere. Da befolkningens opmærksomhed er rettet mod Trump, Gaza, Ukraine, Grønland, oprustning og russiske droner, er Danmarks langsomme deroute på de centrale samfundsområder gledet i baggrunden. SVM-regeringen er løbet tør for politik, den store økonomiske plan er udskudt til næste år, og Mette Frederiksen har kun formaninger, løftede pegefingre og dystre ord for danskerne.
Ser man på dansk økonomi, er samtlige nøgletal på overfladen flotte. Fortællingen er fortsat, at her går det godt, pengene passer og råderummet vokser. Reelt er Danmark dog i vækstkrise med det resultat, at landets velstand falder langsomt, privatforbruget er det laveste i OECD-sammenhæng og danskerne bliver relativt fattigere end befolkningerne i andre lande.
Sundhedsvæsenet er fortsat i knæ. I nov. 2024 har regeringen indgået en bred politisk aftale om en sundhedsreform, som vil styrke sundhedsvæsnet og rykke det tættere på borgerne. Der er bl.a. etableret fire regioner og 17 nye sundhedsråd, som med egen økonomi og beslutningskompetence skal udbygge det nære sundhedsvæsen og sikre sammenhæng mellem behandlingen på sygehusene og udenfor. Men det eneste, som patienter og ældre ifølge eksperter måske kommer til at mærke, er nogle kronikerpakker og bestræbelserne på at skaffe flere praktiserende læger i yderområderne.’
Reformen af den danske ældrepleje indeholder fine målsætninger, men midlerne er uklare, og om det lykkes at realisere målsætningerne, er usikkert. Indtil videre sygner de ældre hen på landets plejehjem under umenneskelige og uværdige forhold.
Uddannelseskvaliteten i Danmark er fortsat faldende, både i folkeskolen, gymnasiet og på universiteterne. Der er i år optaget færre studerende på både universiteterne og velfærdsuddannelserne, hvilket viser, at universitetsreformen ikke har virket efter hensigten.
Trods utallige møder, skåltaler og enorme beløb på papiret er Danmark ikke rigtig kommet i gang med forsvarsinvesteringerne. Der er udbredt tvivl om, hvorvidt Forsvarets samspilsramte organisation kan opruste effektivt og bruge de mange milliarder, der er bevilget til forsvaret, på en fornuftig og ansvarlig måde.
Det danske skattesystem er fortsat uigennemskueligt og kompliceret. Skatteskandalerne er endeløse. Ingen forstår skattesystemet længere. Det er blevet så indviklet, at folk ikke engang kan regne deres egen skat ud.
I april 2025 indgik et bredt politisk flertal aftale om afskaffelse af jobcentrene, som koster 13 mia. kr. om året. Fremover kan kommunerne selv bestemme, om de ønsker at fortsætte med at have et jobcenter. I Danmark er det imidlertid umuligt at nedlægge offentlige institutioner, medmindre de genopstår i anden skikkelse med det samme antal offentlige arbejdspladser. Og sådan kommer det sikkert også til at gå denne gang. For når et jobcenter er nedlagt, skal kommunerne jo organisere beskæftigelsesindsatsen et andet sted. Så det ender sikkert med, at de vil oprette en ny forvaltning, der f.eks. hedder ”Center for job”.
På klimaområdet vokser afstanden mellem politikernes visioner og konkrete resultater. Mange af de afgørende CO2-reduktioner, som politikerne er blevet enige om, eksisterer kun på papiret. Den grønne omstilling i Danmark handler udelukkende om at holde grønne skåltaler og sætte overambitiøse grønne mål, som ikke bliver nået.
Regelforenkling og afbureaukratisering af den offentlige sektor har været på dagsordenen hos skiftende regeringer siden begyndelsen af 1980’erne og er det fortsat. Men trods løfter om mindre bureaukrati er regelmængden og statsstyringen af velfærdssamfundet øget markant i de seneste år.
Regeringens store slagnummer – frisættelse af den offentlige sektor – er faldet til jorden. Der er ingen tegn på, at regeringen vil vriste det offentlige ud af den planøkonomiske sump. En overklasse af administratorer, bureaukrater, økonomer og jurister har ingen interesse i at effektivisere den offentlige sektor og dermed save den lukrative gren over, som de sidder på.
På udlændingeområdet har Socialdemokratiet overtaget DF’s, Nye Borgerliges og Danmarksdemokraternes indvandringskritiske retorik og bildt vælgerne ind, at regeringen fører en benhård udlændingepolitik. Reelt fortsætter den udlændingepolitiske misere, og mængden af indvandring fra de islamiske MENAPT-lande er steget markant under Mette Frederiksen.
Her i oktober 2025 fremstår Danmark således fortsat som et samfund, hvor der er ingen dynamik, bevægelse, fornyelse og forandring til det bedre, kun mere af det gamle og velkendte. De fleste danskere er dog lalleglade og accepterer bare, at deres land smuldrer.
Stilstanden er dog helt i pagt med flertallets ønsker og forventninger. ”I det danske vælgerkorps findes der ganske vist grupper, der efterspørger store reformer. Men det begrænser sig hovedsageligt til Moderaternes og De Radikales vælgere. De to partier fik tilsammen 13 pct. af stemmerne. Den brede del af befolkningen er forsigtige og skeptiske over for store forandringer”, siger valgforskeren Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.
Da 87 pct. af danskerne ikke har noget ønske om store reformer, der kunne sætte det sklerotiske Danmark på en helt ny kurs, fortsætter miseren. Der er ingen langsigtet retning for, hvor Danmark skal hen og hvordan. Det er en sikker opskrift på fortsat stilstand. ”Danmarks fremtid er spærret inde i et fængsel. I dag taler ingen håbefuldt om fremtiden”, skrev Berlingskes Bent Winther i starten af 2024. Det gælder fortsat her i oktober 2025.
André Rossmann