Det er gode tider for de danske politikere. Da danskernes opmærksomhed er rettet mod Grønland, USA, Ukraine og Rusland, lever de mange betændte indenrigspolitiske problemer deres stille liv. Ikke overraskende fyldte internationale udfordringer i Mette Frederiksens 1. maj-tale, mens Danmarks langsomme deroute på alle samfundsområder blev forbigået i dyb tavshed.
Udenrigspolitiske forhold suger al energi ud af dansk indenrigspolitik. Regeringstoppen bruger nu næsten al sin tid på at håndtere de udenrigspolitiske kriser og oprustning. Politikerne fremstår defensive og deprimerede og ser kun truslerne, ikke mulighederne. Meget tyder også på, at forsvar, sikkerhed og en urolig verden vil blive de vigtigste temaer i en kommende valgkamp, selv om det normalt er nære emner, der dominerer danskernes dagsorden.
Ser man på dansk økonomi, er samtlige nøgletal på overfladen flotte, men landet er i vækstkrise med det resultat, at Danmarks velstand falder langsomt, privatforbruget er det laveste i OECD-sammenhæng og danskerne bliver relativt fattigere end befolkningerne i andre lande. Fortællingen er, at her går det godt, pengene passer og råderummet vokser hele tiden. Men virkeligheden er, at gigantiske regninger til Forsvaret, Ukraine, klimasikring, pensionslempelser og den grønne omstilling vil udfordre holdbarheden i dansk økonomi.
Sundhedsvæsenet er fortsat i knæ. I regeringens sundhedsreform lægges der op til at ændre på både strukturen, opgavefordelingen og økonomien i sundhedsvæsenet. Men det eneste, som patienter og ældre ifølge eksperter måske kommer til at mærke, er nogle kronikerpakker og bestræbelserne på at skaffe flere praktiserende læger i yderområderne.
Ældrereformen skulle give mere retfærdige vilkår for private leverandører af ældrepleje og en styrket ret til frit valg for borgerne. Reformen indeholder fine målsætninger, som man har set før, såsom mere selvbestemmelse og faste teams i hjemmet. Midlerne er uklare, og om det lykkes at realisere målsætningerne, er usikkert. Indtil videre sygner de ældre hen på landets plejehjem under umenneskelige og uværdige forhold.
Uddannelseskvaliteten i Danmark er fortsat faldende, både i folkeskolen, gymnasiet og på universiteterne. Regeringen forsøger at lappe på uddannelsessystemet, men modarbejdes effektivt af den magtfulde røde koalition bestående af institutionerne, de videregående uddannelser, skoler, rektorer, pædagoger, fagforeninger og forskere.
Trods utallige møder, skåltaler og enorme beløb på papiret er Danmark ikke rigtig kommet i gang med forsvarsinvesteringerne. Der er udbredt tvivl om, hvorvidt Forsvarets samspilsramte organisation kan opruste effektivt og bruge de ca. 300 milliarder, der i alt er bevilget til forsvaret, på en fornuftig og ansvarlig måde.
Det danske skattesystem er fortsat uigennemskueligt og kompliceret. Skatteskandalerne er endeløse. Ingen forstår skattesystemet længere. Det er blevet så indviklet, at folk ikke engang kan regne deres egen skat ud.
I april 2025 indgik et bredt politisk flertal aftale om afskaffelse af jobcentrene, som koster 13 mia. kr. om året. Fremover kan kommunerne selv bestemme, om de ønsker at fortsætte med at have et jobcenter. Men når et jobcenter er nedlagt, skal kommunerne jo organisere indsatsen et andet sted. Så det ender sikkert med, at de vil oprette en ny forvaltning, der f.eks. hedder ”Center for job”.
Det grønne vanvid er slut. Et stigende antal grønne virksomheder og projekter lider skibbrud. På klimaområdet er der derfor en voksende afstand mellem visioner og konkrete resultater. Mange af de afgørende CO2-reduktioner, som politikerne er blevet enige om, eksisterer kun på papiret. Den grønne omstilling i Danmark handler udelukkende om at holde grønne skåltaler og sætte overambitiøse grønne mål, som ikke bliver nået.
Regelforenkling og afbureaukratisering af den offentlige sektor har været på dagsordenen hos skiftende regeringer siden begyndelsen af 1980’erne og er det fortsat. Men trods løfter om mindre bureaukrati er regelmængden og statsstyringen af velfærdssamfundet øget markant i de seneste år.
Regeringens store slagnummer – frisættelse af den offentlige sektor – er faldet til jorden. Der er ingen tegn på, at regeringen vil vriste det offentlige ud af den planøkonomiske sump. En overklasse af administratorer, bureaukrater, økonomer og jurister holder det offentlige i et jerngreb. De har ingen interesse i at effektivisere den offentlige sektor og dermed save den lukrative gren over, som de sidder på.
På udlændingeområdet har Socialdemokratiet overtaget DF’s, Nye Borgerliges og Danmarksdemokraternes indvandringskritiske retorik og fremstår i dag som et parti, der fører en benhård udlændingepolitik. Dog kun på det retoriske plan. På trods af en stram udlændingepolitik og få asylansøgere er mængden af indvandring fra de islamiske MENAPT-lande steget i den tid, Mette Frederiksen har været statsminister. Som englænderne siger, ”the government speaks right and governs left”.
Her i maj 2025 fremstår Danmark således fortsat som et samfund, hvor der er ingen dynamik, bevægelse, fornyelse og forandring til det bedre, kun mere af det gamle og velkendte. De fleste danskere fatter ikke en brik, er lalleglade og accepterer bare, at deres land smuldrer. Stilstanden er dog helt i pagt med flertallets ønsker og forventninger. ”I det danske vælgerkorps findes der ganske vist grupper, der efterspørger store reformer. Men det begrænser sig hovedsageligt til Moderaternes og De Radikales vælgere. De to partier fik tilsammen 13 pct. af stemmerne. Den brede del af befolkningen er forsigtige og skeptiske over for store forandringer”, siger valgforskeren Kasper Møller Hansen fra Københavns Universitet.
Med andre ord har 87 pct. af danskerne intet ønske om store reformer, der kunne sætte Danmark på en helt ny kurs. Der er derfor ingen langsigtet retning for, hvor Danmark skal hen og hvordan. Det er en sikker opskrift på fortsat tilstand. ”Danmarks fremtid er spærret inde i et fængsel. I dag taler ingen håbefuldt om fremtiden”, skrev Bent Winther i Berlingske i starten af 2024. Det gælder fortsat her i maj 2025.
André Rossmann