Det er sjældent, man har anledning til at rose statsminister Mette Frederiksen for noget, men hendes betragtninger om USA og Grønland er ramt på kornet.
Præsident Trump bliver ved med at sige, at han vil annektere Grønland på den ene eller anden måde, og at han ikke vil udelukke brugen af militær magt for at nå sit mål. Hertil svarer Mette Frederiksen med den indlysende konstatering, at et sådant skridt vil betyde enden for NATO, som Grønland via sit tilhørsforhold til Danmark er en del af. Hvis USA med magt eller trusler river Grønland ud af Rigsfællesskabet og påtvinger den store ø et amerikansk styre, er der med andre ord tale om en aggression mod et andet NATO-land, og en alliance, hvor storebror efter forgodtbefindende kan bemægtige sig dele af de mindre alliancepartneres territorier, kan naturligvis ikke bestå som andet end et utilsløret amerikansk imperium. Hvis USA smider Danmark ud af Grønland, hvad skulle så forhindre NATO’s stormagt i at smide Danmark ud af København?
Trump har ret i, at Danmark i praksis ikke kan håndhæve sin suverænitet over Grønland. Hvis Rusland eller Kina skulle ønske at sætte sig på denne strategisk vigtige ø, kan Danmark intet stille op og vil ikke kunne forvente hjælp fra Berlin, London eller Paris. Der vil blive protesteret højlydt, men de store europæiske stater har nok at se til i Ukraine og kan i øvrigt ikke enes om ret meget. Mette Frederiksen kan nok så meget beklage en sådan overtrædelse af ”international lov”, som i realiteten har vist sig ikke at eksistere. I international politik findes kun magt, og det synes Donald Trump at have erkendt. Han har også indset, at vestlig dominans over Grønland ikke garanteres af alliancer eller internationale aftaler, og at det i virkeligheden kun er USA, der kan holde Vestens russiske og kinesiske modstandere ude.
Men Trump kan sagtens sikre sig amerikansk indflydelse uden at sønderdele det danske rigsfællesskab. Alt, hvad han behøver at gøre, er at ringe til Mette Frederiksen og meddele, at han ønsker at forhandle om en styrkelse af USA’s militære og økonomiske tilstedeværelse på Grønland. Det vil Mette Frederiksen uden tvivl indrømme ham, da hun selvfølgelig er på det rene med, at Danmark ikke kan håndhæve suveræniteten med nogle hundeslæder og en lille håndfuld skibe, der ligger og ruster i Nuuk.
Mens Trump udslynger bryske trusler, er vicepræsident JD Vance og udenrigsminister Marco Rubio mere afdæmpede og har indskrænket sig til at forklare, hvad det konkret er, USA vil sikre sig i Grønland. De taler ikke om at annektere øen, men synes indstillede på forhandlinger med Danmark, og det forlyder, at en dansk delegation om få dage vil tage til Washington.
Man må håbe, at danskerne har argumenterne i orden og kommer med noget konkret at tilbyde, og at de gør det klart for amerikanerne, at USA’s anseelse vil lide alvorlig skade, hvis det begynder at optræde direkte imperialistisk over for et land, der har været en nær allieret siden 1949. Trump har magt til at gøre, hvad han vil, men han må regne med, at rå magtudøvelse vil få konsekvenser i Europa, hvor lande som Tyskland og Frankrig måske vil begynde at overveje en tilnærmelse til Kina, når de nu ikke længere kan regne med USA.
Den dag, Stars and Stripes vajer over Nuuk – som sikkert vil få navneforandring – kommer Trump til at fejre en vestlig alliance i fuld opløsning. Mon han har tænkt over det?