Et flygtigt blik på et landkort afslører, at Gaza-striben har to grænser. En mod Israel og en mod Ægypten, som er Rafah overgangen.
Der er mange fordømmende røster imod “Israels blokade af fødevarer og medicin til lokalbefolkningen”. Men, danske medier omtaler aldrig, den samme blokade af fødevarer og medicin, som Ægypten udøver.
Det er moralsk mystisk, men skyldes antagelig, at man lukker øjnene for historiske og aktuelle kendsgerninger.
Ægypten og Jordan nægtede at anerkende en selvstændig palæstinensisk stat i 1947, på trods af en FN-resolution om det.
En del af forklaringen, hænger iflg. Ægyptens nuværende Præsident El-Sisi, sammen med Ægyptens frygt for fundamentalistiske grupper. Præsident Morsi, som var erklæret repræsentant for Det muslimske Broderskab og bl.a. støttede Hamas, blev som bekendt væltet af El-Sisi i 2012. Morsi blev samtidig fængslet.
Det nuværende ægyptiske regime er nærmest allergisk overfor alt, hvad der har berøring med det muslimske Broderskab og frygter, at selv midlertidig hjælp til palæstinenserne, vil kunne medføre infiltration i landet af fundamentalistiske kræfter.
Det er bemærket, at ægyptiske embedsmænd, ved flere lejligheder, har udtalt deres tydelige modstand mod at hjælpe palæstinenserne i Gaza-striben. Det ægyptiske styre anser nemlig hjælp som en “likvidering af den palæstinensiske sag” og altså en strategisk risiko.
Når man tænker på, at det i en humanitær krise primært drejer sig om, at redde menneskeliv, forekommer “likvidering af den palæstinensiske sag” som en hul undskyldning. Det går også direkte imod, hvad den udpinte palæstinenser formentlig ville foretrække.
Skylden for krisen lægges alene på Israel. Ægypten har konsekvent placeret ansvaret for den humanitære krise på Israel.
Området omkring grænseovergangen i Rafah har historisk været brugt af terrorister. Altså modstandere af det ægyptiske militærregime, som en indgang til Ægypten. Ægypten kræver derfor, at enhver aktivitet nær dets grænse, skal overholde strenge juridiske procedurer. Det gælder også bistandsleverancer som nødhjælp. I betragtning af den nuværende humanitære katastrofe, er det lidt mærkeligt, at Ægypten slet ikke har lempet på sine strenge procedurer.
Ægypten er også yderst tilbageholdende med at påtage sig den ekstra økonomiske byrde, at være vært for et stort antal palæstinensiske flygtninge.
Det er i sidste ende det internationale samfunds interesse, at terrororganisationer som Hamas bekæmpes. Uden det sker, så vil det næppe blive muligt, at indgå en reel fredsaftale mellem en palæstinensisk stat og Israel.
Det kan virkelig undre, at Ægypten klarer total frisag på de sociale medier. Det er jo hovedparten af de sociale medier, som meget energisk har gjort beskyttelsen af palæstinenserne til deres mærkesag.
Hvad er mon den egentlige årsag til, at Ægypten tilsyneladende er fredet og al skytset i medierne kun rettes mod Israel ?