Den tyske økonomi er stagneret, og behovet for reformer er indlysende. I stedet overvejer politikerne at danne en mur, hvor alle kriminelle og islamister lukkes ind, men ingen skatteydere lukkes ud.
Det skriver Harald Martenstein i Die Welt. Velkommen efter, kunne vi nordmænd sige. Vores regering har trods alt allerede indført en exitskat.
Martenstein mener, at problemerne kun vokser, mens håbet svinder. Landet forfalder på så mange måder, og han anser Berlin for at være en af de mest forfaldne hovedstæder i Europa.
Infrastrukturen er i stykker, det vil koste astronomiske summer at reparere jernbanen, børnene lærer ikke at læse og skrive i skolen, fordi så mange af dem ikke taler flydende tysk.
Der er stadig håb om at løse problemerne, siger Martenstein. Men reelle reformer skal starte snart. I stedet gennemføres et dyrt, gældsfinansieret omfordelingsprogram kaldet borgerløn. Det betyder, at de, der arbejder, skal give penge til dem, der vælger ikke at gøre det.
Bärbel Bas er formand for socialdemokraterne SPD. Hun er også socialminister og et symbol på det tyske forfald. Hun viser ingen respekt for sin chef, kansler Friedrich Merz, som hun siger taler usandt, når han foreslår, at der skal gøres noget ved velfærdsstatens eksploderende omkostninger for landets økonomi.
Bas og hendes venner drømmer om skattestigninger, sikkert hver nat. Ville det ikke være vidunderligt, hvis skatterne bare kunne justeres efter regeringens økonomiske behov, på et hvilket som helst niveau uden grænser?
Der er et gennemprøvet middel i Tyskland til at modvirke den socialt uretfærdige masseflugt af arbejdere, der så ville følge. Den viden er tilgængelig.
For SPD ville den nye antifascistiske beskyttelsesmur imidlertid skulle bygges på en sådan måde, at enhver kriminel og enhver islamist kan komme ind, men ingen skatteyder kan komme ud.
Briterne har gennemført massive skattestigninger, siden Labour overtog Downing Street 10. Men det hjælper ikke, for folk med høje indkomster flygter ud af landet, og så er man i samme situation, bare med en meget fattigere og mere bitter befolkning.
Det er ikke problemerne, der skræmmer Martenstein, det er graden af virkelighedsfornægtelse og ønsketænkning i det herskende miljø, der skræmmer ham. Som når det gælder masseindvandring.
Tyskland er nødt til at se grundigt på sin indvandringspolitik, og det er ikke nok at reducere antallet af migranter til 200.000 om året. Men det kræver mod til at konfrontere migrationslobbyen, og det ser Martenstein ingen tegn på.
Resultatet bliver et nyt og ikke-anerkendt Tyskland.
Jeg ønsker ikke, at mine børn om et par årtier vågner op i et land, der ligner Syrien eller Afghanistan mere end Tyskland i 2014. Er dette ønske virkelig fascistisk?
Men det er selvfølgelig den vej, det går, medmindre politikken ændrer sig dramatisk. I flere byer i Vesteuropa er det allerede virkeligheden.
At opføre sig som rene erobrere
Det er masserne af uuddannede og uvillige migranter, som også udgør en trussel mod de tyske jøder, der skaber de største problemer, ligesom i resten af Vesteuropa.
Sådanne mennesker opfører sig ofte som rene erobrere.
De er en trussel mod det liberale demokrati, fordi de har ringe respekt for tolerance. Når de bliver magtfulde, vil de bruge deres magt.
Der er nu så mange indvandrere i Vesteuropa, at integration er unødvendig, og de indfødte må arbejde og kæmpe for at finansiere indvandrernes liv. Hvert år ankommer hundredtusinder af nyankomne, som kræver at blive forsørget. Til gengæld for deres hjælp begår de i stigende grad alvorlig kriminalitet.
Vesteuropa bevæger sig mod point of no return med rekordfart.
Så måske er det bedste at forlade landet, som Martenstein skriver i titlen? Eller er det bedre at blive i sit hjemland og gøre en forskel?
Det eneste problem er, at norsk politik drives som en lukket institution, og du kan ikke komme ind, hvis du argumenterer for faktisk at gøre noget for at løse problemerne, før det er for sent.
Derfor er man nødt til at finde sine allierede uden for politik, og der er tegn på, at det er ved at ske, f.eks. de massive demonstrationer i Storbritannien.
I Norge er der stille, indtil videre. De eneste, der demonstrerer, er pro-palæstinensere.