Næsten hver uge fortæller medierne om et nyt dansk erhvervseventyr, der aldrig bliver til noget.
Forløbet er altid det samme. Det starter med, at kreative virksomheder eller brancher får ”erhvervsvenlige” medier og politikere til at markedsføre et eller andet ”erhvervseventyr”, der påstås at oversvømme Danmark med mælk og honning og gøre småstaten til et foregangsland.
En hær af lobbyister, konsulenter, forskere og journalister giver den gas i samtlige landets medier. Gennem entusiastiske indlæg og interview forsikres offentligheden om de fantastiske perspektiver i det nye erhvervseventyr: de mange ordrer, de mange jobs samt naturligvis et bedre klima og miljø.
Da der ikke er nogen, der undersøger realiteterne bag erhvervseventyret, som typisk hviler på usikre forudsætninger, skabes der til sidst en bred konsensus om, at det foreslåede erhvervseventyr bør gennemføres, fordi det både vil gavne Danmark og hele menneskeheden. Begejstringen er stor, og der er ingen, der gider høre på de få kritiske røster, indvendinger og modargumenter.
Virkeligheden er, at stort set 99 pct. af de fantasifulde projekter, som der skabes hype om, viser sig at være luftkasteller, der er blevet oversolgt. Det kan derfor ikke undre, at til sidst bliver projekterne nedskaleret, sat på pause eller opgivet.
Et eksempel: I oktober 2024 har Jacob Jensen, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Merete Juhl, adm. direktør, Landbrug & Fødevarer samt Lise Walbom, adm. direktør, Food Nation markedsført et nyt eksporteventyr i et indlæg i Børsen. Indlægget havde en entusiastisk overskrift: ”Grøn trepartsaftale kan blive Danmarks næste eksportvare”. Hvor mange grønne trepartsaftaler Danmark efterfølgende har eksporteret, melder historien intet om. Højst sandsynligt ingen.
I dag bringer Børsen en artikel om et nyt erhvervseventyr: Statens eksport- og investeringsfond (Eifo) og Novo Nordisk Fonden vil sammen investere 600 mio. kr. i en ny, nordisk kvantesatsning med tilnavnet Qunorth, som vil gøre Danmark til verdensledende inden for kvanteområdet. Og Novo og Eifo mener det alvorligt, skriver Børsen.
Det er med stor spænding, at vi imødeser det næste danske erhvervseventyr.
24NYT