Kan nogen stadig huske larmen i kølvandet på Donald Trumps ”Liberation Day” den 2. april? Det var dagen, da han bekendtgjorde nye toldsatser over for en lang række lande, som han sagde havde beriget sig på USA’s bekostning. Men nu skulle skeen i den anden hånd, og lande, der ikke havde praktiseret fair handel over for USA, ville blive tvunget til at sluge den samme medicin, som de havde pånødet amerikanske arbejdere og eksportører.
Det var dog det værste, de europæiske økonomer, politikere, eksperter og journalister havde hørt: Hvor vovede han? Resultatet ville, fik vi at vide, nødvendigvis føre til en ødelæggende handelskrig med fatale globale konsekvenser, og dette kaos kunne ikke undgå at skade den amerikanske økonomi og påtvinge amerikanske forbrugere en katastrofal inflation. Den eneste vinder i dette spil, ville blive Kina, hvis kommunistiske ledere kunne grine af Trumps uforlignelige dumhed hele vejen til banken.
Af gode grunde synes de europæiske spåmænd at have glemt alt om deres forudsigelser, for de reelle tal for den amerikanske økonomi, der nu foreligger, viser en ganske anden virkelighed. Det amerikanske handelsministerium kan i dag offentliggøre tal, der viser, at USA’s handelsunderskud i september sank dramatisk med 10,9 pct til $52,8 milliarder.
Reduktionen skyldtes især, at den amerikanske eksport voksede med 3 pct., mens væksten i importen kun androg 0,6 pct. Men andre ord finder amerikanske produkter stærkere afsætningsmarkeder, mens importen af fremmede varer ikke vokser nær så meget.
Septembers handelsunderskud er et markant fald fra underskuddet i august, som androg $59,3 milliarder. Og det var jo netop formålet med Trumps politik. Den nye toldpolitik skulle styrke USA’s konkurrenceevne og sikre, at udlandet ikke kunne udnytte det amerikanske marked uden at møde modforholdsregler.
Handelstallene for september kommer, netop som USA’s Højesteret overvejer, om Trump-administrationen havde ret til at indføre de nye toldsatser. Hvis dens afgørelse skulle gå regeringen imod, siger den, at den har andre metoder til at nå samme resultat, som tolden var beregnet på.
Oven i denne sejr kan Trump lægge, at Biden-tidens løbske inflation er kommet under kontrol, hvilket har medfør en begyndende stigning i reallønningerne – ikke mindst fordi olie- og benzinpriserne er faldende. Trump bliver heller ikke træt af at påpege, at hans toldpolitik har bevirket, at udlandet har investeret i størrelsesordenen $18 billioner i USA. Det må nødvendigvis udmønte sig i nye arbejdspladser og yderligere stigninger i lønningerne.
Demokraternes nyeste slagnummer er ”affordability” – altså beskyldningen mod Trump for at have gjort det for dyrt for almindelige amerikanere at betale for deres fornødenheder – en absurd påstand, når man ved, at næsten hele inflationen skyldes Biden-tidens reguleringer, åbne grænser og løbske udgiftspolitik.
Således kan Department of Housing and Urban Development (Departementet for Boliger og Byudvikling) i sin årlige rapport fortælle, at de mange millioner, som Biden lod overskride
grænsen, medvirkede til at fordyre boligerne for USA’s dårligst stillede, idet boligbyggeriet ikke kunne følge med den øgede efterspørgsel.
Det var altså Biden og ikke Trump, der gjorde boliger alt for dyre for de dårligst stillede.