Under en passioneret tale tager Australiens tidligere finansminister, Josh Frydenberg, bladet fra munden og anklager direkte den australske premierminister, Antony Albanese, for at være ansvarlig for massakren Bondi Beach, hvor hundreder af jøder var forsamlet for at fejre første dag i Hanukkah. Gennem to og et halvt år har Albanese og hans regering trods afvarsler fra sikkerhedsmyndighederne set gennem fingre med antisemitisk hadpropaganda, boykotter af jødiske virksomheder og kunstnere samt chikanerier af jøder. På universiteterne har han tilladt det åbne jødehad at florere. Og hvad forventede han, der ville ske som resultat af antisemitismens frie udfoldelse? Var han ikke klar over, at efter ord følger handling?
Ifølge Frydenberg har Australien de seneste to og et halvt år undergået en forandring, som ville have glædet Hitler.
Som middel mod det antisemitiske had forlanger Frydenberg, at regeringen sætter resolut ind mod hadprædikanterne, de moskeer, hvor de optræder, og de jævnlige antijødiske demonstrationer. Den slags bør ikke tillades. Australien skal endvidere forhindre indvandring af fremmede, der ikke vil tilpasse sig australske værdier, og munden skal lukkes på dem, der allerede er kommet.
Det er et noget andet budskab, end vi er vant til i Europa og Danmark. Her kunne regeringen ikke finde på at bruge statens magtmidler mod muslimske hadprædikanter eller lukke de moskeer, hvorfra hadet udspringer. Tvært imod: Når tilvandrede muslimer truer og foranstalter optøjer, svarer regeringen – i skikkelse af Lars Løkke – med at give dem indrømmelser, bl.a. ved at gøre grin med Koranen ulovlig. Imamerne og de andre hadprædikanter kan derfor roligt fortsætte med at udsprede deres gift, for de ved, at Danmark vil svare med selvbebrejdelser og bekendelser til islam som en ærværdig religion, der fortjener officiel anerkendelse og alle de indrømmelser, dens talsmænd kunne ønske sig.