Forstyrrende kræfter sidder nu med magten i USA, og hvis der nogensinde har været tvivl hos nogen, enten i USA eller Europa, er “toldkrigen” som blev lanceret den 2. april, levende bevis på det. Der er mindst to måder at se på og håndtere situationen. Traditionelle handlende mener, at status quo altid er værd at forsvare, selv når deres eget land er under pres fra konkurrerende nationer.
De argumenterer for, at forstyrrelsen ved at destabilisere systemet gennem ensidig indførelse af højere toldsatser ville gøre mere skade end gavn. Hvorfor? Fordi effekten på den samlede velstand ville skade alle: producenter, investorer, forbrugere og regeringer. Selve processen ville alene skabe udbredt investorangst og føre til massive tab i aktieværdier og markeder. Fortalerne for denne tilgang, som den amerikanske præsident og hans økonomiske rådgivere, tror oprigtigt på, at markederne vil komme sig efter det første chok og en omgang eller to med gensidig gengældelse fra USA’s konkurrenter, og at nationer, som støtter protektionistiske politikker, vil indrømme deres fejltagelser og justere deres toldsatser for at bevare gode relationer med USA. Det er optimistens synspunkt.
Realistens synspunkt er, at toldkrige i bund og grund er et hasardspil på grund af de utilsigtede konsekvenser og massive kollaterale skader, som følges ad. Hvis der er én ting, markeder og regeringer hader, er det ustabilitet. Ustabilitet kan føre til politiske tab såvel som betydelige økonomiske tab i både den private og offentlige sektor som resultat af handelsforstyrrelser. Det er grunden til, at handelsblokke som EU er bekymrede og nu febrilsk prøver at finde måder til straks at svare igen på Amerikas tiltag uden at hælde mere told-benzin på en langsomt brændende ild, som hurtigt kunne blive ukontrollerbar. Og det er ikke kun det umiddelbare indtægtstab, der bekymrer europæerne. Ingen er villige til at miste værdifulde markedsandele i USA, især dem der har arbejdet hårdt gennem mange år på at opbygge relationer med amerikanske importører, distributører eller detailhandlere. Hertil kommer, at mange europæiske importører og detailhandlere af amerikanske varer samt franchisetagere af amerikanske tjenester også bekymrer sig om deres eget tab af hjemlig markedsandel. Højere told ville uundgåeligt øge priserne i deres hjemlande og kunne endda påvirkes af stigende boykotbevægelser mod amerikanskproducerede produkter og tjenester, som det danske eksempel (en “boykot amerikanske produkter”-gruppe på Facebook har nu 93.000 medlemmer).
Den anden tilgang er en “vent og se”-tilgang. Selvom det ville kræve mindre energi og skabe mindre kaotiske manøvrer, kunne det også føre til hurtige tab af aktieværdi. Årsagen er, at aktionærer kunne opfatte virksomheders passivitet som en uacceptabel modforanstaltning og sælge deres aktier. Resultatet kunne være en tab-tab situation for europæiske virksomheder, hvis værdifald ville bidrage til en kaskadeeffekt, der yderligere øger det hurtigt voksende tillidsunderskud. Derudover kunne virksomheder, der står over for faldende salg og ingen gode muligheder til en kortsigtet genopretning, blive fristet til at reducere driftsomkostninger og afskedige medarbejdere for at tiltrække investortillid igen.
Ingen af tilgangene er perfekte løsninger, men hvert land og hver virksomhed må være villig til at vurdere værdien af deres handelsrelationer med USA og huske, at international handel traditionelt har været den bedste måde at holde sine venner tæt på og sine konkurrenter i skak. Der er ingen tvivl om, at det nuværende miljø ikke levner meget tid til reaktion, men reagere skal man. Hvis vores handelssystem var en patient, hvis læge har prøvet alt og patienten ikke reagerede på traditionel behandling, ville den være kandidat til noget utraditionelt, som chokterapi. Lad os håbe, at kuren ikke ender med konklusionen: “Operationen lykkedes. Desværre døde patienten.”