Det var nok kun de 60+ åriges opmærksomhed, der fangede, at Brian Wilson døde i en alder af 82 forleden efter en stærk svækkelse, men også mæt af dage og efter et langt virksomt liv ud i musikkens tjeneste. Men, hvordan var tiden omkring hans opkomst, hans gennembrud? Uanset jeg var en bitte knejt, fik jeg en bid af kagen gennem en selvoplevelse, og barn af tiden op gennem 60’erne og 70’erne. Andre har deres. Jeg vil forsøge at samle mine tråde og sætte dem i perspektiv.
For mig var det en mærkedag, da Brian Wilson døde, for jeg har stadig billedet af min storebrors album, Shut Down Volume 2, på nethinden. Wilson brødrene, Dennis, Carl og Brian sammen med skolekammeraten Al Jardine og fætteren Mike Love foran nogle af de mest ikoniske amerikanske biler i 1964 og iklædt samme outfit. Unge, smukke, cleancut American guys, med stemmer og vokal harmonier, som kun den amerikanske vestkyst kunne skabe, og det med arven fra forgængerne, The Four Freshmen. Graduation day og In my room in memoriam.
Og hvad med livealbummet med Beach Boys også fra ‘64 med de fem gutter fra flækken Hawthorne tæt på LA? Ren musikalsk magi, iklædt deres ensfarvede skjorte og bukse outfit, blondt hår og i øvrigt en rædselsfuld Wilson senior som manager. Han tævede sine sønner, han traumatiserede især Brian ind til de lykkeligvis fyrede ham og lagde ham på is. Beach Boys kopierede den transformation og det brand Beatlerne var undergået efter manageren, Brian Epstein, tog dem under sine vinger, men blot i en US edition.
Sjovt, at splitsekunder af en musikoplevelse for 60 år siden stadig sidder fast. Jeg var 4-5 år, men min musikpassion begyndte dengang takket være min jazz elskende far og min popfikserede storebror. Jesper var født 6-7 år før mig. Hans slidte singleplader med Beach Boys arvede jeg, da han ikke fandt interesse for dem for år tilbage.
California Girl, Help Me Ronda, God Only Knows og Then I Kissed Her er en del af min bagage og dna. Jeg bliver fuldstændig rørstrømsk, når jeg hører de numre i dag.
Jeg sad på skuldrene af min far, da The Four Freshmen gav koncert på Plænen i Tivoli samtidig med, at opkomlingene The Beach Boys fik deres første verdenshits som Fyn, Fun, Fun og I Get Around. Freshmen-fyrene var tidligere veteraner fra 2. verdenskrig, men de prægede de vokal harmonier, som Beach Boys senere overtog under ledelse af netop Brian Wilson. Beach Boys drengene var alle børn af boomer generationen efter krigen.
Manden som i den grad har præget min musiksmag livet igennem, det var Brian Wilson. Det geni som med sit ydmyge væsen havde raget lige så højt i min verden som Lennon/McCartney og Bob Dylan. Fra en tid Where the times they were a changing, og Hey Mr Tambourine Man. Poppens guldalder. 70’ernes Crosby, Stills og Young og Eagles stod på skuldrene af tressernes musik. Et hav af koncerter har jeg været til med The Beach Boys. Autografer har jeg fået.
Jeg missede Beatles eneste koncerter i Danmark den 4.6 ‘64, men jeg var til afdansningsbal samme år i K B Hallen ude på Peter Bangsvej. Det holder da lidt, ikke? Og jeg har anskaffet mig både koncertprogram og plakat i dyre domme. Man er vel barn af tresserne.
Min afdøde ven og medforfatter på 3 bøger, Erik Haaest, sad i øvrigt på første række og anmeldte de to koncerter hhv. kl. 17 og 19 for BT. Erik fortalte mig, at man ikke kunne høre et kvæk for pigernes skrig, da de gik på scenen.
Brian Wilson stod i skyggen af Lennon/McCartney og Bob Dylan i de intellektuelles rækker. Der var for meget sol, stram og surfing. Han havde ikke umiddelbart samme intellektuelle tilgang ifølge det finere selskab. Dylan var den evangeliske gud og 60’er lydmager med sine episke tekster og en sound, som han fik inspiration fra gennem folkesangeren Pete Seeger, der prægede den amerikanske ungdoms oprør mod Vietnamkrigen. Seeger som sammen med borgerrettighedsbevægelsen og sorte ikoner som 50’ernes Rosa Parks, 60’ernes Malcolm X, Cassius Clay og Dr Martin Luther King, der den dag i dag har sat sit aftryk på amerikansk tænkning og historie 2 generationer senere.
Fortidens helte og vestens historie er en stor smeltedigel, og musikken har haft en helt afgørende rolle for vores selvforståelse, for min selvforståelse, og det fra barnsben af. Der er bygget på med især 80’er musikken fra min side, men grundstenen til al populær musik udsprang af 60’erne, og før det af rock ‘n roll sig endnu tidligere af den sorte Godspell musik og den arv, de sorte amerikanere bragte med sig på de brutale slaveskibe efter bortførslen fra Afrika.
Little Richard og Chuck Berry var børnebørn af tidligere slaver, uden dem ingen Elvis, uden Elvis ingen Rolling Stones og Beatles eller Beach Boys for den sags skyld. Rytmen fra bluesmusikken blev født i det centrale Afrika. Den kom ikke ud af ingenting eller en tilfældig opfindelse i et pladestudie.
Brian Wilson blev udfordret af midttressernes, men også af de tidligere tresseres politiske begivenheder. Nok var han cleancut, men snigmordet på JFK i ‘63 inspirerede ham til at skrive The warmth of the sun i afmagt over en god mands alt for tidlige død på en så brutal vis i Dallas. JFKs død slukkede ikke kun et ungt menneskeliv, det slukkede også et håb om et bedre og mere ligeberettiget USA mellem sorte og hvide.
Det tog årtier at nå det, som JFK og hans bror Robert havde sat i gang. Det så Brian Wilson, det så alle der oplevede 60’erne. I dag tager man ligestilling for givet, frem til 1965 var USA et apartheidsamfund med skilteanvisniger på, hvor sorte måtte opholde sig. Marvin Gay satte det hele i perspektiv i ‘70 med Whats going on? Et lyrisk epos sunget af en musikalsk gud fra en anden planet. No one beats him.
Da Beatles udgav Rubber Soul i 65’, har Brian Wilson senere fortalt, at han blev blæst bag over. Tekster, melodier, den musikalske nytænkning inspireret af netop Bob Dylans musikalske univers fik ham til at overveje, om han skulle fortsætte. For det syntes umuligt at overgå numre som Norwegian Girl og In my life. Hvordan kunne 4 rock ‘n rollere, der havde spillet sig varme i Star Club i Hamburg, transformere sig om til bravo Mr Jardex typer på She loves you og pludselig springe ud som lyriske lydsnedkere på så kort tid? Og så med langt hår og ruskindsjakker på coveret? Wowww.
Året ‘65 var året jeg var i Kinopalæet og se filmen Help med min far og mor. Jeg husker vi gik derned. Jeg har stadig programmet til filmen, godt nok løst i omslaget og temmelig slidt, men det lever, når jeg holder om det som var jeg 5 år igen. Numre som Day tripper og We Can work it out har sat standarden gennem 60 år med Ringos trommespil, Pauls bas, og George og John på guitar, og sidst, men ikke mindst tostemmigheden mellem John og Paul. Urørlig musik fra den grå, triste havneby Liverpool. The Fab Four gav byen dens image, og i dag er alt koncentreret om deres musik i den ellers lidt triste byn ved Merseyfloden.
Cavern Club, Strawberry Fields, Penny Lane, Beatlernes barndomshjem rangerer med rette på højde med Shakespeares fødehjem i Stratford. Som John Lennon sagde: uden Elvis og Dylan intet Beatles, intet Carnaby Street, Swinging London og Sct Peppers Lonely Hearts Club Band og Magical Mystery Tour. Hvor havde han ret.
Han glemte blot at nævne det psykedeliske og ikke mindst de forbandede stoffer, som tog livet af alt for mange unge dengang, og som stadig gør det. Hvem har ikke hørt om 27 årsklubbens medlemmer fra tresserne: Janis Joplin, Jim Morrison og Jimmy Hendrix.
Brian Wilson var ligesom især Mike Love og lillebror Dennis stærkt afhængig af stoffer fra ‘66 og i årene efter. Måske derfor kvaliteten af hans musik svingede lidt op gennem 70’erne? At hans helbred tog livsvarigt skade, at han blev som en zombie op gennem 90’erne for senere at komme oven på igen skyldtes alt sammen de psykedeliske 60’ere.
Brian Wilson gik ikke på pension pga Beatlernes udgivelser, selv om de revolutionerede verdens musikalske opfattelse af pop og beat, Brian plantede fødderne i en balje med sand i sin stue i ‘65 og lod sig inspirere til at begå mesterværker som albummet Pet Sounds og ‘60’ernes måske mest iørefaldende lydtapet til The summer of love, San Fransisco i ‘67, Good Vibrations og senere Woodstock festivalen i The summer of ‘69.
Lyt til Friends albummet, og numre som I Can hear music og Darlin fra ‘68, og svøm hen. Det er i sandhed et geni, der gik i graven forleden. Og udgivelsen af hele det hengemte album Smiley Smile han begik sammen med Good Vibrations årtier efter viser, hvilken mastodont Brian Wilson var i at begå musik på et plan, hvor kun en Paul McCartney befinder sig.
Good Vibrations er en af mine yndlingssange og melodier, som bringer mig tilbage til en barndom på Frederiksberg og Gammel Kongevej med sporvogne, Morris Mascotter, minicykler, Cæsar, Storkespringvandet, miniskørter, Lovin Spoonfull, Herman Hermits, Manfred Man og min anden yndlings Puppet on a string poptøsen Sandie Shaw, som jeg var forgabt i efter hendes barfodede optræden i Melodi Grandprix i ‘67.
Min misundelse over, at min storebror i ‘66 var inde at se Beach Boys i Falkoner salen, som det hed, har jeg ikke glemt. Enten var jeg musikalsk lysår forud for min tid eller også var Beach Boys og Beatles bare det største musikalske, der ramte jordens overflade i min levetid. Døm selv. Intet af hvad jeg skriver, er opfundet.
Jeg har meget at takke min storebror for det . Han nåede vist ovenikøbet inden for på Hithouse, der lå på Frederiksberg Alle inden det lukkede omkring 1970 eller deromkring. Erik Haaest var en af initiativtagerne til stedet. Ham blev jeg venner med årtier efter. Intet er tilfældigt her i livet, hvis man blot lever længe nok, krydser man sit spor. Det er derfor livet er så magisk.
Mine Beatles billeder fra tyggegummi pakker, mine Beatles blade, og plakater ligger alle sikret i mine gemmer sammen med de godt 10 timers samlet albummusik som ændrede verden via Lennon og McCartneys talent, lyrik og toner. Jeg fik min første Beatles EP, den udvidede singleplade, i ‘65 med bl.a. PS I Love you nummeret. Jeg har den endnu.
Jeg tager alle oplevelserne fra 1960’erne med mig i graven, de ligger indbygget i mine knogler, i mit sind, og mit hoved, det var der fra min verden gik dengang for to generationer siden. Når jeg er træt af dagens syge tid med mænd i kvindetøj, sætter jeg mig ud i min bil, ruller ruderne ned, lader vinden blæse, klikker ind på YouTube og genhører Calfornia Girls eller Mamas and Pappas og California dreaming.
Så sidder min far og mor i bilen og min storebror med. Vi kører ad Memory Lane. Tankernes avenue. Og min far røg både Cecil og pibe, mens vi sad i bilen, og han var forresten en højt begavet neurolog. Tiderne var anderledes, men ikke nødvendigvis dårligere. De autoritære kloge Åger vi kender i dag ville være blevet udgrinet, da jeg var lille.
Det er episk hvad Brian Wilson kreerede, det er tidløst, så uanset at han mod forventning, diagnoser, og misbrug nåede at blive 82, så var hans bortgang ikke The day the music died. Hans musik lever så længe der findes god smag, håb, og reminisencer om The American Dream.
Rest in peace Brian, you’re gone, but you will never be forgotten