Den internationale organisation World Justice Project har igen kåret Danmark som det land i verden, der har de bedste retsstatsgarantier. World Justice Project har imidlertid ikke den mindste chance for at gennemskue, at den danske retsstat er en Potemkinkulisse, idet danske eksperter, der plejer at levere input til internationale målinger, bruger et propagandistisk filter for at fremstille Danmark i så positivt lys som muligt. Virkeligheden er, at den danske Grundlov, der siges at være grundlaget for det danske folkestyre, er for længst blevet sat ud af funktion. Den er ganske enkelt ikke det papir værd, det er skrevet på, fordi den ikke beskytter de værdier, man i Danmark officielt hylder som grundlæggende.
Der er i Danmark en stigende tendens til, at politiske mål om effektivisering, kontrol og krisehåndtering tilsidesætter hensynet til frihedsrettigheder, retsstatsprincipper og borgernes retssikkerhed. Politikerne og myndighederne har skruet ned for danskernes retssikkerhed og frihedsrettigheder på områder såsom retten til privatliv- og persondatabeskyttelsen, ytringsfrihed og retten til at demonstrere, retten til retfærdig rettergang, retten til forsamlingsfrihed og bevægelsesfrihed, politiets magtbeføjelser, borgernes og virksomhedernes adgang til et velfungerende retsvæsen, kommunal sagsbehandling, koranloven, fejlbehæftede ejendomsvurderinger, begrænsninger i klageadgangen, lange ventetider ved domstolene, mere overvågning, øget brug af varetægtsfængsling, øgede muligheder for tvangsadoptioner mv. De mange brud på retssikkerheden indgår de ikke i internationale målinger. Ikke desto mindre lever myten om den danske retsstat i bedste velgående.
Grundloven reflekterer ikke nutidens opfattelse af demokratiet, borgernes rettigheder, ligestilling mv. Der står intet i Grundloven om forbud mod tortur og diskrimination, umenneskelig og nedværdigende behandling, retten til en retfærdig retssag, beskyttelse af privatlivet og ejendomsretten eller retten til sundhed og bolig. Og det er bemærkelsesværdigt, at ordene som ”folkestyre”, ”retsstat” eller ”ligebehandling” ikke optræder i Grundloven.
Formelt sikrer Grundloven danskerne ytringsfrihed. Men kun formelt. I praksis indskrænkes ytringsfriheden på flere og flere områder. Koranloven medførte således en markant indskrænkning af danskernes ytringsfrihed, Medieansvarsudvalget er kommet med anbefalinger, der indskrænker ytringsfriheden, og danske domstole indskrænker ytringsfriheden ved at forfølge personer, der giver udtryk for politisk ukorrekte meninger. Facit er, at det i dag er konventioner og internationale domstole, der i praksis sikrer ytringsfriheden i Danmark.
Magtsyge politikere bryder Grundloven gang på gang. Det har især coronakrisen afsløret. Mette Frederiksens magtarrogante regering holdt Folketinget hen i uvidenhed og mørklagde grundlaget for sine beslutninger, så det var ekstremt svært for Folketinget at føre den kontrol, som det er sat i verden for at udføre. Samtidig har den socialdemokratiske mindretalsregering forbrudt sig mod grundlovens § 73 om ejendomsrettens ukrænkelighed, der kun kan brydes ifølge lov og mod fuldstændig erstatning. Regeringens beslutning om at slagte minkerhvervet og lukke en hel region ned blev truffet uden at høre relevante aktører såsom Folketinget, arbejdsmarkedets parter, minkbranchen selv, landbrugets egne eksperter og forskere fra universiteter.
Grundlovens paragraf 72 værner om privatlivets fred, boligens ukrænkelighed, brevhemmeligheden mv. I praksis giver ca. 500 love myndighederne ret til at trænge ind på privat område og gennemføre tvangsindgreb uden retskendelse. Og senest er der lanceret lovinitiativer, der i strid med Grundloven vil indføre overvågningen af alle danskere.
Lovmøllen på Christiansborg kværner i et svimlende tempo. Lovgivning bliver hastefremlagt og vedtages uden at følge Folketingets normale tidsfrister og normer. Der sker en afkortning af den demokratiske proces med det resultat, at organisationer, borgere og andre eksterne parter ikke har mulighed for at reagere på lovforslagene. Det er et alvorligt retssikkerhedsmæssigt og demokratisk problem.
Et af de principper, en retsstat bygger på, er, at lovgivningen skal være klar, forudsigelig, tilgængelig og ensartet for alle borgere og virksomheder. Den samlede lovmængde i Danmark er imidlertid så stor, at hverken politikerne eller borgerne kan gennemskue den lovgivning, der gælder i samfundet.
Danmark halter efter en række af sine nabolande, når det gælder mulighederne for at få indsigt i den offentlige forvaltning. To undersøgelser, der har sammenlignet åbenhedsregler i dels de nordiske lande, dels regler i Norge, Sverige, Finland, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Østrig, viser, at Danmark er det land, der lukker mest af for indsigt i de politiske beslutningsprocesser. Lukketheden i den danske forvaltningskultur støttes af såvel de regeringsbærende partier som embedsværket.
Den danske Grundlov har kun en symbolsk betydning og spiller kun en mindre rolle, når der i det danske retsvæsen behandles sager om konflikter mellem borgerne og staten. Selv om alle i Danmark hylder Grundloven, er det i dag primært de internationale FN-konventioner og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der værner om danskernes frihed og rettigheder.
Den demokratiske proces, lovgivningsprocessen og retssikkerheden i Danmark er udfordret dagligt. Politikerne og embedsværket i Danmark er i fuld gang med at demontere demokratiet og retsstaten ved at træffe politiske og administrative beslutninger, som mangler lovgrundlag, og som sætter borgernes grundlovssikrede rettigheder ud af kraft. Danmark er godt på vej til at blive en illiberal stat.
André Rossmann