I et indlæg i New York Times i februar 1997 advarede George Kennan imod, at man påbegyndte at udvide NATO mod øst. Han hævdede, at “it would be the most fateful error of American policy in the entire post-cold-war era”. Har vi nu grund til at tro, at Kennan havde ret, og at han forudså noget, der ligner den udvikling, som har udspillet sig i forløbet op til Ruslands angreb på Ukraine i februar 2022?
Ser vi nærmere på NATO’s udvidelse imod øst, så er den foregået i flere etaper. Den begyndte i 1999, hvor Polen, Ungarn og Tjekkiet blev medlemmer. Den fortsatte i 2004, hvor Bulgarien, Rumænien, Slovenien, Slovakiet og de baltiske lande kom med. Begge gange protesterede Rusland, men var for svag til at kunne gøre effektiv modstand. I 2008 vedtog NATO et kommuniké, som sagde, at der var enighed om, at Ukraine og Georgien ville blive medlemmer af NATO. Det var Rusland meget stærkt imod, og allerede i 2008 involverede landet sig i en krig i Georgien. Og i 2014 invaderede Rusland Krim og involverede sig i en krig i det østlige Ukraine. Alligevel vedtog NATO i 2018 at opretholde løftet om et fremtidigt medlemskab for Ukraine og Georgien. Og 24. februar går Rusland så direkte ind i Ukraine med retning mod Kyiv.
Er det berettiget at se denne udvikling – og specielt Ruslands angreb på Ukraine – som en bekræftelse af Kennans advarsel? Ville krigen i Ukraine ikke have fundet sted, hvis NATO ikke fortsat havde ytret ønske om at gøre Ukraine til medlem, men hvis man i stedet var blevet enige om, at Ukraine skulle have status som neutral?
For at kunne besvare dette spørgsmål må vi begynde med at se nærmere på, hvad det egentlig var motivet til at foretage den successive NATO-udvidelse med de tidligere sovjetiske vasalstater. Og her må vi skelne mellem, hvad der var de tidligere vasalstaters motiv, og hvad der var NATO’s – og specielt USA’s – motiv.
De tidligere vasalstaters motiv må i hovedsagen anses for at være frygt. En frygt for, at Det nye Rusland, som genopstod på ruinerne af det faldne Sovjetunionen, ville forsøge at genvinde det tabte imperium. For at afværge den trussel ønskede de at komme ind under NATO’s sikkerhedsgaranti.
Hvad var så NATO’s motiv for at optage de tidligere sovjetiske vasalstater? Ved at optage dem viste man, at man tog deres frygt alvorligt, og at man altså også selv måtte mene, at der var grund til at frygte, at det genopståede Rusland ville have imperiale ambitioner. Men dermed var man i realiteten ikke kommet ud over modsætningen fra den kolde krig. Og samtidig udvidede man også sin egen indflydelsessfære således, at man stod bedre i forhold til Rusland, end man tidligere havde stået i forhold til Sovjetunionen. Det, at de tidligere vasalstater kom ind under NATO betød, at NATO – og USA – nu stod nærmere ved Ruslands grænse, og at Rusland derfor ville være svækket i forhold til NATO og USA.
Men den udvikling havde en bagside. I og med at NATO og USA fortsatte med at opføre sig, som om Rusland var en trussel, også efter at Sovjetunionen var faldet, så var det naturligt, at Rusland modsvarende måtte opfatte NATO som en trussel. Lige så naturligt det er, at de tidligere vasalstater kan opfatte det genopståede Rusland som en trussel imod deres suverænitet, lige så naturligt er det, at Rusland kan opfatte det, at NATO (og USA) rykker sin indflydelsessfære stadig nærmere, som en eksistentiel trussel. I og med at NATO letter truslen imod de tidligere vasalstater, skaber NATO samtidig en tilsvarende trussel imod Rusland.
Det er et dilemma. Et dilemma, som man politisk ikke kan tillade sig at ignorere, hvis man vil skabe en fredelig udvikling for Europa. Men NATO har ignoreret dilemmaet – ignoreret, at organisationens egen udvidelse mod øst kunne opfattes som en trussel imod Rusland. Det var det, som Kennan erkendte, da han advarede imod NATO’s udvidelse. Hvis Vesten ikke havde ignoreret Kennans advarsel, men i stedet havde taget Ruslands gentagne erklæringer om, at det ikke kunne acceptere Ukraines optagelse i NATO, alvorligt, så kunne man med stor sandsynlighed have undgået krigen i Ukraine.
Overordnet set skulle man have forstået, at NATO (og USA) var nødt til at tage samme hensyn til Ruslands sikkerhedsbehov, som USA med Monroe-doktrinen kræver, at der bliver taget til dets sikkerhedsbehov. Ganske som USA’s nabolande må erkende, at de ikke kan tillade sig at indgå i forsvarssamarbejde med lande, som udgør en trussel imod USA – hvad vi så under Cuba-krisen – så må et land som Ukraine erkende, at det nok kan have suverænitet, men at det som nabo til Rusland ikke kan tillade sig at indgå i en forsvarsalliance med en stormagt, som Rusland anser for at udgøre en trussel imod dets suverænitet. I den situation må Ukraine betale for sin suverænitet med sin neutralitet, som Finland og Østrig gjorde under den kolde krig. Det er den politiske virkelighed.
Men ignorerer jeg ikke her noget væsentligt? Ignorerer jeg ikke, at NATO og USA står for nogle andre og bedre værdier end Rusland? Er det ikke således, at NATO og USA står for frihed og demokrati, mens Rusland står for autokrati og undertrykkelse? Skal vi ikke opfatte situationen således, at udvidelsen af NATO er led i en kamp for at sikre demokratiet – og den politiske frihed – imod truslen om autokratisk undertrykkelse fra Rusland? Dertil er der flere ting at sige.
For det første begrunder Kennan blandt andet sin advarsel imod at udvide NATO med, at det vil “have an adverse effect on the development of Russian democracy”, og at det “may be expected to inflame nationalistic, anti-Western and militaristic tendencies in Russian opinion”. Så selvom NATO-udvidelsen skulle medvirke til at sikre demokratiet i et land som Ukraine, så ville den samtidig have en negativ effekt på muligheden for at opbygge et levedygtigt demokrati i Rusland. Og hvad ville så være bedst?
For det andet skaber man ikke en levedygtig demokratisk kultur med militære midler – med udvidelsen af en militær alliance. En sådan kultur skal opbygges gennem befolkningens tålmodige selvopdragelse. Der skal skabes et uddannelsesvæsen, som sørger for, at borgerne får den nødvendige viden og de nødvendige værdier. Demokratisk set er opbygningen af et sådant uddannelsesvæsen i både Rusland og Ukraine derfor vigtigere end Ukraines indlemmelse i NATO. Tværtimod kan en sådan indlemmelse være kontraproduktiv, hvis den fører til, at man tager for let på den folkelige selvopdragelse.
For det tredje kan der stilles spørgsmålstegn ved den vej, som Vestens demokrati har udviklet sig. Har de vestlige demokratier ført sig selv ind på udviklingsspor, som undergraver forudsætningerne for, at de kan opretholde sig selv? Har de udviklet en økonomisk ulighed, der truer den politiske ligeværdighed? Er USA nu et plutokrati? Har de vestlige demokratier udviklet en kulturel relativisme, som undergraver opslutningen om de demokratiske værdier og den rationelle debat? Har de ført en asyl- og indvandringspolitik, som forstærker denne relativisme? Det er reelle politiske spørgsmål, som gør, at de vestlige demokratier er mere udfordrede, end de aktuelt synes at forstå.
Hermed har jeg forsøgt at kaste lys over, hvad der var baggrunden for, at George Kennan i 1997 advarede imod at udvide NATO mod øst. Mens udvidelsen betød, at man tog hensyn til den trussel, som de tidligere sovjetiske vasalstater stadig følte, at Rusland udgjorde, så ignorerede man, at NATO-udvidelsen samtidig fra Ruslands synsvinkel kunne ses som en tilsvarende trussel. Og dermed gjorde man det vanskeligere at gøde en rolig demokratisk udvikling i Rusland.
Bemærk, at alt dette er sagt, uden at Putin har været nævnt. Kennan gav sin advarsel, uden at han vidste, at Putin ville blive Jeltsins afløser. Tværtimod er det vel Putins udvikling fra en relativt mere åben og demokratisk holdning til en mere autokratisk og lukket holdning, som skal forklares som en reaktion på det, at NATO var indstillet på at fortsætte sin østudvidelse – også med Ukraine – skønt Rusland igen og igen havde gjort klart, at det betragtede en sådan udvidelse af den amerikanske indflydelsessfære som en eksistentiel trussel.