Først var det de unge mænd. Næsten umærkeligt begyndte de at dukke op i kirkerne igen. Sidste år skrev jeg om en firedobling af unge britiske mænd, der går i kirke. Ortodokse menigheder rapporterer tilsvarende om en 78 procent stigning i mandlige konvertitter fra 2019 til 2022, som Peter Savodnik nu skriver i et nyt, stort essay.
Men det er ikke bare de unge mænd, der bekender sig til kristendommen. Nu er det også de intellektuelle. Savodniks essay handler netop om genkristningen af de intellektuelle, et udtryk, jeg har fra litteraten Nils Gunder Hansen, der for nogle år siden skrev om forfattere, der søgte Gud.
At nogle af Vestens mest prominente intellektuelle, der i årtier har formet vores sekulære verdensopfattelse, vender sig mod Gud, er et uhyre interessant og velgørende fænomen. Så lad os se på nogle af dem.
Teknologien møder sin grænse
En af dem er Elon Musk. Manden, der ville kolonisere Mars, gøre mennesket til multiplanetarisk art og besejre døden gennem teknologi, siger nu: “I’m actually a big believer in the principles of Christianity.”
Også Peter Thiel – Silicon Valley-legenden, mangemilliardæren, der engang prædikede, at teknologi kunne kurere døden – har bekendt sig som kristen og erklæret: “God has some kind of a plan for history. He has a plan for your life.”
Den generation, der troede algoritmer kunne løse eksistensens gåder, vender sig altså nu mod årtusindgamle sandheder. Når selv teknologiens mest visionære profeter erkender dens grænser, fortæller det os noget fundamentalt om det sekulære projekts utilstrækkelighed.
Pilgrimme i den postmoderne ørken
En tredje er Paul Kingsnorth, der vandrede gennem den spirituelle ødemark i årtier. Først var naturen hans gud. De walisiske bjerge, de skotske højlande, skovenes skønhed. Siden kom zen-buddhismen, nyhedenskabet, den rastløse søgen efter mening i et univers tømt for transcendens.
I 2021 blev den britiske forfatter døbt i River Shannon ved et rumænsk-ortodokst kloster i Irland. “The culture doesn’t have any spiritual heart at all,” konstaterer han nu på sin Substack, der læses af 64.000 søgende sjæle. “It’s as if we think we can just junk thousands of years of religious culture, religious art, religious music, chuck it all out the window, and we’re just building and creating junk.”
Jordan Peterson – den canadiske psykolog der i årevis undveg at besvare, om han troede på Gud – har nu skrevet bogen We Who Wrestle with God. I et nyligt interview erklærer Peterson: “God is hyper-real. God is the reality upon which all reality depends.”
Med andre ord: Fra agnostisk undvigelse til ontologisk bekendelse.
Mest dramatisk er måske Ayaan Hirsi Ali. Kvinden, der flygtede fra islam, der mistede sin ven Theo van Gogh til religiøs fanatisme, der skrev bestselleren Infidel som flammende forsvarstale for ateismen. Også hun er nu kristen.
I 2024 blev Hirsi Ali døbt sammen med sin mand, historikeren Niall Ferguson, og deres to sønner. “My life now is much richer, more fulfilling, than before,” siger hun. Hamas-angrebet den 7. oktober 2023 blev vendepunktet. Sekulære livsholdninger kan ikke bekæmpe islamisme. “We have to offer them something more.”
Hvad ateisterne overså
Som netop Niall Ferguson formulerer det i Savodniks essay: “You can’t organize a society on the basis of atheism.”
Ateismen eksisterer altså parasitært. Den lever af, at andre bærer det religiøse fællesskab. “If everyone else says, ‘We’re out,’ then you quickly descend into a maelstrom like Raskolnikov’s nightmare”. Det er Dostojevskijs vision af et nihilistisk samfund, der river sig selv i stykker.
Hirsi Ali supplerer med denne erkendelse efter 7. oktober: “We can’t counter Islamism with purely secular tools. To win hearts and minds, we have to offer something more.” Netop tro yder “ethical immunity to the false religions of Lenin and Hitler,” som Ferguson udtrykker det. Kristendommen er ikke blot kulturarv. Den er civilisationens immunforsvar.
Kingsnorth peger tilsvarende på det sekulære verdensbilledes blinde pletter:
“People keep having experiences of God, and Dawkins doesn’t seem to want to deal with that.” Reduktionen af religiøs erfaring til “chemicals in the brain” fanger ikke fænomenet. Den mystiske dimension – mødet med det hellige, transcendensen, overskridelsen – lader sig ikke opløse i neurokemi.
En interessant og vigtig pointe i Savodniks artikel er, at de intellektuelle bevæger sig hinsides det instrumentelle. Det handler ikke længere om, at religion er “nyttigt” eller “godt for samfundet.” Eller det handler ikke kun om det. Det handler om virkeligheden.
Det er netop et ontologisk fænomen: Gud er ikke en nyttig fiktion, men virkeligheden hvorpå alt andet hviler.
Ateismens udfordring
Når teknologiguruerne knæler, når ateistikonerne døbes, når filosoffer, der prædikede Nietzsches slavemoral, nu bekender sig til Kristus, da må vi spørge: Hvad fortæller denne vending os om det sekulære projekts begrænsninger?
Måske er Jonathan Haidts diagnose korrekt: “There is a God-shaped hole in every human heart.”
Det hul kan fyldes med teknologi, ideologi, karriere, forbrug. Men til sidst bliver tomheden uudholdelig.
Af Kasper Støvring