Rundt om i verden – bl.a. på Gidslernes Plads i Tel Aviv – er folk allerede begyndt at fejre frigivelsen af Hamas’s gidsler, som efter planen vil foregå i morgen eller på tirsdag. Hvis det faktisk sker, må jeg erkende, at jeg har taget fejl, for jeg har ikke troet, at terrororganisationen ville give afkald på sit vigtigste trumfkort, som har forhindret Israel i at gennemføre operationer, der kunne eliminere Hamas én gang for alle. Så vi får se.
Der bliver også talt om den evige fred, som efter planen vil sænke sig over Mellemøsten – ikke mindst fordi Iran vil stå fuldstændig isoleret og afkræftet tilbage efter at have mistet sine militære stedfortrædere, ud over at USA og Israel har sønderbombet Den Islamiske Republiks atomprogram.
USA og de vigtigste arabiske stater, bl.a. Saudi-Arabien, Egypten og Qatar, er enige om, at Gaza fra nu af skal styres af en regering bestående af neutrale teknokrater, og at Hamas ikke skal have nogen rolle i enklavens fremtid.
Det er i den forbindelse afgørende at huske, at Gaza ikke kan blive et demokrati – lige så lidt som det palæstinensiske selvstyre på Jordan-flodens vestbred kan. Det kan de samarbejdende arabiske stater heller ikke. De er enten enevældige monarkier eller militærdiktaturer, og årsagen er den indlysende, at islam er uforeneligt med folkestyre. Hvis man giver de muslimske masser mulighed for at bestemme, vælger de uvægerligt ledere, som indfører fuld sharia-jurisdiktion og dermed afskaffer demokratiet. Vi så det i Gaza, hvis befolkning skyndte sig at stemme på Hamas, hvorefter der ikke blev holdt flere valg – alt mens oppositionelle blev udryddet. Muslimers første prioritet vil altid være at efterkomme profetens befalinger, og de giver ikke plads for demokrati. Ifølge islam er loven allerede givet, og det vil være gudsbespottelse at ændre en tøddel.
Når der er nogenlunde ro i stater som Saudi-Arabien, Egypten, Jordan og Emiraterne, skyldes det alene, at islam bliver holdt nede, og at imamernes indflydelse bliver begrænset.
Sådan vil det også gå i de europæiske lande, som hastigt nærmer sig en demografisk revolution i kraft af islams voksende udbredelse. Når den islamiske befolkningsdel nærmer sig 20-30 pct., vil vi stå over for det samme valg, som det de arabiske stater har måttet træffe.
Valget vil stå mellem diktatur og den totale samfundsopløsning.