Fortiden var begyndt at falde. Foran mig

Fortiden var begyndt at falde. Foran mig


Jeg er begyndt at læse Søren Ulrik Thomsen ‘s erindringsessay Store Kongensgade 23. Her en passage fra bogen, der beskriver, hvordan Thomsen forsøger at få kontakt til sin gamle skolelærer Bodil:

“Af telefonbogen fremgik det, at hun nu boede på Esthersvej i Hellerup, og mit opkald blev straks besvaret af hendes mand, Jørgen. I sine yngre dage havde Jørgen Ulrich været en berømt tennisspiller med mange danske mesterskaber bag sig, ligesom han i Wimbledonturneringen nåede helt frem til kvartfinalen, men i modsætning til sin ligeledes tennisspillende avantgardebror, Torben (Torben Ulrich, red.), var Jørgen udpræget borgerlig, jurist og direktør i et forsikringsselskab. Men også omkring ham svævede en aura af de fortryllede tressere, og uden at vide det forestiller jeg mig, at han og Bodil har mødt hinanden på tennisbanen, hvorfra de efter kampen, slanke, smukke og hvidklædte og med ketsjerne over skuldrene slentrede gennem sommeraftenen mod et sted, hvor der som en selvfølgelig del af den stilfulde modernitet kunne nydes drinks og cigaretter (“mens de lyttede til cool jazz”, havde jeg nær skrevet, men tog mig i det for ikke at forfalde til den slags alt for detaljeret gennemførte epoke-scenografi, som filmfolk excellerer i, men sjældent har eksisteret i virkeligheden, der altid er fyldt med vragrester fra tidligere årtier og kun få elementer state of the art: Bag de lave, minimalistiske sofamøbler i hvidt læder stikker uvægerligt et nedarvet bornholmerur op).

Jeg fortalte om invitationen fra Bymuseet og min jagt på det gamle klassebillede. “Du kan desværre ikke komme til at tale med Bodil,” sagde Jørgen, “hun har fået en hjerneblødning, og kan hverken tale eller bevæge sig, selvom hun er ved fuld bevidsthed et sted derinde.” Forstenet og årvågen, hvilken frygtelig tanke. Jeg satte mig ned og skrev et brev, hvori jeg fortalte hende, hvor meget hun altid og langt ud over det ene år på Sølvgades Skole havde betydet. Sammen med min digtsamling Hjemfalden sendte jeg brevet til Esthersvej og bad Jørgen tage det med på hospitalet til hende. Ikke længe efter var det min 54-års fødselsdag, hvad Jørgen, som jo faktisk slet ikke kendte mig, måtte have set i avisens lange liste over 8. majs fødselarer, for på min telefonsvarer havde han indtalt et rørende oprigtigt tillykke og en varm tak for brevet og de smukke digte, som Bodil var blevet meget glad for.

ANNONSE






To måneder senere kunne jeg læse i avisen, at Jørgen Ulrich var død på en rejse til Grækenland, 74 år gammel. Fortiden var begyndt at falde. Foran mig.”

(Side 13-15)

ANNONSE









Source link