Kort efter den russiske invasion af Ukraine bevilligede Folketinget hele 155 milliarder kroner til genrejsning af Danmarks næsten nedlagte forsvar. Beløbet var desværre en rammebevilling, der jo har det med ikke at blive udbetalt, da pengene er sparet så længe, de bliver i rammen. Nu tre år senere er der mangel på alt i forsvaret. Der er ingen ammunition, uniformer eller støvler til mandskabet. Der er op til seks måneders ventetid på et USB-stik, og i Hærens kampbrigade er der ikke hjelme til officererne. Og det er bare småtingsafdelingen. På det større plan savner Søværnet moderne skibe, Flyvevåbnet kampfly og Hæren artilleri, missilsystemer, kampvogne og infanterikampkøretøjer. Kasernerne ligner Gaza, og der er ingen penge til uddannelse, øvelser og NATO-manøvrer.
Rom blev som bekendt ikke bygget på én dag, og forsvaret blev heller ikke ødelagt på én dag, men gennem årtiers politisk indsats. Efter anden verdenskrig var parolen i Danmark: Aldrig mere en 9. april. Værneviljen var høj selv om staten var fattig efter krigsårene. I 1953 var forsvarsbudgettet hele 3,4 procent af BNP. Værnepligten var 18 måneder og forsvaret var velforsynet med donationer af materiel fra USA og Canada. Herefter vendte politikerne kajakken. Udviklingen af velfærdssamfundet tog fart op mod 1960, og forsvaret blev langsomt men sikkert sat på smalkost. Værnepligten blev nedsat, mandskabet reduceret og nyt materiel blev udsat eller sparet væk. Så kom den berygtede ’fodnoteperiode’, hvor et politisk flertal lykkedes med at indefryse alle omkostninger og bevillinger til forsvaret.
Efter Sovjetunionens sammenbrud skete der tilmed et glidende sammenbrud af det danske forsvar. Politikerne opfandt ’fredsdividenden’ og slankede militæret yderligere med kun 1,6 procent af BNP til forsvaret. Efter år 2000 blev de militære prioriteter omlagt således, at bidrag til internationale NATO-operationer blev foretrukket frem for det danske territorialforsvar, som blev forsømt og afmonteret. I tidligere tider havde Hæren rådet over 29 regimenter, som i dag er reduceret til kun 9. Hvordan kunne det gå til, at Danmarks forsvar i dag er et afpillet, forblæst fugleskræmsel, der ikke ville kunne skræmme selv den ængsteligste fugl?
Ulykken er sket som en kombination af en planlagt politisk proces og en katastrofal omorganisering af forsvaret i nyere tid. I de gode gamle dage var forsvarschefen øverstkommanderende for hele forsvaret og han havde ansvar og autoritet med bistand fra de tre værnschefer til at styre og administrere alle aktiviteter i Hæren, Søværnet og Flyvevåbnet. I dag er forsvarsministeriet skudt ind som led mellem forsvarskommandoen og forsvarsministeren. Der er oprettet fem civile styrelser, der reelt styrer forsvaret, hvor generalerne nu arbejder som assistenter for departementschefen i ministeriet. Forsvarschefen er ikke mere chef for ret meget, men har stadig ansvaret for afholdelse af manøvrer og øvelser samt uddannelse.
Forsvaret beslutningskraft er således organiseret i en ufremkommelig labyrint mellem politikere, styrelser, konsulenter og stridende ministerier. Resultatet er det velkendte fænomen i den offentlige sektor, at ansvaret fordeles på så mange enheder, at ingen kan drages til ansvar for noget som helst. Nu, hvor vi er tre år efter bevillingen af de 155 milliarder kroner, kunne forsvaret være kampklart og velforsynet, hvis ledelsen havde været effektivt organiseret. Forsvarschefen og de tre værnschefer ved nøjagtigt, hvad de har brug for til drift og investeringer. Vi kunne leje eller lease alt nødvendigt udstyr i USA, der har et væld af kampfly, helikoptere, artilleri, krigsskibe og meget andet udstyr gemt væk i ’mølposer’ rundt omkring i landet. Det svenske forsvar har således købt en pakke helikoptere med træningsprogrammer fra USA til hurtig indsættelse i Sverige.
Men sådan spiller den danske regerings klaver ikke. Bevillinger til forsvaret skal først gennem forsvarsudvalget, hvor flere hader Israel og præsident Trump, der frasorteres som leverandører. Dernæst skal investeringerne i udbud, så lande i og uden for EU kan få lejlighed til at byde ind på alt fra støvler til missilsystemer og droner. Herefter inddrages Boston Consulting, McKinsey eller andre rådgivere. Sagsbehandlingen roterer langsommeligt mellem styrelser, politikere, konsulenter og officerer, indtil processen stilles i bero, fordi de droner, men endeligt havde besluttet sig for, nu er blevet forældede. Processen må så startes på ny. Det er derfor, at den tunge kampbrigade, vi har lovet NATO, først bliver kampklar omkring 2035.
Nøglen til enden på denne organisatoriske og militære katastrofe er en ændring i forsvarsstrukturen. Forsvarschefen skal på ny have det fulde ansvar og den fulde autoritet over alle de væbnede styrker. Han refererer direkte til forsvarsministeren. Departementschefen fjernes fra kommandovejen og skal udelukkende servicerer ministeren. Alle indkøb af materiel, udstyr og driftsmidler sker gennem Hærens, Søværnets og Flyvevåbnets Materielkommando, der er placeret under Forsvarskommandoen. Styrelserne nedlægges og konsulenterne fyres. Så kommer der atter fart over feltet og vi kan atter få det forsvar, vi har forpligtet os til.
USA’s tidligere ambassadør i Danmark, Carla Sands, der er en kløgtig og kontant dame udtalte netop til TV2, at danskerne i stedet for at påberåbe sig NATO-Pagtens paragraf fem ( Musketer-eden), i stedet burde tænke over, hvordan vi har det med paragraf tre, der forpligter hvert NATO-land til at kunne forsvare sit eget territorium. Det kan vi ikke i dag. Men det kunne være, at vi skulle prøve.