Befolkninger i hele Vesten ønsker mindre indvandring. Alligevel konkluderer langt de fleste akademiske studier, at indvandring har neutrale eller positive effekter på velfærd og social sammenhængskraft. Hvordan kan det være?
Forskerne forklarer kløften med deres overlegne viden.
Almindelige mennesker har en anden forklaring: Forskerne er ideologisk farvede og finder, hvad de gerne vil finde.
Som Niels Jespersen engang skrev: Man får større indsigt om indvandringen ved at tale med et tilfældigt menneske ved den lokale pølsevogn end med en forsker.
Det er nu dokumenteret. En ny undersøgelse fra den tyske forsker Laurenz Guenther giver befolkningen ret i deres skepsis mod forskning i indvandring.
Guenther skal vi i øvrigt holde øje med. Han er en ung og modig mand, der tidligere dokumenterede et enormt gab mellem elite og befolkning. Den gennemsnitlige vælger ønsker strammere udlændingepolitik end den gennemsnitlige politiker. Selv indvandrere og veluddannede ønsker mindre indvandring end politikerne. Ja, den gennemsnitlige vælger er mere konservativ end konservative politikere.
Men nu til Guenthers seneste artikel, der behandler en stribe store undersøgelser.
Samme data, modsatte konklusioner
I 2022 gennemførte et forskerteam et bemærkelsesværdigt eksperiment. De rekrutterede 158 forskere fordelt på 71 teams til at teste den samme hypotese: “Større indvandring reducerer offentlig opbakning til velfærdspolitikker.” Alle teams fik nøjagtig de samme data – surveyundersøgelser fra 31 lande kombineret med immigrationsstatistik fra Verdensbanken, FN og OECD.
Før analysen skulle forskerne dog besvare ét spørgsmål: Mener du personligt, at indvandringslove i dit land skal lempes eller strammes?
Resultatet var slående. 72 procent af forskerne mente, lovene skulle lempes. 17 procent var neutrale. Under 8 procent ønskede stramninger.
illustration. fra guenthers artikel, jeg linker til https://laurenzguenther.substack.com/p/why-immigration-research-is-probably
Ikke en eneste forsker valgte den mest restriktive position. Altså den som ofte er blandt de mest populære i befolkningerne. Forskernes holdninger lignede med andre ord politikernes: Begge grupper er langt mere pro-indvandring end vælgerne.
Da forskerne derefter analyserede de identiske data, var der vidt forskellige tolkninger. 28,5 procent fandt støtte til hypotesen om, at indvandring underminerer velfærdsopbakning. 60,7 procent konkluderede det modsatte.
Ideologi forklarer resultater
I et opfølgningsstudie fra 2024 undersøgte George Borjas og Nathan Breznau, om forskernes personlige holdninger kunne forklare deres modstridende fund. Konklusionen var nedslående for forskningens troværdighed.
Pro-immigrationsforskerne fandt selvfølgelig positive effekter: Indvandring styrker velfærdsopbakningen. Ideologien forklarer resultaterne, hvilket i øvrigt også gjaldt den modsatte gruppe, forskere, der er kritiske over for indvandring.
Men pro-immigrationsforskere udgør langt størstedelen af feltet. Resultatet er en litteratur domineret af ideologisk motiverede “forskere”, der torturerer data, indtil de bekender sig til det ønskede budskab.
Valg af spørgsmål er også ideologisk
Problemet slutter ikke ved analysevalg. Hvilke forskningsspørgsmål, der overhovedet stilles, afslører også bias.
Der findes f.eks. omfattende forskning i befolkningens “fordomme” om indvandring. Forskere spørger folk om specifikke statistikker og sammenligner med de faktiske tal. Men hvilke statistikker vælges? Typisk dem, hvor indvandrere klarer sig bedre end forventet.
Det var for nylig tilfældet i den danske debat, hvor bl.a. Lars Løkke henviste til ny forskning, der viser, at danskerne tror, udlændinge er mere kriminelle, end de faktisk er.
Andre statistikker fortæller naturligvis anderledes historier. Nemlig historier om, at udlændinge er langt mere kriminelle, end borgerne tror. Denne statistik – som formentlig bekymrer befolkningerne mest – er næsten aldrig genstand for forskning i “bias”. Hvorfor ikke?
Tilsvarende fokuserer forskningen primært på immigranters ve og vel frem for værtsbefolkningens.
Asylsystemet evalueres ud fra, hvor godt det tjener asylansøgere – ikke om det er i værtsbefolkningens interesse. At systemet tiltrækker uproduktive individer, fordi det giver sociale ydelser uden krav om kvalifikationer, diskuteres sjældent i forskningen.
Danske paralleller
Selvom vi mangler danske undersøgelser, der direkte matcher de studier af forskeres politiske holdninger, Laurenz Guenther fremlægger, er der grund til at formode tilsvarende mønstre.
Van de Werfhorst dokumenterede i 2020 venstrebias i europæisk akademia generelt, særligt udtalt omkring indvandringsholdninger. Danske samfundsvidenskabelige miljøer rekrutterer fra den samme uddannelsesmæssige og kulturelle baggrund, som producerer venstrebias i andre vestlige lande.
Se bare på, hvad der forskes meget i: Diskrimination på arbejdsmarkedet, fordomme blandt etniske danskere, positive effekter af mangfoldighed, barrierer for integration.
Og hvad forskes der mindre i? Langsigtede økonomiske omkostninger for forskellige immigrantgrupper, kulturelle værdikløfter, sociale omkostninger ved parallelsamfund, etniske danskeres oplevelse af at blive minoritet i egne kvarterer.
Når kriminalitet blandt indvandrere diskuteres, er fokus næsten altid på socioøkonomiske forklaringer, som utvivlsomt er delvist valide. Men kulturelle faktorer? Nej, det er frygtelig konservativt, højreorienteret.
Konklusionen er næsten altid: “Vi skal investere mere i forebyggelse.” Sjældent: “Måske skal vi være mere selektive med, hvem vi lukker ind.”
Og hvem argumenterer mon for fordelene ved remigration?
En selvdestruktiv dynamik
Konsekvenserne er alvorlige, ifølge Guenther.
Frugterne af den dybt upålidelige, skævvredne forskning bliver plukket af ideologisk beslægtede journalister – DR og store aviser har dokumenteret overvægt af venstreorienterede – som indrammer budskabet yderligere til venstre. Politikere bruger så disse fremstillinger til at retfærdiggøre en upopulær politik. Som at lade udvisningsdømte gå frit omkring i samfundet.
Befolkningen reagerer rationelt: De bliver skeptiske over for videnskaben. Højrepartier fylder det opståede repræsentationsgab. Og når de vinder magten, nedskærer de universitetsmidlerne, særligt til humaniora og samfundsvidenskab.
Disse nedskæringer er populære hos borgere, der ofte med god grund har lært at mistænkte forskningen.
Løsningen? Ideologisk diversitet i forskningen. Videnskabelig stringens kræver reel intellektuel uenighed.
Så længe over 70 procent af indvandringsforskerne vil lempe lovene, vil forskningen forblive propaganda, befolkningerne gør klogt i at afvise.
Af Kasper Støvring, forfatter og ph.d.