Da Keir Starmer for nylig blev spurgt, om Rachel Reeves ville forblive finansminister indtil udgangen af sin embedsperiode, undgik Starmer at give et klart ja.
Med finansmarkederne i oprør, og uden at støvet var begyndt at lægge sig over Reeves’ kontroversielle budgetforanstaltninger, der blev annonceret i oktober, måtte Starmer give et politisk svar, dog ikke et præcist svar.
Det skriver Tom Harris i The Telegraph. Harris er en tidligere Labour-politiker, som var minister under Tony Blair. Han var senere leder af den skotske Brexit-kampagne. Harris mener, at Starmer burde have indset farerne ved sin tvetydighed over for markederne, sin egen regering og sit eget parti.
Men det gjorde han ikke. Premierministeren fremstår mere som en højtstående, velmenende embedsmand end som en politiker, siger Harris. »Starmer mangler politiske instinkter.
Dette vil skabe flere problemer for regeringen i fremtiden, men nu må han affinde sig med den unødvendige skade, han har påført Reeves’ autoritet.
Hvis der er noget, Reeves bestemt ikke har brug for, så er det hjælp fra sin chef til at miste autoritet. Hendes drakoniske skattepolitik, har gjort Reeves dybt upopulær blandt de britiske vælgere, og chokerede landmænd.
Starmer selv har det svært, og det hjælper ikke, at den kommende leder af Storbritanniens vigtigste allierede, USA, befinder sig i konstant konflikt.
Starmer og Reeves slutter sig til en række historiske konflikter mellem britiske premierministre og deres finansministre.
Men det var først i de sidste dage af Margaret Thatchers regeringstid, da et skænderi om udnævnelsen af premierministerens økonomiske rådgiver, førte direkte til Nigel Lawsons afgang som finansminister, at det fik den sæbeopera-dimension, som vi alle kender i dag.
Et år senere, i 1990, gik Thatcher også af. Bag kulisserne hjalp Lawson og den tidligere finansminister Geoffrey Howe, John Major med at flytte ind i Downing Street. Major var i øvrigt Lawsons efterfølger som finansminister, så Thatcher og finansministre var ikke et godt match.
Senere kom den politiske sæbeopera over alle politiske sæbeoperaer: TBGB. Den handler om »den særegne, bizarre, selvoptagede og pinlige rivalisering, mellem Tony Blair og Gordon Brown, som til sidst tvang Blair ud, og tre år senere hele regeringen«.
Det var finansminister Brown, der overtog posten som partileder og premierminister, efter Tony Blair i efteråret 2006. Brown og hans allierede spillede en nøglerolle i dette politiske spil.
Historisk set ser det ud til, at det ikke ligefrem er et skaktræk for en premierminister, at ende i konflikt med sin finansminister.
David Cameron og hans finansminister George Osborne, lærte af fortidens fejltagelser og skabte et nyt, produktivt forhold mellem Downing Street nummer 10 og 11.
Begge indså, hvad Brown (og Blair) ikke gjorde: at forholdet mellem dem ville afgøre, hvor vellykket både deres, og koalitionsregeringens, embedsperiode ville blive.
Men Tory-partiet blev også påvirket af konflikter mellem premierministre og finansministre. Theresa May havde et godt forhold til Philip Hammond, hvilket kan have forlænget hendes periode. Værre var forholdet mellem Boris Johnson og hans finansminister Rishi Sunak.
Sunak bidrog til, at Johnsons embedsperiode blev kortere, end han havde håbet på, da han i 2022 vendte sig mod ham, fordi han havde fået samme bødeforlæg for overtrædelse af covid-retningslinjerne, som Sunak selv havde fået.
Man må gå ud fra, at Sunak forventede at blive Johnsons efterfølger, men først var der en kort periode med Liz Truss i Downing Street. Truss kom også i konflikt med sin finansminister, Kwasi Kwarteng.
Det endte med, at Truss fyrede ham som finansminister, efter at det såkaldte mini-budget skabte røre på finansmarkederne.
Kwarteng blev senere interviewet af BBC.
Han sagde, at han fortalte hende, at det var »vanvid« at fyre ham, og at hun kun ville holde »tre eller fire uger«, hvis hun gjorde det.
»Jeg havde ingen anelse om, at det kun ville blive seks dage,« tilføjede han.
Kwarteng blev erstattet af Jeremy Hunt, som fortsatte som finansminister i hele Sunaks embedsperiode.
Så tog Starmer og Reeves over.
Vi troede og håbede alle, at Starmers forhold til Reeves ville være stabilt, positivt og langsigtet. Det er det måske stadig, men Starmers fumlen med bolden i går, gør en sådan udsigt unødigt usandsynlig.
Sådan er situationen i dag. Labour-regeringen er under pres fra alle sider, og det sidste, Starmer har brug for, er en konflikt i regeringen, især ikke en konflikt med hans vigtigste kollega.
Vi er vidne til et politisk korthus, som er ved at falde sammen. Starmer og Reeves klarer sig, uanset hvad der sker. Det ser værre ud for den plagede britiske befolkning.
Britiske familier i middelklassen vil rammes av skatteøkning på nesten 8000 pund i 2025
Kjøp «Veien fra ateismen til det totalitære» av Olavus Norvegicus. Du kan også kjøpe eboken her.