Da jeg var dreng, samlede jeg på klistermærker. Jeg klistrede dem ikke på noget, men gemte dem i et lille hæfte, der lige så stille voksede til en mappe. Jeg gemte mappen et sikkert sted og byttede klistermærker med mine venner og skolekammerater. Uden at jeg havde forstand på den slags, var mine favoritter de grafisk enkle mærker som Gulf, Esso, Texaco, Michelin, og jeg havde muligvis en medfødt svaghed for fossile brændstoffer. Min far elskede biler, min morfar endnu mere. Jeg blev samler.
Men så – uden at jeg helt kan forklare hvorfor – begyndte jeg at pille bagpapiret af og sætte klistermærkerne på ting: min madpakke, skoletaske, min lille kuffert, på døren til mit værelse. Da klistermærkerne kom i brug, svandt min samling ind.
Med årene mistede jeg interessen for klistermærker. Lige indtil fornylig, da jeg så et bestemt et sidde bag på biler, elbiler, dvs. bag på Teslaer. ELON SUCKS stod der på klistermærket.
Du kender det naturligvis. Det har været meget omtalt vidt og bredt. Jeg ser bilerne køre rundt i trafikken med klistermærket, særligt i de pæne områder og kvarterer. Eksempelvis den berømte tegner, filmmand og klimaaktivist Anders Morgenthaler, som har set sig sur på Elon Musk og sælger mærker til danske Tesla-ejere via hjemmesiden https://www.elonsucks.dk/
Anders Morgenthaler gør det ikke for sjov. Han mener det alvorligt. Han elsker sin Tesla, men hader bilens amerikanske opfinder. Derfor opfordrer han brugerne til at gøre oprør. Ved at sætte klistermærket på deres egen bil.
Jeg må indrømme, at jeg umiddelbart fandt ideen komisk. Men der ligger en mening bag, som er værd at undersøge. Ikke for at polemisere mod tegneren, han interesserer mig ikke. Min intention er at beskrive en moderne mennesketype.
En mennesketype, der gerne kritiserer den materielle civilisation, men alligevel elsker sin bil og vælger at udtrykke sin politiske identitet gennem den. Først ved at købe den politisk korrekte bil. Derpå ved at forsyne den med et tegn på protest.
Hvad siger denne adfærd om mennesket?
Den siger noget centralt om en mennesketype, hvis sjæl er rettet mod det kollektive gode – sådan som tidsånden opfatter den, herunder klima, bæredygtighed og en dertil knyttet kritik af økonomisk vækst. Det var i denne ånd, Teslaen blev solgt i Europa, og er en af grundene til, at mærket blev en stor kommerciel succes i Skandinavien: som en slags selvundertrykkelse, tilpasning og konformitet. Det er min tese.
Nu kommer så antitesen: klistermærket.
Klistermærket er det modsatte af selvundertrykkelse; det er selvudfoldelse og ambition. Franskmændene har et udtryk for det: amour-propre. Vi møder det hos Rousseau, der beskrev sig selv som en kender af det menneskelige hjerte og i 1700-tallets midte advarede imod samfundslivets korruption og fremmedgørelse af det naturlige i mennesket med indførelsen af ejendomsret, komfort, penge, handel, banker, caféer, filosoffer og influencere på hvert et gadehjørne.
Rousseau mente, at forfængeligheden – og uligheden – tiltager med graden af civilisation. Penge kan ikke købe moral; de gør heller ikke mænd og kvinder til borgere. Snarere forholder det sig sådan, at jo flere ting, vi køber og omgiver os med, jo mere afhængige af social anerkendelse og bifald bliver vi. Moderniteten gør os til modedyr og vindbøjtler; få milimeter under vores påtagede anstændighed, krammeri og progressivitet lurer jalousien, mistænksomheden, frygten, kulden, hadet og bedraget. Urbaniteten, kunsten, videnskaben er slør for virkeligheden, se bare på Frankrig. Paris er smuk, men den franske offentlighed digiteres af saloner, sekter, lukkede selskaber og eliter, mens landbruget lægges for had og den militære disciplin og patriotisme svækkes. Frankrig kan prale med en overflod af astonomer, geologer, kemikere, læger, digtere, musikere og kunstmalere. Men der er ingen borgere, sådan som Rousseau definerer dem. Derfor så han tilbage på tabet af antikkens mandhaftige krigerstat Sparta og en fjern guldalder med isolerede kernefamilier i små, selvforsynende landsbyer i de schweiziske alper med vemod, velvidende at begge dele var tabt for evigt. Historien havde slugt alle utopier og tromlede videre.
Her kommer syntesen. For mødet mellem tese og antitese fører os et niveau nærmere forståelsen af, hvorfor den skitserede mennesketype opfatter det som heroisk at klistre ELON SUCKS bag på sin dyre elbil.
Denne mennesketype synes mere end noget andet vældig optaget af sin egen performative rolle, først gennem kollektivisme, siden gennem individualisme. Købet af Teslaen er det første, påsættelsen af klistermærket det andet. Således formår det moderne menneske konstant og elegant at placere sig i det moralsk korrekte spotlight og på den rigtige side af historien, selv når det gælder noget så banalt som et køretøj. Det er faktisk genialt: Den ene dag er teslamennesket klimaaktivist – »fordi vi skal redde kloden«. Den næste dag er teslamennesket anti-Musk, »fordi jeg har gennemskuet idioten.«
Det ville være en underdrivelse at konkludere, at forbrug og moral går hånd i hånd. Politik, forbrug og moral bliver simpelthen en ny treenighed.
Ser man først sådan på denne performative adfærd, er den socialt perfekt, fordi den gør det muligt både at tilfredsstille tidsånden og at stå frem som en modig oprører. Syntesen camouflerer forfængeligheden. Konflikten mellem tese og antitese et tryllet væk, det samme er hykleriet. Det er sådan, forfængeligheden fungerer. Den lokker den enkelte til at underkaste sig den offentlige mening og skaber et nyt selv i en ond spiral. Det er forfængelighedens bedrageriske mål: at fremstå altruistisk, når man i virkeligheden er både konform og selvisk.
Min datter på seksten sagde: Hvis du virkelig hader Elon Musk så meget, så sælg dog din Tesla og kom videre. Men nej, sådan spiller klaveret ikke. Det moderne liv, som det leves af denne mennesketype, er gennempolitiseret.
Ifølge denne forståelse af verdens fænomener er en bil ikke blot et køretøj. Det er ikke bare nyt, brugt, slidt, flot eller grimt. Køretøjet vokser og bliver til noget langt større og vigtigere, fordi forfængeligheden spiller os sit sædvanlige puds. Derfor tror vi ikke længere, hvad vi ser – en bil – men ser, hvad vi tror – et udtryksmiddel for progressivitet.
Igen kommer Rousseau os til hjælp. For i takt med, at moderne mennesker lever stedse tættere på hinanden i urbane kvarterer, lejlighedskomplekser og storbyer af glas, stål, beton og asfalt, kommer de stedse mere under observation af andres øjne, linser og kameraer. Da ønsker vi tilsvarende mere opmærksomhed og anerkendelse.
Til dette nye begær efter andres blik hører en stigende bevidsthed om de små forskelles betydning, voksende social ambition og afhængighed af den offentlige mening. Den offentlige mening er andres mening, som vi gør til vores, men udgiver for at være vores egen. På denne kunstige og tillagte måde kommer det moderne menneske nemt til at leve udenfor sig selv, gennem andres optik i en frivillig underkastelse.
Det moment, forfængeligheden fødes, er det øjeblik, hvor andres meninger bliver en afgørende psykologisk mekanisme i vores tilværelse. Med Rousseaus egen rammende formulering: »Den offentlige mening er for den menneskelige forfængelighed, hvad instinkterne er i naturen.«
Hermed forstår vi måske, hvor dybt et behov ELON SUCKS tilfredsstiller. Vores moderne sjæl sidder i øjnene. Andres øjne.