Den offentlige folkeskole er er præget af problemer som uro, vold, dårlig trivsel og utilfredsstillende faglige resultater. Folkeskolelærernes faglighed og elevernes uddannelsesniveau fortsætter med at falde. Da folkeskolen er første led i den uddannelsesmæssige fødekæde, kan konsekvenserne af den katastrofale tilstand i folkeskolen ses tydeligt i resten af uddannelsessystemet. En præstationsforskrækket og uambitiøs socialdemokratisk taberkultur, som politikerne på begge fløje har opbygget i undervisningssystemet, betyder, at alt for mange ukvalificerede optages på universiteterne, fordi for mange ukvalificerede kommer i gymnasiet. Og det skyldes igen, at undervisningsniveauet er for lavt i fødekædens første led – folkeskolen.
Fagligt og dannelsesmæssigt kollaps
Flere generationer i Danmark har lidt et massivt dannelsestab, fordi der er mere fokus på folkeskolen som et socialpolitisk redskab end som dannelsesinstitution. Reformpædagogernes hetz mod ”den sorte skole” har medført en nedvurdering af elementær viden om historie, samfundsforhold, kulturhistorie, naturvidenskab, klassiske dannelsesidealer og traditionelle dyder som respekt for faglighed. Det helt grundlæggende problem med den danske folkeskole er, at der er sket et dannelsestab, et fagligt tab og et tab af disciplin.
Den herskende rundkredspædagogik og socialdemokratisk fagforeningskultur har ødelagt respekten for basale færdigheder i skolen. I stedet for at give eleverne brugbare kundskaber har de røde reformpædagoger siden 1970’erne set som deres mission at gøre eleverne til lykkelige og harmoniske mennesker med ”kulturel forståelse og globalt udsyn”. Skolerne har nedlagt det klassiske skema, slået fagene sammen og kører primært projektundervisning. Danske skolebørn skal i dag mestre det ”agile”, kunne operere ”tværfagligt”, samt lære at blive tolerante, konfliktnedtrappe og placere sig i kønsdebatten. Konkrete færdigheder viger for højtflyvende læringsmål og smarte kompetencer. Børnene oversvømmes med ”ansvar for egen læring” og krav om at ”innovere”. Kravene er enorme og ofte helt ude af trit med børnenes udviklingstrin. Eleverne bliver mødt med abstrakte krav om at styre gruppeprocesser, forhindre mobning, klare integrationsopgaven eller løse gåden om sult i verden. De skal kunne forholde sig til problemer, de fleste voksne ikke ser sig i stand til at løse. Det kan derfor ikke undre, at danske skoleelever klarer sig middelmådigt i internationale undersøgelser.
Alle danske børn skal være lige dumme
Folkeskolen er blevet et instrument for socialdemokratisk ligemageri, der er et mål i sig selv, i stedet for at være en dannelses- og oplysningsinstitution. Folkeskolen er udmærket for de gennemsnitlige, fordi det danske undervisningssystem hylder principperne om, at ”Hvad ikke alle kan lære, skal ingen lære” og ”Hvis alle ikke kan blive lige kloge, skal alle være lige dumme”. De røde reformpædagoger har sat fordummelsen i system og uddanner elever efter laveste fællesnævner. De har afskaffet elevernes lektier og hjemmearbejde, de laver forsøg med karakterfri skoler og advarer om, at det vil skabe tabere i skolen, hvis der bliver stillet krav til eleverne. Alle er dygtige! Når talen falder på mangel på færdigheder og viden hos eleverne, er pædagogernes standardsvar ”Men så kan de så meget andet…”.
Miseren drives af lærerne, som efterspørger nye spændende projekter, der kan genskabe deres personlige arbejdsliv i nye rammer. De sætter derfor ”fremtidens skole” i søen med jævne mellemrum. Ofte uden at skele til de erfaringer, der har været gjort med lignende projekter, hvor skolen er blevet nedbrudt og genfortalt på en ”ny og innovativ måde”. Og eleverne forsøger at følge med, så godt de kan.
Folkeskolen udklækker funktionelle analfabeter
Efter ti års skolegang er der 11,8 procent af afgangseleverne, der ikke kan læse, skrive eller regne på et tilstrækkeligt højt niveau til at få 02. Antallet af dumpede i dansk og matematik er steget fra 8,6 pct. i 2016-2019 til 11,5 pct. i 2023. Hver 12. elev dumper nu folkeskolens afgangsprøve i matematik. Det siger sig selv, at det at dumpe i de to nøglefag kan gøre det svært at komme videre i uddannelsessystemet og bestride et job i fremtiden.
Men også blandt klasseværelsernes elite er der markant færre elever, der scorer topkarakterer. I den gennemsnitlige 9. klasse på 20 elever i dag, er der kun 2 talenter i dansk læsning – for ni år siden var der 6. Kun 1 ud af 10 gør sig nemlig fortjent til en karakter på 10 eller 12 i dansk læsning, mens det ved afgangseksamen i 2016 var 3 ud af 10. Læsning handler vel at mærke ikke om at kunne læse ordene, men om at forstå det, man læser. Har man svært ved at læse og forstå en tekst, er det svært at forstå en matematisk problemstilling, en forsøgsbeskrivelse eller at afkode informationer i historiske kilder. Læseevnen påvirker derfor elevernes faglige formåen på tværs af samtlige fag.
Det kan derfor ikke undre, at den danske folkeskole er blevet en pølsefabrik, der udklækker funktionelle analfabeter. Over 600.000 voksne danskere (svarende til 16 pct. af alle voksne danskere) mangler basale færdigheder i dansk og matematik, og 1 mio. voksne mangler digitale færdigheder på basalt niveau. Det er på alle måder et nederlag for det danske samfund, hvor toppolitikere og ledere i årtier har talt om behov for at ruste flere til uddannelse og til at blive en aktiv del af arbejdsmarkedet.
Det går ned ad bakke med lærernes faglighed
Gode skolelærere har stor indflydelse på børnenes tilknytning til arbejdsmarkedet, på uddannelse og på løn. Ifølge OECD er danske lærere væsentligt dårligere til at læse, til matematik og til problemløsning end lærerne i de lande, som Danmark plejer at sammenligne sig med. Læreruddannelsen i Danmark er en fiasko. Mange studerende kommer igennem uddannelsen med en ”ringe studieindsats”. De studerende bliver ikke mødt med tilstrækkeligt høje krav, fordi der mangler en ambitiøs læringskultur, og læreruddannelsen kan ifølge de studerende klares ved at læse 15 timer om ugen. Det beskedne karakterkrav på læreruddannelsen sender et forkert signal og tiltrækker de forkerte ansøgere. Mens lærere tidligere blev rekrutteret fra befolkningens intelligensreserve, er lærerstuderende de sidste 20-30 år blevet rekrutteret blandt unge, der har svært ved at blive optaget på andre uddannelser. Skolelærer er derfor blevet et lavstatusfag, som mange erfarne lærere søger væk fra, alt imens de erstattes af unge uden erfaring og de rette kompetencer.
Man estimerer, at 15.000 læreruddannede arbejder andre steder end i folkeskolen. Af de ca. 2.000 nyuddannede lærere fra 2018 arbejdede 1.200 i folkeskolen umiddelbart efter endt uddannelse. Tallet var 900 efter fem år. Det er bemærkelsesværdigt, at ca. 40 pct. af de nyuddannede lærere helt fra starten vælger folkeskolen fra. Størstedelen af de lærere, der har forladt folkeskolen, men som stadig er i undervisningssektoren, er ansat i private grundskoler. Manglen på lærere betyder, at hvor det i 2012 blot var hver tiende, er det i dag hver sjette underviser i den danske folkeskole, som ikke har en læreruddannelse. I en række kommuner bruger man derfor så mange vikarer til at dække timerne i folkeskolen, at mere end hver tiende skoletime bliver varetaget af en vikar.
Grundskolen er opdelt i et A- og B-hold
Siden årtusindskiftet er grundskolen blevet stadig mere opsplittet i forhold til forældrenes etniske herkomst, uddannelsesmæssige baggrund, indkomst og offentlige forsørgelse. Børn til lavt- og højtuddannede klumper sig mere og mere sammen på hver deres skoler. De fattige og ressourcesvage (B-holdet) i folkeskolen, og de rige og ressourcestærke (A-holdet) i fri- og privatskolerne. 20 pct. af danske børn svarende til 120.000-130.000 børn går i privatskole. For 10 år siden var det 17 pct. Blandt de mest velstillede borgere er andelen af børn, der går i privatskole, tæt på 50 pct. De højtuddannede fravælger folkeskolen på grund af manglende værdigrundlag, faglighed og evne til at opretholde disciplin samt det store antal utilpassede elever med muslimsk baggrund, som ødelægger skolemiljøet. De ønsker ikke, at deres børn skal være en del af velfærdsstatens socialpolitiske eksperiment.
Tendensen til, at overklassens og den højere middelklasses børn går i private skoler, er den samme i hele landet. Forældre til elever på frie grundskoler har typisk en højere indkomst og en videregående uddannelse og er sjældnere enlige forældre. Andelen af forældre med ikkevestlig baggrund i de frie grundskoler er faldet siden 2010, mens den er steget på folkeskoler. Når de riges skoler er fagligt bedst, skyldes det bl.a., at nyuddannede lærere med høje karakterer bliver fortrinsvis ansat på de ressourcestærke private skoler. Nyuddannede lærere, der klarede sig relativt dårligt i gymnasiet, bliver derimod ansat på de ressourcesvage folkeskoler. Folkeskolen er således ikke længere det, som den har skullet hidtil – at være den almene brede ”folkets” skole, hvor danskerne møder hinanden på tværs af sociale grupper.
Undervisningseffekten eller løfteevnen er et mål for, hvor meget de enkelte skoler er i stand til at gøre eleverne i afgangsklasserne fagligt dygtigere sammenlignet med, hvad man kunne forvente i forhold til deres forældres baggrund – bl.a. uddannelsesniveau, indkomst og beskæftigelse. Hvad det angår, gør privat- og friskoler eleverne fagligt dygtigere end folkeskoler. Det skyldes i vid udstrækning, at forældre, der vælger disse skoler, er mere engagerede i deres børns skole og undervisning og derfor i højere grad hjælper med til at ”løfte” eleverne fagligt.
Et statsordineret og børnefjendtligt børnesyn
Årtiers misforståede reformpædagogiske strømninger – på det seneste under navnet ”det nye børnesyn” – betyder, at lærernes autoritet er afgørende udfordret, og at hverken de særligt udfordrede elever eller normalgruppen får en velfungerende skolegang. Det nye børnesyn er typisk centreret om barnet som rettighedshaver. ”Skolen skal tilpasse sig barnet”, ”barnet skal høres og inddrages” og ”barnet gør det så godt, det kan”. Barnets Lov foreskriver, at børn skal høres og bestemme, som om de var voksne. Det er ulykkeligt, for børn har behov for, at de voksne sætter grænser og meget klart viser, hvad der er rigtigt og forkert. Det er umuligt for lærere og pædagoger at sætte sig igennem og sætte en elev uden for døren, selvom eleven larmer eller udviser voldelig adfærd. For man skal hele tiden spørge ind og tage hensyn. Det betyder ofte, at man ikke får sat grænser, der er tydelige. Og det er stressende for læreren, men også meget uhensigtsmæssigt for barnets dannelse. På den måde tilsidesætter det nye børnesyn selve barndommens præmis – at børn er under udvikling og skal lære at gebærde sig i et fællesskab. Loven kommer med en klar opfordring til kommunerne om at formulere og arbejde med et ”fælles børnesyn”. På den måde er det nye børnesyn blevet til et statsordineret børnesyn.
Børnesynet skaber en konsensus om, at individet er og skal være i fokus, og skolen skal tilpasse sig barnet. Eleverne forhandler, for det er jo en rettighed, de har. De tiltros et ansvar for deres egen læring, de ikke er klar til. På den anden side tiltros de intet eller et meget beskedent ansvar for deres egen adfærd. Hvis de opfører sig grænseoverskridende, må det være noget i ”skolens ramme”, der er galt, og som skal korrigeres. Hvis en lærer for eksempel beder en elev, der støjer meget, og som nægter at høre efter, om at forlade klasseværelset, kan læreren få at vide af sin leder, at læreren ”ikke har det rette børnesyn”.
Forældre svigter folkeskolen
Børneopdragelsen i den danske velfærdssocialisme er uden grænser, regler og struktur. En moderne bølge i den danske børneopdragelse, som i en række kommuner er blevet til konkret politik, forveksles med retten til, at man kun skal gøre, hvad man har lyst til – også i undervisningssituationer. Forvirrede og passive forældre har skabt en generation af skrigende yngel, der ikke evner at opholde sig i det fælles rum, hvilket forklarer det ekstrem dårlige miljø i klasserne. Forældrene formår ikke at sætte rammerne derhjemme og det smitter af på skolen. Når den voksne autoritet svækkes, bliver børnene ofte overladt til sig selv, hvilket kan føre til usikkerhed og manglende forståelse for sociale spilleregler. Børnene er små egocentrerede mennesker, som kun går efter deres egne behov uden at rumme den nødvendige empati, der gør, at man kan indgå i et fællesskab med andre. Hvis forældrene ikke sætter tydelige rammer derhjemme, bliver deres børns adfærd skolens problem – og det går ud over undervisningen, fællesskabet og trivslen i klassen. Når alt er til forhandling derhjemme, og der ingen grænser sættes, bliver det til en normalitet, de tager med i skolen. Og når børn møder op uden respekt for fællesskabet, uden fornemmelse for grænser og uden voksne, der bakker lærerne op, går det ud over undervisningen.
Det bliver ikke bedre af, at lærerne ikke formår at skabe ro og tryghed i skolen, fordi de løser konflikter med den bløde inddragende form. De bruger så megen tid på at kalde til ro og orden, gentage beskeder, mødes med forældre til utilpassede unge og gå til møder med socialrådgivere, at de ikke har tid til at komme rundt om pensum eller til at undersøge den enkelte elevs faglige niveau, behov og muligheder.
Folkeskolen er en forrået skole
Elever får tæsk eller bliver truet på livet. Lærere bryder sammen. Skoler bliver sat under tilsyn eller får påbud om at gøre op med volden. En dagligdag med overfald, kvælertag, skub, ildspåsættelser, spytklatter, spark, knytnæveslag, trusler med kniv og voldsomt nedgørende sprog er blevet normaliseret på skolerne. Lærerne beskriver alvorlige problemer med vold, trusler og intimiderende adfærd: elever, der ”puster sig op” og går tæt op i ansigtet på lærere, tilråb og trusler som ”luder”, ”racist”, ”jeg slår dig ihjel”, og ”jeg har en kniv i tasken”, intimidering af andre elever på arabiske sprog, jævnlige fysiske sammenstød mellem elever, hvor der sker spark, knytnæveslag og slag med genstande, hårde og nedsættende kommentarer mod andre elever, hagekors på skolevægge, heilen i frikvartererne og jødiske børn, der oplever kommentarer som ”jødesvin”, ”fucking terrorist” og ”jeg vil dræbe alle fra Israel”. Hver anden dag indgives i snit en anmeldelse om vold, trusler, seksualforbrydelser eller overtrædelser af våbenloven begået på en dansk folkeskole. Forbrydelserne er så alvorlige, at de bliver meldt til politiet. På få år er elever blevet bortvist næsten 2.000 gange i danske folkeskoler.
Indvandringen fra især muslimske lande er et kæmpe problem. Nogle klasser med mange muslimske elever beskrives som deciderede ”giftige klassemiljøer” med en ”decideret modkultur”. Muslimske elever opvokser i hjem, hvor kulturen adskiller sig markant fra den kultur, de møder i skolen og samfundet generelt. Der er også konflikter med forældre, der har en anden kulturel og sproglig baggrund end den danske. Disse kan være frustrerede, vrede, grænseoverskridende og truende.
Antallet af 15-årige børn af efterkommere fra muslimske lande er vokset med 142 pct. fra 2015 til 2023. Andelen af elever med muslimsk baggrund i det danske skolesystem er i dag 10,7 pct. For alle fag gælder det, at der blandt elever fra muslimske lande er markant færre højt præsterende og langt flere lavt præsterende. Mere end 40 pct. af eleverne fra muslimske lande er lavt præsterende mod 16-17 pct. blandt etnisk danske elever. Den store internationale læseundersøgelse Pirls har vist, at 37 pct. af de danske elever i fjerde klasse ikke altid taler dansk derhjemme. De klarer sig som gruppe markant dårligere end elever, der altid taler dansk derhjemme.
På skoler med en høj andel af muslimske elever er der mange kulturelle konflikter, vold og sammenstød mellem danske og muslimske børn. Grundet mangelfulde danskkundskaber sløver de muslimske indvandrerbørn undervisningen og udfordrer den sociale sammenhængskraft i klassen. Her kommer den meget bløde danske pædagogik til kort. På disse skoler er der talrige vigtige emner, som lærerne må opgive at undervise i, fordi konfliktpotentialet er for stort. Det kan være alt fra Muhammed-krisen til ytringsfrihed til lgbt+-rettigheder til Israel-Palæstina. Dermed udfordres elevernes islamiske normer og narrativer, som de har med hjemmefra, ikke tilstrækkeligt af folkeskolens demokratiske ditto.
På skoler med en høj andel af muslimske elever er der desuden massive problemer med negativ social kontrol. De muslimske elever agerer ”haram-politi” og udfører religiøs kontrol af hinanden. Der bliver holdt øje med, hvem der faster. Hvem der spiser svinekød. Og sågar hvem, der drister sig til at have nissehue på. Denne negative sociale kontrol fører til mistrivsel og hyppige konflikter mellem eleverne. Der hersker også en muslimsk macho- og æreskultur, som gør, at skolemiljøet er præget af kulturkampe og et stærkt gengældelsesprincip, der gør, at konflikter fortsætter og eskalerer.
Inklusionen skader middelklassens børn
Den fejlslagne inklusion i den danske folkeskole er til stor skade for både de almindeligt fungerende elever og eleverne med særlige behov. Det er ikke ualmindeligt, at der i en klasse sidder 27 børn med forskellig etnicitet, på meget forskellige læringsstadier og med forskellige diagnoser, og at der bare er én lærer til at styre løjerne. Det er primært inklusionselever (de såkaldte gråzonebørn) og de muslimske indvandrerbørn, der larmer og ødelægger det for andre i klassen. Det dårlige undervisningsmiljø er årsagen til det chokerende højt fravær blandt folkeskoleeleverne. I skoleåret 2023/24 havde 22 pct. af eleverne mere end 10 pct. fravær. Det svarer til, at omkring 110.966 elever var fraværende i mindst 20 dage på et enkelt skoleår.
Det stigende antal børn med diagnoser udfordrer skolesystemet og er en menneskelig katastrofe for de børn, der ikke længere får den nødvendige støtte, fordi det er der ikke råd til i den danske velfærdssocialisme. I de almindelige 7. og 9. klasser får hver femte elev specialpædagogisk støtte eller har ifølge deres lærere behov for det. Det er en stigning på 33 pct. i forhold til 2015. Ifølge tal fra Danmarks Statistik var der i skoleåret 2012/2013 918 elever, der modtog specialundervisning i en almen skoleklasse. Samme tal var i 2023/2024 steget til 4.251 børn.
Den vigtigste indikator for en velfungerende klasse – og dermed en god skole – er de værdier, eleverne bringer med hjemmefra. De toneangivende elever sætter normen, og deres værdier smitter af på klassen og definerer skoleårene. Værdier, der styrker fællesskabet i klassen, såsom samarbejdsevne, respekt og tolerance, lægges der imidlertid ikke mere vægt på i folkeskolen. I inklusionsdebatten hører man ofte udsagnet ”vi skal lave en skole, der passer til de børn, som kommer”. Der kunne umiddelbart være fornuft i det, men problemet er, at man sætter den laveste fællesnævner for skolen. Folkeskolen tilpasses med andre ord til de særligt udfordrede elever og ikke til de velfungerende børn. Det er derfor ikke middelklassens normer og værdier, som sætter dagsordenen i folkeskolen.
De mange individuelle særhensyn, der i dag gives til den enkelte elev, har også været med til at undergrave fællesskabet i folkeskolen. Elevernes vidt forskellige socioøkonomiske baggrunde vanskeliggør opbygningen af et stærkt fællesskab. Når klassen har et stærkt fællesskab, kan lærerne fokusere på undervisningens indhold. Mangler fællesskabet, ryger undervisningen i baggrunden, fordi tiden i stedet går med konflikthåndtering, gentagen italesættelse af ordensregler.
Generationer af drenge tabes på gulvet
Forskellen mellem pigers og drenges præstationer og karaktergennemsnit i folkeskolen bliver større år for år og slår igennem i hele uddannelsessystemet. Der er i dag flere kvinder, der tager en lang videregående uddannelse end mænd, samt færre unge mænd end kvinder, der får en ungdomsuddannelse. Kønsforskellene betyder et samfundsmæssigt tab, fordi de slår gennem på arbejdsmarkedet, hvor man i dag mangler teknikere, ingeniører og faglærte håndværkere.
Både børnehaver og skoler er indrettet på pigernes præmisser. I pædagogfaget er blot 6,5 pct. af pædagogerne i landets dagtilbud mænd. I den danske folkeskole er andelen af kvindelige lærere ca. 70 pct. og svagt stigende. Der er meget, der tyder på, at den stigende andel af kvindelige lærere hæmmer drengene, fordi der mangler mandlige rollemodeller. De kvindelige lærere belønner de elever, der accepterer at indordne sig og stille læreren tilpas. Det er piger typisk bedst til. Drenge har derimod brug for saglighed, fokus på dygtighed og stræbsom konkurrence, men det får de ikke i den feminiserede skole, der leverer succespædagogik – alle er dygtige, fordi et barn ikke må lide et nederlag. De fleste kvinder er mere fokuserede på relationer mellem mennesker end mænd. Kvindelige lærere fokuserer derfor mere på elevernes sociale relationer samt følelsesmæssigt velvære og mindre på undervisningens faglige indhold. De baserer undervisningen på at opbygge sociale relationer til eleverne, hvilket pigerne gerne vil leve op til. Det vil drengene ikke.
Dårlig kvalitet belønnes med øgede bevillinger
Dårlige resultater får ingen alvorlige økonomiske konsekvenser for de offentlige folkeskoler. Forskning i kommunernes økonomistyring viser en klar tendens til, at folkeskoler med vigende elevsøgning ikke får nedjusteret deres bevilling tilsvarende. Forskning viser også, at politikerne faktisk har en privatøkonomisk interesse i at give flere penge til skoler, der leverer dårlige resultater. Da politikerne ønsker at blive genvalgt ved det kommende valg, er det i deres interesse at vise handlekraft, og det mest nærliggende er at sende flere penge, selv om der findes solid evidens for, at flere penge ikke er løsningen på problemerne på skoler med dårlige resultater. De øgede bevillinger sikrer, at politikerne kan sige til de utilfredse vælgere, at de har gjort ”noget”, og at de dermed ikke har ansvaret for de dårlige resultater. Konsekvensen bliver, at der ikke kommer noget økonomisk pres på skolerne for at rette op på resultaterne. Tværtimod får skoler med dårlige resultater øgede ressourcer og dermed nærmest en slags belønning.
Folkeskolereformen af 2013 var en dundrende fiasko
Folkeskolereformen af 2013 blev vedtaget, fordi folkeskolen havde brug for et massivt løft. Dengang havde 15 pct. af eleverne ikke tilstrækkelige læsekompetencer og 17 pct. forlod skolen uden tilstrækkelige matematikkompetencer. Kun 5 pct. blev vurderet til at være stærke læsere, og mange elever blev henvist til specialundervisning. Skolen formåede heller ikke at bryde den negative sociale arv.
Målet for 2013-reformen var, at mindst 80 pct. af eleverne skulle være gode til at læse og regne i de nationale test. Undersøgelser af folkeskolereformens effekter viser imidlertid, at danske skoleelevers evner i dansk og matematik er blevet markant dårligere. Det er især et stort problem, at børnene forlader folkeskolen uden basale færdigheder i matematik. Der er jo mange uddannelser, som ikke kan gennemføres uden et minimum af matematikevner, og det samme gælder også for nogle erhvervsuddannelser. De ringe matematikkundskaber vanskeliggør realiseringen af ønsket om at få flere ind på de naturvidenskabelige- og andre uddannelser, der forudsætter matematisk indsigt.
Den nedslående konklusion er, at 2013-reformen ikke har haft nogen nævneværdig effekt. Hverken på elevernes faglige resultater eller trivsel. Her ved indgangen til 2026, 13 år efter at 2013 reformen blev vedtaget, står den danske folkeskole med præcis de samme udfordringer som dengang.