I middelalderen overlod man sår og blod til bartskæreren, mens smeden trak tænder ud. Den opdeling – hvor munden behandles som noget uden for kroppen – har vi i praksis fastholdt helt op til i dag. Det er en kulturel arv, ikke en sundhedsfaglig beslutning, skriver tandlæge H.C. Wulff i Berlingske.
”Sygdomme i munden behandles i Danmark på helt andre vilkår end sygdomme i resten af kroppen. Munden er ikke en del af kroppen i den danske sundhedspolitik. Derfor er der mange fortællinger om knækkede tænder, store regninger, tandkødsbetændelse, implantater, der er ved at give op – og helt almindelige mennesker, der simpelthen ikke har råd til den behandling, de har brug for. Der er en virkelighed i Danmark, som politikerne overser.
I tandplejen er systemet præget af visitation, bureaukrati og kommunale konsulenter, der ofte afviser fagligt begrundet behandling af økonomiske hensyn. Resultatet er, at alt for mange mennesker med reelt behandlingsbehov falder igennem. Danskere i helt almindelige livssituationer kan ikke længere betale for nødvendig tandbehandling. Det er mennesker, der har smerter, ikke kan tygge, taber tænder, mister livskvalitet, isolerer sig socialt, undgår at smile og udvikler sygdom, fordi de udskyder behandling. Danmark har brug for et tandplejesystem, hvor almindelige mennesker kan få nødvendig behandling uden angst for store, uoverskuelige regninger – og hvor munden endelig bliver behandlet som en naturlig del af kroppen”.