I går slog jeg noget op om den fare, som kunstig intelligens udgør for demokratiet. Problemet er, at med kunstig intelligens kan ingen vide, om det de ser i en video, på tv eller hører i radioen, afspejler noget, der faktisk er foregået. Ser vi en person sige noget, kan vi ikke vide, om han eller hun har gjort det. Med kunstig intelligens kan man let lade en person udtale det mest afsindige eller i det mindste noget, som han eller hun ikke mener.
Vi er vant til, at medierne beskylder deres modstandere for noget, som de hverken har sagt eller gjort, men AI tillader dem at gå et kæmpeskridt videre, nemlig til at ophæve selve virkeligheden. Og man må desværre frygte, at de og andre aktører vil gøre det. Det drejer sig nemlig om magten for enhver pris. Den globalistiske herskerklasse vil ikke tøve med at tage ethvert middel i brug for at befæste sin position.
Da vi i fremtiden ikke vil kunne stole på, at de digitale mediers historier har noget med virkeligheden at gøre, kunne det være en løsning at gå over til de gammeldags trykte aviser. De kan ganske vist også forfalskes, men det vil være dyrt f.eks. at trykke 20.000 eksemplarer af dagens Kristeligt Dagblad.
Problemet er, at samtlige danske aviser med få variationer deler samme ideologi og verdensopfattelse. De er alle tilhængere af klimatroen, globalismen og kulturrelativismen, og de hader alle ”højrefløjen”. Højrefløjen defineres som enhver, der ikke abonnerer på mediernes verdensforklaring, og da næsten ingen politikere tør bekende sig til noget, der ligger til højre for Danmarks Radio, får borgerne ikke andet end venstrefløjens propaganda.
Alle medier er stort set enige, og derfor må de fleste jævne borgere naturligvis antage, at de kloge fra fjernsynet og Politiken har ret, og at det er dem, det er galt med, når de med egne øjne kan se, at f.eks. islamiseringen udgør en trussel mod deres egen og deres efterkommeres fremtid.
En løsning kunne være at starte en modstandsavis, der beskriver virkeligheden, som den er. Det vil imidlertid kræve en investering på hundreder af millioner, og hvor skulle man få journalisterne og redaktørerne fra – i en situation, hvor journalistik nærmest er blevet synonymt med Enhedslisten og Det Radikale Venstre?
Man kunne prøve at indsende noget til de etablerede aviser, og held og lykke med det. Jeg var engang redaktør for Information, men har i mange år ikke kunnet få noget optaget i den avis, og har derfor ikke prøvet. Jeg har end ikke kunnet få lov at korrigere falske oplysninger.
Så her står vi, mens den herskende klasse slikker sig om munden.