EU's gamle establishment er svækket, og det nye højres indflydelse vokser

EU’s gamle establishment er svækket, og det nye højres indflydelse vokser


Den historie om EU-valget, som den globalistiske magtklasse vil forsøge at fortælle, først og fremmest Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen, er, at det »moderate«, »ansvarlige« og »Europa-venlige« flertal af centrum-højre (domineret af Tysklands CDU), socialdemokratiske og liberale (domineret af Macrons Renaissance) partier stadig har magten i Europa-Parlamentet.

Og hvis man lægger antallet af pladser til EPP, S&D og Renew-grupperne sammen, ser det på papiret komfortabelt ud med omkring 400 af de 720 repræsentanter i Europa-Parlamentet, hvilket er et godt stykke over det krævede flertal på 361. EPP ser ud til at få 185 pladser (+3), S&D 137 (-17) og Renew 80 (-28).

Men i mange af de spørgsmål, der vil afgøre vejen frem for Unionen, vil et sådant teoretisk håndterbart flertal ikke blive en realitet, da den politiske uenighed mellem de tre grupper er for stor. Dertil kommer, at mindst ti procent af repræsentanterne i praksis er politiske særlinge, som langt fra altid er villige til at lade sig piske til at stemme med deres respektive grupper. Og østeuropæiske socialdemokrater er ikke grønne utopister.

ANNONSE






Det betyder, at det reducerede flertal slet ikke er komfortabelt, og at en ny EU-Kommission under ledelse af EPP ikke kan regne med støtte fra både S&D og Renew i alle vigtige spørgsmål. Det rejser spørgsmålet om, hvem der kan indgå i en større koalition, og valget står ganske enkelt mellem De Grønne og Den Nye Højresiden, sidstnævnte består af De Europæiske Konservative og Reformister (ECR) med 73 pladser og Identitet og Demokrati (ID) med 58, samt store partier uden for de politiske familier som Ungarns regeringsparti Fidesz og Tysklands AfD.

Men hverken De Grønne eller Det Nye Højre er særligt tilbøjelige til at være partnere i et permanent samarbejde. Socialdemokraterne vil ikke have noget med sidstnævnte at gøre, men det er også ubehageligt for EPP at gøre sig til gidsel for De Grønne, som er blevet kraftigt svækket og kun har 52 mandater (-22).

Det sidste gælder ikke mindst klimapolitikken, hvor store dele af ikke bare de menige medlemmer af EPP-gruppen, men også dens leder Manfred Weber, er meget tættere på det nye højre og har en særlig forkærlighed for Giorgia Meloni. Mange politikere i de gamle, nominelt konservative partier har fået kolde fødder over for en klima- og energipolitik, der er ved at ødelægge Europa.

Og selv om Ursula von der Leyen (CDU/EPP), som er kvinden bag EU’s »New Green Deal«, er nødt til at lade som om, at hun er lige så engageret i klimaforandringer som altid, er hun selv klar over, at både politiske og økonomiske realiteter tvinger hende til at gøre noget andet i praksis.

Men først skal hun vælges, og for at gøre det skal hun søge støtte uden for trioen EPP, S&D og Renew. I betragtning af at EPP er blevet større og de to andre mindre, og at dele af EPP ligger tæt på det nye højre, er det let at forestille sig, at von der Leyen bliver nødt til at indgå en aftale med det nye højre.

Det efterlader kun lidt plads til politiske manøvrer bag kulisserne, og en af dem, der kan påvirke kommissionsformanden, er ECR-gruppen, som domineres af Giorgia Melonis parti Fratelli d’Italia. Den italienske premierminister har set dette komme i lang tid og forsøger utvivlsomt at trække i trådene, så godt hun kan. Hun giver ikke sin støtte til von der Leyen gratis.

Meloni er også politisk styrket, fordi hun er den eneste regeringschef i et af de store EU-lande, der gik frem ved det seneste parlamentsvalg. EU-valget var en katastrofe for både Emmanuel Macron, hvis parti var halvt så stort som RN, og Olaf Scholz, hvis parti blev overhalet af AfD. De to vil forblive i embedet, stærkt svækket, indtil foråret 2027 og efteråret 2025.

I sidste ende er det konsekvenserne af EU-valget i Frankrig, der er den største symbolske sejr for Europas nye højrefløj. Det kommende nyvalg kan betyde et fransk politisk jordskælv, som vil give genlyd i hele Europa.

Hvad angår EU, vil det være et helt andet EU-Råd, hvis Frankrigs næste regering ledes af Marine Le Pens parti Rassemblement National. Så vil den gamle »akse« mellem Frankrig og Tyskland også være uigenkaldeligt død. Med andre ord kan dynamikken mellem EU’s institutioner være helt anderledes om et par uger.

 

ANNONSE









Source link