Der er øjeblikke i historien, hvor det, der fejres som befrielse, i bakspejlet viser sig at være begyndelsen på en ny form for slaveri. Berlinmurens fald var et sådant øjeblik. Vi glædede os – med rette – over sammenbruddet af et totalitært system. Men vi forstod ikke, at det, der forsvandt, ikke kun var en mur af beton, men også en struktur, der håndhævede realpolitisk disciplin, industriel robusthed og civilisatorisk selvbevidsthed i Vesteuropa.
Afslutningen på den kolde krig fjernede den eksterne fjende, der bandt Vesten sammen. I stedet for at bruge sit strategiske manøvrerum til at styrke sin egen suverænitet og forsvarskapacitet valgte Europa at opløse sig selv i normativ idealisme. Den sikkerhedspolitiske realisme, der havde kendetegnet efterkrigstiden, blev erstattet af en absolutisme af rettigheder og grænseløs økonomisk globalisme. EU blev det projekt, der skulle »fuldføre« historien – men i praksis blev det en mekanisme til at afvikle national handlekraft.
Det, der nu udspiller sig omkring München-konferencen, er derfor ikke primært en konflikt mellem Europa og Trump. Det er et sammenstød mellem to forskellige fortolkninger af, hvad Vesten er og bør være. På den ene side insisterer det transatlantiske establishment på, at den »regelbaserede verdensorden« er et moralsk projekt. Den anden side – i Washington, Tokyo og dele af New Delhi – er vendt tilbage til magtpolitikkens realiteter: industriel kapacitet, energi, demografi og strategiske alliancer.
Europa befinder sig i en unik position. Kontinentet har deindustrialiseret sig selv i klimaets og frihandelens navn. Markederne blev åbnet uden at sikre lige vilkår. Grænserne blev åbnet uden at sikre social bæredygtighed. Energiforsyningen blev overladt til geopolitiske rivaler og kaldt »indbyrdes afhængighed«. Resultatet er et Europa, der mangler både forsvar og forsyningssikkerhed – og som samtidig har gjort sig moralsk afhængigt af en amerikansk orden, som det nu fordømmer.
EU-projektet, som det har udviklet sig siden Maastricht, har gradvist flyttet magten fra de nationale parlamenter til en teknokratisk overbygning. Demokratiet er ikke formelt blevet afskaffet, men det er blevet filtreret. Beslutningerne træffes i kommissioner, råd og domstole langt fra vælgernes kontrol. Den politiske energi i medlemslandene er reduceret til gennemførelse af direktiver. Når der opstår folkelige reaktioner – i Italien, Frankrig, Tyskland – beskrives de som »populisme« eller ›ødelæggelse‹. Det er symptomatisk, at enhver appel til national suverænitet nu tolkes som et angreb på »værdier«.
Men hvad er disse værdier værd, hvis de ikke kan forsvares? Hvad betyder retsstatsprincippet uden evnen til at kontrollere territorium? Hvad betyder solidaritet uden økonomisk bæredygtighed? Europas største selvbedrag efter 1989 var troen på, at historien var blevet administration. At konflikter kunne erstattes af konsensus, magt af normer, grænser af aftaler.
I mellemtiden har Kina brugt de samme årtier til at opbygge industri, teknologi og militær kapacitet. Efter et kvart århundrede med globalistisk konsensus er USA begyndt at korrigere sin kurs. Europa har derimod valgt at forsvare netop den konsensus, der har gjort det sårbart. Det er det, der giver hele München-aftalen et mærkeligt præg: en elite, der forsvarer en orden, der allerede er ved at gå i opløsning.
Det mest alvorlige er dog ikke den transatlantiske uenighed. Det er Europas interne svækkelse. Demografisk tilbagegang, selvforskyldt skade på energipolitikken, industriel udflytning og en voksende kløft mellem herskere og de herskede. Berlinmurens fald gav os frihed fra Sovjetunionen. Men det fjernede også den strukturelle tvang til at tage ansvar for vores egen sikkerhed og produktion. EU påtog sig rollen som garant for fred – men uden magtmidler er fred bare en bøn.
Når de europæiske ledere fredag samles på Bayerischer Hof og taler om, at »verdensordenen er ved at blive revet ned«, er det værd at stille et ubehageligt spørgsmål: Er det ordenen, der bliver revet ned – eller er det illusionen om, at den kunne eksistere uden magt, grænser og nationale rødder?
Det værste, der skete for Europa efter 1945, var ikke Berlinmurens fald i sig selv. Det var den mentale afvæbning, der fulgte efter. Troen på, at historien var slut, at nationen var forældet, at suverænitet var mistænkelig. I dette vakuum opstod EU, som gradvist drænede medlemslandene for deres politiske mod.
Nu banker virkeligheden igen på døren. Spørgsmålet er ikke, om Europa skal vælge mellem Trump og Kina. Spørgsmålet er, om Europa igen vil vove at være Europa – et kontinent af nationer, der er ansvarlige for deres egen skæbne – eller om det vil fortsætte med at forsvare et system, der allerede har undermineret dets styrke.
Historien er ikke slut. Den har bare ventet på, at vi skulle vågne op.