Vi lever i en tid, hvor gamle frihedsbegreber smuldrer for øjnene af os, hvor dem, der råber højest om tolerance og mangfoldighed, samtidig lukker døren for ideer, de finder ubekvemme. Renaud Camus’ skæbne er ingen undtagelse – den er et tegn på tiden.
I Storbritannien, den gamle bastion for frihed, nægtes en fransk forfatter indrejse, fordi han vover at fremhæve en ubehagelig sandhed: Europas kulturelle selvopgivelse. Samtidig får titusinder af illegale migranter uden videre adgang, mange med et verdenssyn, der foragter demokrati, foragter ytringsfrihed, foragter alt, hvad Europa engang stod for.
Dette bør chokere enhver, der husker George Orwells profetier i 1984 og Animal Farm. Vi ser nu, hvordan forvrængningen af sproget – »frihed er slaveri«, »mangfoldighed er underkastelse« – ikke længere er dystopisk fiktion, men en realitet i de magtkorridorer, der styrer vores kontinent. De nye herskere kalder sig liberale og demokratiske, men de har for længst smidt disse idealer over bord.
Europa er nu ved at opløse sig selv indefra. Demokratiet dør ikke længere ved bajonetter og kampvogne, men ved love, regler og »accepterede sandheder«, som ingen må stille spørgsmålstegn ved. Folket, populus, er blevet frataget sin autoritet. Nu hersker en ny aristokrati – en klasse af globale eliter, universitetsbureaukrater, mediefolk og karriere-teologer – som alle taler om kærlighed, men handler ud af frygt, kontrol og foragt.
Hvad sker der egentlig med Europa? Der er en stor forandring i gang, ikke kun hos mennesker, men også i ideer, værdier og opfattelsen af virkeligheden. Når kristne åbner deres kirker for kræfter, der afviser og hader deres Herre, når nationale ledere forbyder tænkere, fordi de udfordrer status quo, er det ikke længere kun et politisk problem. Det er en civilisationskrise.
Vi genkender nu den samme dynamik som i Animal Farm, hvor revolutionen, der skulle befri folket, endte i en endnu værre tyranni: »Alle dyr er lige, men nogle er mere lige end andre.« I dagens Europa er alle meninger lige, men nogle meninger er ulovlige. Alle mennesker er værdifulde, men nogle identiteter skal udryddes. Alle religioner er velkomne, undtagen den, der byggede kontinentets katedraler.
Hvad gør vi, når lammet møder slagteren, og kirkens hyrder selv fører fårene til slagteriet i »dialogens« navn? Hvad sker der, når de, der burde forsvare sandheden, vælger løgnens tryghed? Når frihedens forsvarere bliver den største trussel mod friheden?
Vi må erkende, at vi ikke længere lever i de demokratiske samfund, vi troede, vi havde. Demokrati, som vi har lært det, forudsætter frie mennesker, der kan tænke, tale og kæmpe for sandheden. Men i dag formes sandheden af magten, ikke magten af sandheden.
Vi ser nu begyndelsen på det, Camus så klart forudsagde: en tid, hvor kulturel selvhad gør ethvert forsvar for Europa mistænkeligt, hvor kærlighed til sin arv tolkes som had, hvor advarsler stemples som ekstremisme.
Europa forstår ikke de kræfter, det har sat i gang. Som i 1984 kontrolleres fremtiden af dem, der kontrollerer sproget, hukommelsen og historien. De skriver om fortiden, forfalsker nutiden og bestemmer, hvem der må eksistere i offentligheden.
Men der er stadig en vej tilbage – en smal vej, men en mulig vej. Det kræver mod til at se sandheden, til at tale, selv når stemmen ryster, til at forsvare det hellige mod dem, der foragter det, til at stå op for friheden mod dem, der misbruger den.
Renaud Camus blev forbudt, fordi han holdt et spejl op foran Europa. De, der ikke kan bære deres eget spejlbillede, er allerede på vej mod undergangen.
Europa, du, der engang byggede katedraler og proklamerede menneskets ukrænkelige værdighed – hvor længe vil du fortsætte med at nægte at vågne op? Før alt er tabt.
Vågn op, Europa!
Du, der byggede katedraler, bøjer nu hovedet for dine bødler.
I, der sang om frihed, hvisker nu under jeres lænker.
I, der bar lyset, lod mørket kvæle jeres egne børn.
Vågn op!
Husk, hvem I er!
Gør sandhedens sværd rede om jeres lænder og stå fast!
For de, der bøjer sig for løgnen, vil dø uden navn.
Vågn op, Europa!
Før lyset slukkes for evigt.