En 16-årig voldtages på vej hjem fra arbejde. En 30-årig mand tæskes af en flok i metroen. En 12-årig pige tortureres og myrdes i en lejlighed. Tre små piger dræbes i en danseskole.
Bag hver af disse forbrydelser står ikke blot udlændinge, men et helt apparat af myndigheder, der har valgt side. Og det er ikke ofrenes. Den uhørt brutale vold begået af udlændinge modsvares af myndighedernes fatale svigt.
Tusindvis af sager kunne nævnes. Lad os blot holde os til tre aktuelle sager.
Når voldtægt måles i minutter
Sidste år går den 16-årige Meya Åberg gennem en fodgængertunnel i Skellefteå i det nordlige Sverige. Hun har lige afsluttet sit vagtskifte på McDonald’s og missede bussen.
I tunnelen overfaldes og voldtages hun af den 18-årige eritreiske migrant Yazied Mohamed. Meya dropper ud af skolen og opholder sig for det meste i sit hjem. Den tidligere glade skolepige er så traumatiseret, at hun ikke tør gå på gaden. Se denne gribende video med den ødelagte pige.
Der er netop faldet dom i sagen. Mohamed idømmes tre års fængsel. Anklagemyndigheden kræver udvisning, men appelretten for Øvre Norrland afviser.
Begrundelsen? Mohamed har flygtningestatus, og udvisning kræver “en særlig alvorlig lovovertrædelse.” Retten skriver:
“I betragtning af den pågældende forbrydelses art og varighed finder appelretten, at selv om forbrydelsen er alvorlig, er den ikke en særlig alvorlig forbrydelse, der berettiger en udvisningskendelse.”
Læg mærke til den begrundelse: Varighed. Voldtægten varede altså ikke længe nok.
Fire dommere stemte for at lade Mohamed blive i Sverige. En enkelt – Sammy Lie fra Sverigedemokraterna – stemte imod: “I modsætning til flertallet mener jeg, at dette er en særlig grov forbrydelse, og at det udgør en alvorlig risiko at lade Yazied Mohamed blive i Sverige.”
Han blev nedstemt.
Meya er i fast terapi, ødelagt for livet. “Jeg vil sige, at jeg hader ham, og at han har ødelagt mig,” siger hun og opfordrer andre til at tale åbent om overgreb.
Når loven tier for børn
Tidligere på måneden bliver en 30-årig mand overfaldet på Rådhuspladsens metrostation af mindst ni unge af mellemøstlig herkomst. Han får slag med en flaske, han sparkes og trampes i hovedet. Endnu et offer, der må leve med traumer resten af sit liv.
Politiet efterlyser seks gerningsmænd med udlændingebaggrund. Men kun en 14-årig melder sig selv. Han får en samtale med politiet. Så kan han gå hjem igen. For han er under den kriminelle lavalder.
Socialdemokratiets integrationsordfører Frederik Vad kalder det “dominansadfærd med rødder i Stormellemøsten” og “noget af det fejeste jeg kan komme i tanke om.”
Når frygten for racismeanklager fører til mord
Sommeren 2024 går den 17-årige ind i en danseskole i den engelske by Southport. Han dræber tre små piger. Aktuelle høringer viser, at det var en varslet katastrofe.
Rudakubana var stærkt optaget af had, hævn og jihad. Han tog knive med i skole og havde betroet en telefonrådgivning, at han ville dræbe en anden elev.
Skolelederen Joanne Hodson kendte faren. I et møde med Rudakubana og hans forældre spurgte hun, hvorfor han tog kniv med i skole. “Han kiggede mig direkte i øjnene og svarede ‘for at bruge den’.
Forældrene reagerede ikke. De blev ikke vrede, de sagde ikke noget til ham.
Hodson skrev en evaluering til socialforvaltningen. Hun beskrev ham som “ondartet”. Han var “kold og kalkulerende.” Men skoleforvaltningen tvang hende til at ændre ordene. Ved høringen forklarede Hodson hvorfor:
“Jeg fik også at vide, at jeg kun opfattede ham som en trussel, fordi ‘han var en sort dreng med en kniv’. Det vil med andre ord sige, at jeg foretog en etnisk profilering af ham. Det fik mig til at holde kæft.”
Tre gange anmeldte hun ham til antiterrorberedskabet MI5. Tre gange fik hun at vide, at han ikke havde “et ideologisk eller andet ekstremt mål.”
Senere dræbte han tre små piger.
Torturdrabet på Lola
Den 12-årige Lola var på vej hjem fra skole i en forstad til Paris. Hun blev lokket ind i en lejlighed. Her beordrede den 27-årige algeriske kvinde Dahbia Benkired Lola til at klæde sig af og gå ud i bruseren. Hun forgreb sig seksuelt på pigen og “hamrede hendes hoved mod brusebadets væg.”
Derefter viklede hun tape om Lolas hænder, fødder og mund. Hun stak hende mindst 38 gange med kniv. Hun skar delvis hendes hoved af.
Efter flere minutters smertefuld dødskamp døde Lola af kvælning fra tapen.
Benkireds studievisum var udløbet. Hun havde slet ikke lov til at være i Frankrig. Det kostede den lille pige livet.
Lolas far døde i februar 2024 – “af sorg, knust af sine dæmoner,” som moderen Delphine Daviet forklarede.
I fredags idømte en fransk domstol Dahbia Benkired livstid uden mulighed for prøveløsladelse – den strengeste straf i fransk lov. Hun er den første kvinde, der får denne dom.
I det mindste reagerer domstolene her med en streng straf. Ellers er kendetegnene ved alle disse sager og tusindvis af andre, at myndighederne svigter fuldkommen fatalt.
Systemets firefoldige svigt
Hele fire instanser svigter.
Domstolene har opfundet en ny måleenhed: voldtægtens varighed. De beskytter gerningsmandens “rettigheder” højere end ofrets sikkerhed. De sender børn hjem med en bekymringssamtale, efter de har begået grov vold.
Politikerne har i årtier tilladt masseindvandring og ofret deres egne befolkninger. De har gjort europæiske byer til eksperimentarier for multikulturalisme. Med andres børn som forsøgskaniner.
Socialmyndighederne er lammet af frygt. Frygt for at blive kaldt racister får myndighederne til at holde kæft. Akkurat som det skete med voldtægterne af piger i den berygtede Rotherham-sag.
Og borgerne selv? De fleste tier stadig. De stemmer på de samme politikere. De er bange for at sige højt, hvad de tænker, bange for at miste job, venner, anseelse.
Når fejhed bliver politik
Hver eneste af disse tragedier havde én ting til fælles: De kunne være forhindret. Med udvisninger, lange straffe, hjemsendelser, med modet til at tale ærligt og med et stop for indvandring fra lande, hvor gerningsmændene hyppigt kommer fra. Afrika og Stormellemøsten og helt generelt muslimske lande.
Men i stedet har Europa valgt fejheden. Forræderiet.
Meya Åberg er i terapi. Lolas far er død af sorg. Tre små piger i Southport får aldrig en chance for at blive voksne. En 30-årig mand i København bærer ar efter overfaldet begået af en gruppe afstumpede psykopater.
Og gerningsmændene? En fik en bekymringssamtale. En får lov at blive i landet. En kom aldrig for en dommer, før det var for sent.
Kun i Frankrig blev der tildelt en hård straf til forbryderen – som dog slet ikke burde have været i landet.
Af Kasper Støvring