EUfanten i rummet

EUfanten i rummet


asgeraamund.dk

Så er EU-valgkampen skudt i gang eller rettere generalprøven på næste folketingsvalg i Danmark. Danske vælgere elsker ikke Unionen, men accepterer at leve i et glædesløst fornuftsægteskab med Bruxelles & Co. Valget til EU-parlamentet bruger vi i reglen til at straffe eller belønne de politiske partier for deres gerninger i dansk politik. Hvis det denne gang går, som det plejer, kan Liberal Alliance og SF regne med et kanonvalg til EU-parlamentet, hvorimod der venter et hak i trynen til regeringspartierne, der i den seneste måling fra Epinion går markant tilbage i forhold til det seneste folketingsvalg.

Liberal Alliance er nu næsten lige så stor som Socialdemokratiet. Venstre nærmer sig spærregrænsen og Moderaterne, der ved folketingsvalget kunne høste over 9 procent af stemmerne, er nu mindre end de Konservatives 5,9 procent. Det har nok ikke hjulpet på Moderaternes popularitet, at deres EU-spidskandidat igen har Bosset i det og inviteret Afrika og Mellemøsten til at slå sig ned i Unionen. Lars Løkke har derfor forklaret Stine Bosse, at i politik handler det ikke om, hvad du tænker, men om, hvad du siger. Så nu siger fru Bosse ikke så meget mere, men hun tænker fortsat som sit forbillede, Angela Merkel, at ”Wir schaffen das!”, selv om udviklingen siden 2015 har vist, at ” Wir haben das eben nicht geschafft!”.

Det bliver særdeles vanskeligt for partierne at føre EU-valgkamp ud fra deres politiske programmer, som er næsten sammenfaldende.  Alle går stærkt ind for at Unionen skal være førende i ’klimakampen’ og den grønne omstilling. Socialdemokratiet ønsker et humant asylsystem og stop for skattesvindel. Venstre vil have frihed, tryghed og mere handel. Moderaterne kræver afvikling af de resterende EU-forbehold og en grøn landbrugssektor. De Konservative vil gerne have mere handel, kriminalitetsbekæmpelse og sikring af EU’s ydre grænser, og LA stiler mod et EU, der står for fred, frihed og frihandel. Dansk Folkeparti forlanger som den uartige dreng i klassen mere Danmark, mindre EU.

ANNONSE






Det interessante i EU-valgkampen er således ikke, hvad partierne går til valg på, men det, de ikke vil tale om.  Elefanten i rummet fylder meget. Alle kan se den, men ingen tør nævne dens eksistens. Den står der jo bare. Stor og uflyttelig, så det er da nok ikke noget at gøre ved. Elefantens navn er demokratisk underskud og centralstyret bureaukrati. EU er tænkt og udviklet som et politisk projekt og ikke kun et økonomisk samarbejde. I Rom-traktaten fra 1957, som også Danmark har skrevet under på, står der højt og tydeligt i de indledende passager, den såkaldte præambel, at traktatens formål er, at ” skabe grundlag for en stadig tættere union mellem de europæiske folk”. Altså en evindeligt glidende politisk proces hen imod en sammensmeltning af nationer og folk. Da Danmark tilsluttede sig de Europæiske Fællesskaber i 1972, blev denne klare politiske forpligtelse fejet ind under gulvtæppet med en erklæring om, at der kun var tale om den sædvanlige traktat-jargon, da enhver international aftale jo altid forsynes med nogle storladne, grandiose hensigtserklæringer, der kun afspejler form, men ikke reelt indhold.

Et flertal af vælgerne hoppede derfor med på EU-vognen i troen på, at samarbejdet handlede om smørkontrakter, flæskepriser og industrieksport. Unionen er skabt som et føderalt politisk projekt, men er af de fleste medlemmer opfattet som et handelssamarbejde med politiske overtoner. Resultatet er derfor en union, der hverken er fugl eller fisk, men prøver at være begge dele. Hvis den oprindelige unionsplan var blevet gennemført, havde vi stået med et parlament med to kamre som i USA, hvor det øverste kammer, senatet var sammensat af to senatorer fra hver medlemsstat uanset størrelse og befolkningstal. Føderationen ville blive ledet af et stærkt eksekutivt præsidentembede, hvor præsidenten vælges direkte af samtlige indbyggere. Medlemslandene har fuld suveræn politisk selvstændighed med undtagelse af unionens fælles penge- og finanspolitik, udenrigspolitik, trafikadministration og forsvar. Eller vi kunne have haft et afpolitiseret samarbejde om handel, trafik, normer og tekniske standarder, forskning kriminalitetsbekæmpelse, men uden parlament og Kommission. I stedet er vi havnet mellem to stole. EU er udstyret med et parlament uden ret til lovgivning, og hvis autoritet ikke tildeles af vælgerne, men af Kommissionen. Samme kommission, som er EU’s regering, er ikke folkevalgt, men udpeget af medlemslandene.  Kommissionens politiske chef er Ministerrådet, som består af EU-landenes statschefer, der ikke er valgt af EU’s vælgerbefolkning. I stedet er de valgt nationalt og skal genvælges nationalt, hvilket betyder at EU-politikken altid vil være sekundær i forhold til den nationale politik.

Resultatet er naturligvis en organisatorisk rodebutik, hvor Kommissionen har tilraget sig en magtbase, som aldrig har været meningen med unionssamarbejdet. Direktiver og forordninger hagler ned over medlemslandene i kollision med det vedtagne nærhedsprincip. Det har ført til sager om krumme agurker, lakridspiber og kanelsnegle, der ikke pryder EU’s omdømme hos de danske vælgere. Men ingen tør tage elefanten ved snablen og gøre noget ved problemerne.  Ingen af kandidaterne har et bud på, hvad der er galt med EU og, hvordan vi får det løst? Hvordan skal fremtidens EU se ud? Kom med et bud! Tavshed.

Derfor kommer EU-valget i Danmark til at handle om varme hænder på plejehjemmene, Arne-pensionen og St. Bededag. Vi danske er jo heller ikke skabt til at ride på elefanter. Vi er ikke skabte til højhed og blæst. Så ved jorden at blive vi hygger os bedst.

ANNONSE









Source link