”Turning Point USA” kaldte Charlie Kirk sin ungdomspolitiske græsrodsbevægelse, der blev stiftet i 2012. Reaktionerne på hans død har bekræftet vigtigheden af hans projekt, som forhåbentligt kan få selv moderate Demokrater til at vågne op gøre op med kulturmarxismen og radikaliseringen af deres især yngre vælgersegment. Af Kit Louise Strand, medlem af Trykkefrihedsselskabets bestyrelse
Hvilke erfaringer står vi tilbage med ovenpå attentatet på Charlie Kirk?
Mens verden venter på at få endeligt afklaret, om den anholdte Tyler Robinson handlede på egen hånd eller han var sendt i byen til at udføre det beskidte arbejde, kan vi drage en del konklusioner ud fra reaktionerne på Kirks død.
Overalt svømmer de sociale platforme over med kondolencer og udtryk for chok og vrede over drabet på denne begavede, energiske og entreprenante unge mand, der uden uddannelse og i en alder af blot 31 år havde formået at udleve The American Dream ved at skabe den største ungdomspolitiske græsrodsbevægelse for unge konservative i USA, Turning Point USA (TPUSA). Læs evt. min tidligere klumme her: https://www.trykkefrihed.dk/at-goere-skaden-god-igen.htm
Intet under, at hans død har vakt sorg hos hans mange millioner følgere, der har tørstet efter hans positive budskaber: han var selve personificeringen af en revitaliseret WASP (White-Anglo-Saxon Protestant), en ubange, kristen amerikaner, der ønskede, at amerikanerne skulle besinde sig på sine klassiske værdier – ikke mindst retten til at ytre sig frit, hvilket han selv praktiserede på forbilledlig vis.
I et forsøg på at dæmme op for den kulturmarxistiske og nihilistiske ensretning, der siden 60’erne tiltagende har sat sit præg på mange børn og unge i det amerikanske skolesystem, ikke mindst på colleges og universiteter (også af den grund er Trump i færd med at nedlægge det føderale undervisningsministerium), har Kirk siden 2012 turneret USA tyndt for at tale til de unge studerende. Der blev ofte lagt ham hindringer i vejen, men dette til trods var succesen til at tage og føle på: i et destruktivt miljø af offertænkning, critical race theory, en udbredt opfattelse af white supremacy og ofte forfølgelse af unge hvide studerende, faldt Charlie Kirks forfriskende forsvar for personligt ansvar, frihed, kapitalisme, kristendom og konservative kerneværdier på et tørt sted og var med til at skærpe de konservative studerendes argumentation.
Men han prøvede også at nå majoriteten, der var uenig med ham, og behandlede dem, omend selvsikkert, så meget fair.
Prove Me Wrong hed hans kampagne: det havde de generelt svært ved – at overbevise ham om, at han tog fejl – og måtte som regel resignere mod den velartikulerede og velargumenterende Kirk. Debatterne og meningsudvekslingerne blev filmet (og redigeret) og flittigt delt på nettet, og det må have været dybt frustrerende kontinuerligt at blive konfronteret med deres egen og meningsfællers uformåenhed.
Hvor galt det er fat med hjernevasken vidner de mange, mildest talt, modbydelige kommentarer og videoklip, som internettet flyder over med, om – fra især unge, der jubler over attentatet på Kirk. Omkring 60.000 mennesker, inkl. undervisere og ansatte i omsorgsfag har hyldet drabet på Charlie Kirk. Man efterlades mundlam og kvalm over den skadefryd og ondskab, som de frivilligt stiller til skue for hele verden.
Men ikke blot skolesystemet bærer et ansvar for denne demokratiske og moralske deroute af store dele af generation Y og Z; også forældrene må siges at have spillet fallit i forhold til at opdrage, betone et personligt ansvar og til at installere empati og et moralsk kompas i deres børn og unge.
Om end det vil være salt i et blødende sår hos Charlie Kirks efterladte kone og øvrige familie, kunne man næsten håbe, at de mange ækle udsagn får lov at versere lidt endnu på de sociale medier, så straffen for at have udtrykt sig så rædselsfuldt bliver dobbelt hård, hvis en eftertanke skulle melde sig. Forhåbentligt.