Et velfungerende dansk demokrati eller bananrepublik?

Et velfungerende dansk demokrati eller bananrepublik?


”James B. Comey, der var direktør for FBI fra 2013 til 2017, er blevet tiltalt for falsk vidnesbyrd og hindring af en kongresundersøgelse. Det er selvsagt nødvendigt, at embedsmænd kan drages til ansvar i et velfungerende demokrati, men den slags bør naturligvis ske under klare og rimelige forhold”, skriver Berlingske i en leder.

Lad os minde læserne om, hvad de ”klare og rimelige forhold” betyder i praksis. De betyder nemlig, at magtmisbrug i de centrale politiske cirkler i det ”velfungerende danske demokrati” ikke har nogen konsekvenser for de involverede politikere og embedsmænd. Departementschefer, styrelsesdirektører og andre i de øverste ledelseslag holdes stort set aldrig tjenstligt ansvarlige for forsømmelser i deres organisationer. Så længe den ansvarlige minister eller et flertal i Folketinget ikke finder det opportunt at drage nogen til ansvar, får deres handlinger aldrig en konsekvens. Danmark har dermed sin egen sump – et ansvarsfrit system, hvor ministre og topembedsmænd i en gusten symbiose og gensidig forståelse holder hinanden fri fra ansvar.

Der har i tidens løb ofte været tale om, at der må placeres ansvar for de mange ledelseskoks i det offentlige, men det er blevet ved snakken. Ansvaret bliver hver gang tørret af på mellemledere, der bliver gjort til syndebukke og fyret. Der har været mange offentlige skandalesager, som burde have fået personalemæssige og/eller strafferetlige konsekvenser, men som er endt med en løftet pegefinger. Der er blevet igangsat et rekordstort antal undersøgelser af embedsmænds mulige ansvar for urent trav og gradbøjning af regler. Det er kun få sager, der er endt med kritik af de involverede, som alle er blevet frifundet. Typisk flyttes topembedsmænd, som må gå af som følge af skandalesager, til et nyt velbetalt lederjob i centraladministrationen. De bliver ikke draget til ansvar.

Der har været en stribe mislykkede offentlige it-projekter med milliardtab for skatteyderne til følge. Ingen af de ansvarlige topembedsmænd er blevet draget til ansvar. Der har været omfattende fusk med fiskekvoterne, hvor flere fiskere har tilranet sig store millionbeløb godt hjulpet på vej af uduelig og ulovlig forvaltning i Miljø- og Fødevareministeriet. Ingen i ministeriet er blevet draget til ansvar.

Udbytteskandalen i SKAT, der har kostet skatteyderne over 12,3 mia. kr., har ikke fået strafferetlige konsekvenser for de to centrale personer, Jens Brøchner og Jesper Rønnow Simonsen. De er blevet ”frikendt” og sat i spidsen for genopretningsindsatsen i SKAT. I dag fortsætter Jens Brøchner karrieren som departementschef i Skatteministeriet, mens Jesper Rønnow Simonsen er direktør i EVU. Ansvaret for udbytteskandalen, som i givet fald skulle have været fordelt på de skiftende skatteministre, er aldrig blevet placeret.

Britta-sagen har heller ikke fået nogen personalemæssige eller strafferetlige konsekvenser for de implicerede. Ansvaret for den manglende interne kontrol i Socialstyrelsen skulle i givet fald have været fordelt på socialministre fra V, S, R, K og SF, der har haft det overordnede ansvar for Socialstyrelsen igennem 16 år. Det er ikke sket. De to skurke, den daværende socialminister Mai Mercado og den daværende departementschef Jens Strunge Bonde, fortsætter deres karriere. Mercado som folketingsmedlem for De Konservative og Jens Strunge Bonde som departementschef i Social- og Boligministeriet.

Forsvaret har været igennem en stime af møgsager med svindel, magtmisbrug, bestikkelse og nepotisme som omdrejningspunkter. De ansvarlige er blevet ”straffet” med, at de skulle på kursus i offentlig forvaltning.

Selv om kommissionsundersøgelsen har konstateret, at der i minksagen var tale om en klart ulovlig ordre til myndighederne om at slå alle danske mink ihjel, sidder samtlige de implicerede, herunder statsministeren og hendes departementschef, Barbara Bertelsen, uforstyrret tilbage og arbejder videre. Det gælder også Miljø- og Fødevareministeriets departementschef, Henrik Studsgaard, der har fået hård kritik for sin rolle i minksagen, idet fødevareministeren måtte gå af på grund af Studsgaards katastrofalt dårlige ministerbetjening. Studsgaard blev flyttet væk fra fødevareområdet og over i det nye Miljøministerium, hvor han fortsatte på samme niveau som departementschef. Efterfølgende blev han ”straffet”, idet han blev degraderet til teknisk direktør i Esbjerg Kommune. I dag bestrider han stillingen som kommunaldirektør i Furesø Kommune.

Da Barbara Bertelsen, der den dag i dag er departementschef i Statsministeriet, slap med en advarsel, skrev LA-leder Alex Vanopslagh på sin Twitter-profil, at man skulle lade være med at stemme på Mette Frederiksen, hvis ikke man ønskede at leve i en bananrepublik. “Barbara slipper med en advarsel. Det indstiller den superuafhængige Medarbejder- og Kompetencestyrelsen, som har Barbara som chef og Mette F. som minister. Monty Python-agtig farce det her. Lad være med at genvælge Mette Frederiksen, hvis du ikke ønsker et klovnedemokrati”.

På lignende facon skrev Lars Boje Mathiesen fra Nye Borgerlige på Facebook, at “vi lever i en elitær bananrepublik, hvor toppen holder hånden over hinanden. Barbara Bertelsen får en advarsel af Statsministeriet. En advarsel!!!’”.

At embedsmænd som Comey bliver ”retsforfulgt for noget, som de gjorde for år tilbage, er en farlig trend. Det behøver embedsmænd ikke frygte i det velfungerende danske demokrati”, skriver Berlingske i sin leder.

Et velfungerende demokrati – eller bananrepublik?

André Rossmann





Source link