Af Joanne Bywater, medlem af Borgerrepræsentationen, Liberal Alliance
Ønsker man at komme drab på kvinder til livs er en mindeplade for ofrene ikke vejen frem. Tomme ord og en mindeplade kan måske skabe fanfarer ved indvielsen, men vi skal tage vold og drab af kvinder langt mere alvorligt og ikke hensynke til symbolpolitik.
Det skylder vi ofrene og deres pårørende.
På onsdag skal vi i Borgerrepræsentationen behandle et medlemsforslag stillet af Frie Grønne med Sikandar Siddique som ordfører, om opsætning af mindeplade til minde om Kvinder dræbt i København mellem år 2000 og 2025 i samarbejde med Center for Voldsforebyggelse.
Man kan mene, det er et hæderligt forslag, med gode intentioner. Men der har allerede været en indstilling om selvsamme mindeplade, opsætningen er blot ikke gennemført endnu, så forslaget lugter langt væk af billige point og symbolpolitik. I stedet bør vi nu fokusere endnu mere på at komme vold og drab på kvinder til livs.
Når vi ser på data over vold mod kvinder, ved vi, at det kan ramme alle på tværs af kulturer og på tværs af socioøkonomiske skel. Vi ved, at det kan være svært at komme ud af et forhold med vold og at volden fortsætter, ligesom mange partnerdrab sker efter endt forhold. Vi ved også at volden kan ændre karakter og ramme gennem børnene og/eller gennem økonomien og desværre også ende i drab. Her skal vi beskytte voldsramte i langt højere grad også efter de har haft modet til at gå.
De kvinder der har et netværk og økonomisk frihed rammes og rammes hårdt, men de der står alene eller uden nævneværdig økonomi har en næsten umulig kamp foran sig.
De, der er nødt til at vende deres samfund ryggen, står helt alene.
Denne gruppe af især kvinder med anden etnisk herkomst er derfor i højere grad udsat og desværre også overrepræsenteret i statistikkerne.
De sidste mange år har vi hørt om kvinder, der udsættes for æresrelateret negativ social kontrol og også i alt for høj grad vold. Vi har læst om imamer i København, der har forhindret skilsmisse og tvunget kvinder ud i at betale for at lade sig skille og sågar frasige sig sine børn. Uhyggelige historier, hvor vi i København ikke har kunnet beskytte kvinderne tilstrækkeligt mod en lov, der ikke ikke er gældende i Danmark nemlig sharia-loven. Vi har ikke beskyttet kvinderne, ligesom vi ikke har beskyttet børnene. Parallelsamfundets lange arme har omsluttet dem, og det er dette greb, vi skal have fravristet, hvis vi ønsker en reel forandring. Ikke en mindeplade.
Kvindehjemmet, Danner og mange andre krisecentre gør en fanstastisk indsats, men vi skal være der før bliver nødvendigt. Vi skal være der i skolerne, vi skal være der i boligkvartererne, klubberne og i nærområdet. Vi ved fra foreningen Frafalden og Søstre mod Vold og Kontrol, at vejen kan være farlig og ensom, og modstanden stor. Vi ved at mange er nødt til at brydes med hele familien og venner og ikke “blot” den voldelige partner. Vi ved at indsigt om muligheder og rettigheder er vital og nødvendig og vi ved at det hjælper, når kvinderne har adgang til arbejdsmarkedet og har deres egen økonomi og fællesskaber udenfor hjemmet.
Frie Grønne har en mulighed for at tage denne kamp op. Indefra. De har haft mulighed for, i deres eget vælgersegment, at få bugt med æresrelateret vold og kontrol, men har i stedet modarbejdet den. At Sikandar Siddique vælger en mindeplade for kvindedrab, ser flot ud men er uden reel effekt. Det er et spil for galleriet og usmageligt.
Vi, i Liberal Alliance foreslår i stedet, at man pålægger Socialforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling, der skal beskrive mulige initiativer for, hvordan Københavns Kommune kan bekæmpe vold og drab af kvinder i København.