I dagens Berlingske skriver chefredaktør Tom Jensen, at ”ingen bad om et forandret Danmark, men at det kom bare. Den demografiske omkalfatring af det danske samfund er ikke udløst af nogen aktiv politisk beslutning om, at Danmark skal forandres på den måde, det er sket. Ingen politikere med magt i dette land har stillet sig frem foran befolkningen og udtrykt det ønskværdige i, at hver tiende borger i 2025 bør være indvandrer eller efterkommer fra ikkevestlige og ofte muslimske lande. Eller at andelen løbende bør vokse, som det fortsat er tilfældet. År efter år”.
Tom Jensen forsøger altså at bilde sine læsere ind, at den muslimske indvandring er sket af sig selv, uden politikernes aktive medvirken. Selv hvis det var sandt, er manglende handling også en beslutning, som har konsekvenser, der kan være ansvarspådragende.
Sandheden er, at danske politikere gennem flere årtier aktivt har bidraget til, at Danmark har givet husly til tusindvis af muslimer, som nærer et dybt had til Danmark og danskerne. Resultatet af dette enorme politiske svigt er kriminalitet, religiøse magtstrukturer, social kontrol og fundamentalistisk ekstremisme i de muslimske ghettoer. Klanfamilier styrer landets underverden. Skoler, hospitaler og offentlige institutioner plages af muslimsk vold. Listen er megalang.
To tredjedele af dem, der fik opholdstilladelse med palæstinenserloven, har været på kant med loven, viser opgørelser. Og det er de samme palæstinensere plus deres børn og børnebørn, palæstinensere plus deres børn og børnebørn, som nu marcherer i tusindvis i vores gader og kræver ’Død over Israel’, og som får de danske jøder til at gå i skjul. I Tom Jensens optik er politikerne ansvarsfrie, da den muslimske indvandring ”kom bare”. Sandheden er, at det er politikernes (og indirekte danske vælgeres) skyld, at Danmark er blevet oversvømmet af kriminelle migranter fra Mellemøsten og Afrika.
Lad os minde om, at verdens mest liberale udlændingelov, som blev startskuddet til det muslimske problem i Danmark, blev fremført i 1982 af den borgerlige regering under Poul Schlüter (Firkløverregeringen C, V, CD og KF). Da Udlændingeloven af 1983 blev vedtaget af Folketinget, stemte 155 medlemmer for, herunder alle borgerlige, mens kun Fremskridtspartiets 12 medlemmer stemte imod. Modstanden mod udlændingeloven blev af alle danske politikere, herunder de borgerlige, opfattet som racisme, mens man har afvist den legitime bekymring for, hvad en ukontrolleret muslimsk indvandring kunne få af følger i det danske samfund.
Et eksempel er den tidligere Venstre-finansminister, Kristian Jensen, som var klar til at omfavne det dansk-muslimske samfund. I et interview med Berlingske sagde han: ”Et lands kultur skabes ikke af politikerne, men af de indbyggere, der bor i landet. Hvis befolkningen ønsker at udskifte en kultur med en anden (læs: muslimsk), så er det ikke en politisk opgave at bremse befolkningen. Vi kan ikke tillade os at stoppe borgernes frihed til at ændre vaner for at holde dem fast i et levende museumsliv. Og hvis muslimske piger ønsker at gå med tørklæder, så skal det være tilladt og accepteret som for danske piger at gå med blottet og piercet navle”.
Forud for folketingsvalget i 2015 lovede Lars Løkke Rasmussen (V) og Inger Støjberg (V) ”straksopbremsning”. Venstre vandt valget og dannede en etpartiregering, men den bebudede straksopbremsning blev ikke gennemført. Da de mange muslimske migranter nåede den danske grænse i 2015, lod Løkke og Støjberg dem rejse ind i Danmark. Og det var den borgerlige VLAK-regering, der sørgede for, at antallet af muslimer i Danmark steg fra ca. 264.000 i 2015 til ca. 320.000 i 2019.
Det er ikke kun i Folketinget, men på alle niveauer i det danske samfund har migrantvenlige og berøringsangste politikere og embedsmænd obstrueret og fortsat obstruerer udlændingepolitikken. Kommunerne bøjer sig for religiøst betingede muslimske særkrav, der sætter det danske samfunds grundlæggende værdier om frihed og lighed ud af spil. Og de statskontrollerede danske medier, herunder Berlingske, normaliserer, relativiserer og afproblematiserer konsekvenserne af den muslimske indvandring.
Hvorom alting er: Miseren fortsætter. Alle der har øjne i hovedet, kan se, at:
- Tilstrømningen af muslimske migranter fortsætter.
- Der er ikke politisk flertal for at udfordre konventionerne og udvise kriminelle muslimer.
- Integrationen af muslimer virker ikke, fordi de afviser den danske kultur, som de forventes at blive integreret eller assimileret i.
- Selv om de islamvenlige politikere, medier og kommentatorer spinner en fortælling om, at muslimerne ”stormer ind” på arbejdsmarkedet, er sandheden den, at de seneste 12-15 år er andelen af muslimer i arbejde stået bomstille.
- Danmark bliver gradvis islamiseret efter salamimetoden. Et helt dugfrisk eksempel er Forsvarsministeriets Personalestyrelses forslag om at gøre Forsvaret til en muslimvenlig arbejdsplads. Og senest har Venstres Ungdom foreslået, at hijab skal tillades i Forsvaret.
Selv om Tom Jensen således bilder sine læsere ind, at det muslimske problem ikke er skabt af politikerne, men ”kom bare”, er virkeligheden den, at det er politikernes aktive medvirken samt manglende handling og passivitet, der har medført, at Danmark er blevet til et splittet, konfliktfyldt, multireligiøst og multikulturelt samfund, hvilket har vidtgående konsekvenser for landets kultur, samhørighed, sammenhængskraft og – ikke mindst – økonomi. Muslimerne vil nemlig fortsætte med at være en kæmpe økonomisk dødvægt og byrde for det danske samfund. Ifølge Finansministeriet er prisen for den muslimske indvandring ca. 90 mia. kr. brutto om året – og den vil være uændret frem til 2100.
André Rossmann