Den 28. april arrangerede Trykkefrihedsselskabet en debat i København med udgangspunkt i J.D. Vances tale i München om demokrati og ytringsfrihed i Europa. Debatten stod mellem forfatter Kasper Støvring og forfatter og historiker Morten Uhrskov Jensen.
Deres politiske synspunkter overlapper hinanden i høj grad, og de kender hinanden privat. Det kunne have resulteret i en kedelig og uinteressant diskussion. Sådan blev det heldigvis ikke.
Debatten var meget engagerende, ikke mindst fordi begge debattører er meget veltalende og vidende. Støvring talte om autoritær liberalisme, og hvordan EU og andre aktører aggressivt forsøger at censurere eller forbyde synspunkter, de ikke kan lide.
Kasper Støvring påpegede, hvordan EU’s magtelite underminerer demokratiet. De frygter deres egne borgere, som den amerikanske vicepræsident J.D. Vance påpegede under et besøg i München, Tyskland.
Denne undertrykkelse sker gennem retsaktivisme, hvor domstole med aktivistiske advokater konsekvent fortolker love i en progressiv retning og fjerner beslutninger fra demokratisk kontrol. Censur og fordømmelse af afvigende synspunkter bruges også under dække af at bekæmpe »misinformation«.
Politiske spørgsmål omdefineres til juridiske spørgsmål, og konventioner og menneskerettigheder bruges til at blokere for valgte flertal, især i indvandringsspørgsmål.
Fra Sverige til Frankrig, Storbritannien, Tyskland og Rumænien ser vi nu et mønster: Censur, strafforfølgelse og moralsk fordømmelse bruges systematisk til at lukke munden på kritiske stemmer og politiske partier.
Morten Uhrskov Jensen har med rette påpeget, at historien ikke altid bevæger sig langsomt som en gletsjer. Nogle gange sker begivenhederne ekstremt hurtigt, som en lavine. Og de, der har de bedste evner, organisation og viljestyrke til at udnytte disse begivenheder, får mulighed for at forme fremtiden.
Uhrskov Jensen nævnte også den moderne klassiker »Human Accomplishment: The Pursuit of Excellence in the Arts and Sciences, 800 B.C. to 1950«, en bog fra 2003 skrevet af den amerikanske politolog Charles Murray. Murray rangerede 4.000 førende innovatører inden for en række forskellige områder af menneskelige præstationer fra 800 f.Kr. til 1950. Uanset om man måler i personer eller begivenheder, fandt 97 procent af verdens vigtigste videnskabelige resultater sted i Europa og Nordamerika. Europas globale dominans inden for videnskab indtil midten af det 20. århundrede er fuldstændig overvældende.
Efter selv at have analyseret denne bog meget grundigt er jeg overbevist om, at Charles Murrays konklusioner i »Human Accomplishment« i bund og grund er korrekte. Europæerne har meget at være stolte af. Alligevel får vi at vide, at vi skal skamme os over vores fortid, men være stolte over at være åbne og tolerante i dag.
For mig er det det modsatte. Jeg er stolt af meget af det, europæerne har opnået i fortiden. Jeg er ikke stolt af, hvordan vi opfører os i dag. Europa fremstår nu som en svag, dekadent og udmattet region, der får stadig mindre betydning for verdensøkonomien, en gigantisk bums på Asiens røv.
Fra det 15. århundrede til begyndelsen af det 20. århundrede var Europa faktisk verdens hjerne. Den videnskabelige revolution ændrede menneskehedens syn på universet, grundlagde den moderne fysik og kemi og gjorde det muligt for mennesker at kommunikere med lysets hastighed.
I dag ville det være mere præcist at beskrive Europa som verdens anus: Al skidt ender her. Har du uønskede kriminelle, du vil af med? Bare smid dem i Europa. Alle andre ser ud til at gøre det.
Europa er blevet reduceret fra at være verdens mest innovative kontinent til en ødelagt losseplads for andre landes problemer og overskudsbefolkning.
Hvordan Europa gik fra at være verdens hjerne til at blive verdens anus, er et interessant emne til debat. Men hvis du er europæer, vil du sikkert også gerne vide, om denne tendens kan vendes, og i så fald hvordan.
Det er imponerende, at Morten Uhrskov Jensen i en alder af 61 år stadig kan udstråle ungdommelig optimisme, men nogle gange gør han det. Som han skriver i sin bog »Nationalkonservativ renæssance« fra 2023, håber han på en ny europæisk renæssance.
Lad os være optimistiske og sige, at europæerne stadig har store nok reserver af styrke, kultur og rødder at trække på til at opnå dette. Måske kan det være sandt. Men vi skal først overleve, før vi kan blomstre igen, og nu er det virkelig vores overlevelse, der står på spil.
Charles Murray afsluttede sin bog »Human Accomplishment« i 1950, da atomalderen, computeralderen og rumalderen alle var i deres spæde barndom. Hvis man besøgte Europa i 1950, var det stadig primært tyskere, der boede i Tyskland, briter, der boede i Storbritannien, franskmænd, der boede i Frankrig, og italienere, der boede i Italien. Det har ændret sig dramatisk i de generationer, der er gået siden da.
Store dele af Europa, især Vesteuropa, ville være helt uigenkendelige for en tidsrejsende fra 1950. Hvide briter er i dag et skrumpende mindretal i London og Birmingham, Storbritanniens to største byer. En lignende demografisk omvæltning sker hurtigt i hele Europa, fra Athen i Grækenland til Dublin i Irland. Dele af Paris er uigenkendelige som franske eller endda europæiske.
Der er flere muslimer end katolikker i skolerne i Wien i Østrig. Marokkanere skyder hinanden i Amsterdam. Afghanere sprænger bomber i Stockholm. Rivaliserende klaner af tjetjenere, syrere, kurdere og tyrkere bekæmper hinanden i tyske byer. Illegale afrikanske, arabiske og pakistanske indvandrere chikanerer lokalbefolkningen i Barcelona, Rom og Milano.
Gamle og stolte europæiske nationer bliver fortrængt og udslettet for øjnene af os på grund af den indvandringspolitik, som magteliten og EU står for. Hvis denne politik ikke hurtigt bliver ændret, og den herskende magtelite bliver erstattet af folk, der beskytter vores nationale interesser, vil der snart ikke være meget tilbage af den europæiske civilisation til at skabe en ny renæssance.