Er Musk gået fra forstanden? « Snaphanen.dk

Er Musk gået fra forstanden? « Snaphanen.dk


Det er uforståeligt, at Musk vil blotte sig på denne måde.

Af Lars Hedegaard

I et opslag på X fra i torsdags hævdede Tesla-chefen, at det ikke var Adolf Hitler, Josef Stalin eller Mao Zedong, der myrdede millioner, men derimod offentligt ansatte. Posteringen affødte et ramaskrig og blev hurtigt slettet, men skaden var sket.

For nu at tage Hitler, er det rent formelt rigtigt, at han ikke personligt har myrdet nogen. Der er heller ikke fundet et dokument, der beviser, at Hitler gav ordre til at myrde seks millioner jøder og talløse andre såkaldte “undermennesker”. Hitler har såvidt vides aldrig besøgt en koncentrations- eller dødslejr. Men man skal være et usædvanligt stort fjols, hvis man tror, at de nazistiske massemord fandt sted, uden at Hitler havde givet ordre til det. Det samme gælder Stalin og Mao.

Det er uforståeligt, at Musk, der i forvejen er udsat for nazibeskyldninger, vil blotte sig på denne måde.

Enten er han naziapologet, eller også har presset på ham fået det til at slå klik. Uanset, hvad forklaringen kan være, er det måske på tide, at Trump skiller sig af med ham.

Volden hersker i USA

Af Lars Hedegaard

Dag for dag skærpes de politiske modsætninger i USA – eller rettere: Dag for dag griber den amerikanske venstrefløj til stadigt mere voldelige og desperate midler i et forsøg på at omgøre republikanernes sejr ved valget den 5. november.

Og tag ikke fejl: Kampen drejer sig om intet mindre end retsstatens og folkestyrets overlevelse. Lykkes det venstrefløjen at intimidere deres politiske modstandere med trusler og vold, kommer turen uvægerligt til Europa, der plejer at følge de kulturelle og politiske impulser fra USA.

Elon Musk var for et år siden venstrefløjens helt, fordi han havde udviklet den elektrisk drevne bil, Tesla. Men efter at han åbent erklærede sin støtte til Donald Trump og nu tilmed står i spidsen for Doge, Departementet for Regeringseffektivitet, som rådgiver præsidenten og ministerierne om spild af, svindel med og misbrug af offentlige midler, er støtten forvandlet til et hvidglødende had.

Teslaforhandlere bliver bombet og beskudt, Tesla-biler bliver brændt og får deres dæk skåret op. Hensigten er naturligvis at skræmme eventuelle købere til at holde sig fra Tesla og dermed ruinere virksomheden. Musk selv har gentagne gange fået mordtrusler.

Og han er ikke alene. Da vicepræsident JD Vance og hans hustru, Usha, for et par dage siden var i Kennedy Center for at overvære en koncert af det nationale symfoniorkester, blev han mødt med råbet: ”Kill the vice” – altså: Dræb vicepræsidenten. Flere i salen jublede.

Tidligere i denne uge blev journalisten Jamie White fra den højreorienterede webkanal Infowars myrdet i Austin, Texas, mens en anden af kanalens journalister blev ”swatted” to gange.

”Swatting” består i at indgive en falsk anmeldelse for at få ordensmagten til at møde talstærkt op på en adresse tilhørende en ”højreorienteret”. Det foregår om natten, og håbet er, at anmeldelsen vil udløse blodsudgydelser.

Et af ofrene, Nick Sortor, fortæller, at anmelderen havde forklaret politiet, at hans far var i færd med dræbe hele familien, hvorfor det var nødvendigt at intervenere med skydevåben. Anmelderen havde åbenbart til hensigt at få politiet til at myrde offerets far. Forinden havde swatteren sendt Sortors søster en email med nazibeskyldninger.

Man kan indvende, at jo ikke er alle fra venstrefløjen, der opfører sig på denne måde. Man kan til gengæld ikke nævne en eneste prominent demokratisk politiker, der har fordømt truslerne og terroren. Tvært imod bærer demokraternes senatsleder, Chuck Schumer, ved til hadet ved at kalde republikanerne ”these bastards”, hvilket kan oversættes som ”disse røvhuller”.

Journalisten Brianna Lyman fra The Federalist sætter fingeren på venstrefløjens onde byld:

Dem, der ”protesterer” mod Tesla, ønsker at normalisere politisk vold. ”Hvis man kan overbevise amerikanerne om, at politisk vold kan sidestilles med … ytringsfrihed, har man legitimeret politisk vold, og man har lettet vejen til, at det kan ske igen.”





Source link