Når et ægtepar ønsker skilsmisse og ikke vil beskylde den anden for utroskab, psykisk vold, økonomisk forsømmelse eller anden ægteskabelig mishandling, er den grund, der ofte nævnes for en dommer, “uforenelige forskelle”. Dette betegnes ofte som en “ingen skyld”-skilsmisse, hvor begge parter blot ønsker at opløse deres partnerskab og komme videre med deres liv.
Hvis vi fortsætter med denne metafor for at beskrive de nuværende problemer mellem Danmark og USA, ville det forudsætte, at vi har forstået hinanden og er enige om, at vores partnerskab måske har udlevet sin nytte, og at det er tid til at acceptere denne kendsgerning og finde en måde at opløse det på en venlig måde. Jeg tror ikke, det er tilfældet for disse to nationer endnu – selvom vi kæmper med hinanden som et par, der er på nippet til at splitte lagnerne.
Ægteskabskonsulenter vil altid forsøge at få mand og kone til at engagere sig i parterapi for at komme videre fra de intense følelser og finde de egentlige årsager til deres vanskeligheder. Dette kan tage måneder, men desværre – når folk har nået punktet, hvor de er klar til terapi – er det ofte for sent. Gode ægtefæller vil altid gøre en indsats, især hvis de er dybt investerede i forholdet. En god terapeut vil forsøge at berolige begge parter med det samme og derefter stræbe efter at finde de virkelige kilder til deres problemer, som ikke altid er synlige. Målet er at fjerne lagene af antagelser, som begge parter har om hinanden, for virkelig at forstå, hvad der forhindrer en fredelig forsoning. I tilfældet med vanskelighederne mellem Danmark og USA ser det ud til, at begge lande har levet med visse antagelser om hinanden, der har påvirket deres dømmekraft, og at mange af disse antagelser har været baseret på en mangel på reel forståelse af hinandens politiske system og kultur.
Amerikanere har generelt lidt eller ingen viden om Danmark. Meget af det, de ved om landet, stammer fra deres egen research eller information fra danske venner eller kolleger. Der er tre ting, der former den gennemsnitlige amerikaners danske IQ: Tivoli, H.C. Andersen og danskernes libertinske syn på seksualitet. Danmark registrerer simpelthen ikke på USA’s mediaradar – bortset fra når landet vinder i sport eller når en dansk film eller tv-serie bryder igennem al støjen. Selv Søren Kierkegaard er for det meste fraværende i amerikanernes litterære bevidsthed. Den eneste undtagelse er Karen Blixens skrifter, men det skyldes primært Hollywoodfilmen ”Out of Africa”.
En del af denne mangel på opmærksomhed er selvfølgelig danskernes egen skyld. Der er gennem årtier brugt meget få midler på at styrke Danmarks “brand” i USA. En undtagelse var 1960’erne, hvor den danske møbelindustri og Bang & Olufsen satsede stort på det amerikanske marked. En industri, der har været til stor fordel, er turismen, som indtil for nylig kun har oplevet stigende besøgstal fra amerikanere – med undtagelse af de to år med coronapandemien. High school-udvekslingsprogrammer og danske studerende på amerikanske universiteter har fungeret som personlige ambassadører for Danmark, ligesom virksomheder med investeringer i begge lande og udveksling af topledere. Selvom det er positivt, har det ikke været nok. Ellers ville vi i Danmark ikke opleve den nuværende fjendtlighed og offentlige vrede mod USA. Den bølge er endnu ikke nået til USA, men jeg mistænker, at den kommer – udløst af frygt for handelskrigen og præsident Trumps insisteren på at ville eje Grønland.
Hvad er det, danskerne ikke forstår om amerikanerne, som har ført til så stor vrede og forbrugsboykot af amerikanske varer? Lad os starte med det grundlæggende. Det danske regeringssystem er meget anderledes end det amerikanske. Amerikanerne vælger deres ledere direkte i nationale valg. Det gør danskerne ikke. Her stemmer man på politiske partier, som derefter vælger landets leder gennem forhandlinger mellem partier i den regerende koalition. Dette forbigår de danske vælgere, som måske ville have ønsket sig en anden leder end den, de fik.
USA er en konstitutionel republik med 50 delstater, hver med egne ledere og lovgivende forsamlinger, som fungerer parallelt med den føderale regering – men som er frie til at vedtage egne love, så længe de ikke strider mod forfatningen. USA bruger ikke folkeafstemninger på føderalt niveau (kun stater og kommuner gør dette). Hvis amerikanere ikke kan lide deres ledere, kan de forsøge at få dem afsat eller vente til næste valg og stemme på en anden.
Amerikanske regeringer kan ikke blive væltet, hvis Kongressen ikke kan vedtage et budget. Det modsat eksisterer i Danmark, hvor regeringen kan falde i sådanne tilfælde. Derudover kan statsministeren vælge at udskrive valg, hvis det vurderes, at det vil gavne partiet (eller landet). Den amerikanske Kongres består af direkte valgte repræsentanter, som ikke er forpligtede til at stemme i takt med deres partiers politiske linje. De er fri til at stemme efter egen samvittighed og overbevisning. USA har to store partier, som repræsenterer konservative og liberale værdier, og som konkurrerer om befolkningens opbakning. Derfor svinger magten ofte som et pendul ved nationale valg hvert fjerde til ottende år.
“Lad os være. Lad os leve vores liv på vores egen måde. Bland jer ikke.” I de seneste 16 år har de liberale demokrater haft magten i 12 af dem. Republikanerne har siddet på den nationale magt i fire. Udefrakommende kunne tro, at amerikanerne foretrækker en stærk stat, men valget af Donald Trump i 2024 viste en reaktion fra en ellers rolig konservativ vælgerbase – bortset fra stormen på Capitol i januar 2021 og fremkomsten af Tea Party-bevægelsen i 2009.
Danskere forstår ikke, hvorfor amerikanere modsætter sig statslig indblanding. Svaret ligger i USA’s rødder. Amerikanerne ønsker ikke, at nogen skal fortælle dem, hvordan de skal leve. De ser ikke staten som en ven. Konservative ser den som et nødvendigt onde. Demokrater ser den som et redskab til fremskridt – så længe de selv sidder ved roret. De mener, at love kan ændre kulturen. Konservative ved, at kulturændringer kun sker, når folk ændrer adfærd og holdninger frivilligt. Både danskere og amerikanere kan være skeptiske, men de adskiller sig i graden og retningen af deres skepsis. Danskere er generelt mere villige til at acceptere samfundsforandringer – selv når det sker på bekostning af individet. Amerikanere derimod afviser forandringer, der krænker individets rettigheder; så dybt stikker deres tro på personlig frihed.
Hvordan kunne amerikanerne vælge en leder som Donald Trump? To ord: Kamala Harris. En ukvalificeret og uerfaren kandidat, der aldrig havde ledet andet end et advokatkontor og som blev opfattet som en fortsættelse af Biden-administrationens politik – en politik, som mange amerikanere mente stred imod grundlæggende amerikanske værdier. Vælgerne ønskede sikre grænser og modsatte sig idéen om, at selvvalgt kønsidentitet skulle kunne give nogen konkurrencefordele i sport, erhvervsliv, militær, skoler og det offentlige. De ønskede heller ikke at få dikteret, hvilke produkter – såsom husholdningsapparater og biler – de måtte købe, og var utilfredse med en politik, der ignorerede energisektoren i ønsket om at være “grønnere”.
Donald Trump var ikke en ukendt skikkelse. Han havde allerede været præsident og været i mediernes søgelys i årevis – både for sin stil og sine retssager. Amerikanerne kendte hans tone og opførsel. Mange brød sig ikke om hans stil, men kunne lide hans beslutninger. Han talte som en almindelig amerikaner, én med selvtillid og optimisme. Amerikanere vil have stærke ledere, ikke svage regeringer, der har glemt, hvem der har valgt dem. Donald Trump står for “America First”. Alle andre kommer bagefter. Det er ikke den danske – eller europæiske – måde. Men jeg mistænker, at han siger det, mange europæere også tænker: at deres eget land kommer først… for dem.
Europæisk misundelse er blevet til amerikansk had. Tidligere blev amerikanere betragtet som pralende og naive, men europæerne tog gerne imod deres penge. Imens styrkede de EU og indførte høje toldsatser og andre handelsbarrierer. USA svarede ikke igen – før Trump.
Da han begyndte at udfordre status quo, blev mange danskere og europæere vrede. De blev taget på sengen. Nu frygter de, at han faktisk kan udligne spillefeltet og koste dem milliarder og markedsandele. Danskere forstår ikke, hvordan så meget magt kan være koncentreret i én mands hænder (en, de ofte har hånet offentligt). Al kritik af Trump synes at være helt i orden og bliver ikke betragtet som uden for grænserne for denne normalt tolerante nation. Måske betyder det ikke noget for danskerne, hvad amerikanerne (eller Trump) mener om dem, når de kalder ham diktator, bølle eller sindssyg. Men mon ikke at amerikanerne hører, hvad der bliver sagt om dem og deres ledere?
Verden er blevet lille. Information spredes lynhurtigt. Dansksprogede avisartikler kan nemt oversættes af ChatGPT eller andre AI-værktøjer. Inde på den amerikanske ambassade i København kan jeg bekræfte, at både politisk afdeling, forsvarsattachéen og CIA er i fuld gang med at rapportere om “den danske situation”. Amerikanske datterselskaber i Danmark rapporterer også til deres hovedkontorer.
De ord, vi vælger, definerer os. Det gælder i ægteskaber, forretningspartnerskaber og diplomati. Intet går ubemærket. Hver fornærmelse, hver halve sandhed ender på sociale medier og i indbakker. Danskere bør udvise mådehold og huske, at brobygning tager tid og penge. Lige nu hører vi ikke om boykotter af danske varer i USA, men det kunne blive en realitet, hvis situationen udvikler sig i den forkerte retning. Hverken medierne, Det Hvide Hus eller Kongressen deltager i gensidige personangreb på danske politikere.
Amerikanere er vant til kritik. Vi har hørt det hele: at vi går i krig for meget, at vi forurener, at vi er racister, egoister, diktatorvenner og mere til – nogle gange retfærdigt, andre gange uretfærdigt. Men vi lytter. Vi svarer. Og vi forventer respekt, selv fra dem, der er uenige med os. Hvis I ikke kan lide os, vores præsident eller vores politikker – fint. Protester endelig. Men husk nogle grundlæggende spilleregler: Den højeste eller mest skingrende stemme vinder ikke nødvendigvis debatten. Og man opnår ikke samarbejde ved at fornærme dem, man senere skal arbejde sammen med. Måske bør danskerne træde et skridt tilbage. Tage en dyb indånding. Tælle til ti. Man bør udvise samme respekt for amerikanere og deres præsident, som de forventer i deres eget land for deres politikere eller statsoverhoved. Vi må alle arbejde sammen, når støvet har lagt sig.
Forhold bliver ikke skabt i himlen, men de ødelægges ofte af dem, der nægter at lytte. Flere skilsmisser – og diplomatiske brud – kunne undgås, hvis vi huskede, at forskelle bør forstås og, hvis muligt, værdsættes. Uvidenhed er aldrig en god undskyldning for dårlige beslutninger.