Adskillige eksperter i AI – artificial intelligence – spår, at halvdelen af de såkaldte ”white collar”-jobs om blot et par år vil være erstattet af kunstig intelligens, der vil kunne udføre opgaverne med lynets hast og uden at begå fejl. Jobs som software-progammør vil forsvinde, fordi AI selv kan programmere på ingen tid. Mange læger må finde noget andet at lave, fordi AI via en millionstor database er meget bedre til at stille en diagnose. Jurister må se sig om efter noget andet, fordi AI på et par sekunder kan analysere en sag og præsentere de bedste argumenter, der taler til klientens fordel. Bogholdere og børshandlere vil heller ikke kunne følge med. Det nye vidunder kan for ingen penge komponere den musikalske brækspand, som supermarkederne dagligt belemrer os med. Og så videre.
AI-entusiaster siger, at vi blot står over for en ny teknologisk revolution af den slags, som vi har oplevet før i skikkelse af industrialismen, der overflødiggjorde eller udkonkurede talrige gamle professioner så som værere, håndskomagere, hjulmagere, sæbesydere, bødkere, skræddere og saddelmagere med videre og videre. Argumentet er, at et nyt industrielt system og nye teknologier overflødiggør mange jobs, men hurtigt skaber nye. Der bliver altså ikke tale om massearbejdsløshed.
Det er svært at se, at denne antagelse holder over for den omvæltning, der i øjeblikket er i gang. Om ganske få år vil titals-millioner stå uden beskæftigelse, og hvad vil der så ske med samfundet og dets ”sammenhængskraft”?
I den forbindelse kan det være nyttigt at minde om, hvad der skete i Tyskland i årene 1929-1933 – altså i den korte årrække, da nazistpartiet stormede frem og endte med at tage magten.
Baggrunden var massearbejdsløsheden som følge af børskrakket i Wall Street. Den ramte ikke bare arbejderklassen, men i en vis udstrækning også mellemklassen, som blev rædselsslagen over det økonomiske og politiske sammenbrud, der blev værre dag for dag. Nazipartiet var derfor i høj grad båret af en alliance mellem velsituerede borgere og den mest forhutlede del af arbejderklassen. Prominente blandt Hitler-bevægelsens lokale ledere var læger, embedsmænd, funktionærer i private virksomheder, mindre virksomhedsejere og akademikere, der havde sat næsen op efter en sikker karriere, men nu måtte hutle sig igennem. Et eksempel på den sidstnævnte kategori var Joseph Goebbels, der drømte om at blive en berømt forfatter. Det blev han ikke, men han gjorde til gengæld god fyldest som samvittighedsløs propagandist for Hitler-bevægelsen.
Intet er farligere for et samfund, end hvad nazisternes modstandere kaldte ”wildgevordener Kleinbürger”, som i desperation kastede deres kærlighed på en ”fører”, som de troede kunne udfri dem for deres mareridt. ”Führer befiel, wir folgen” – Fører befal, vi følger. Sådan lød det.
Jeg kan forestille mig, at noget tilsvarende vil ske i takt med, at middelklassen ikke længere har nogen funktion, fordi den er overflødiggjort af AI.
Interessant nok vil AI også kunne erstatte journalister. Vi ved, at de alle tænker på samme måde, hader de samme, elsker de samme, vinkler deres historie ens, og undertrykker alt, hvad der ikke tjener deres venstreorienterede ideologi.
Hvis man i dag skulle starte et medie, ville man gøre det uden journalister, som er dyre i drift. Det vil være mere nærliggende at bede IA skrive en artikel, der går ud fra en venstreorienteret beskrivelse af en eller anden aktuel begivenhed. Ordren til AI vil lyde: Skriv en artikel om Mette Frederiksens aktuelle indsats for Danmarks tarv, og belys den med med mindst fem eksempler.
Det vil AI kunne gøre på et sekund, og journalisterne kan passende finde noget andet at beskæftige sig med.